af

Hans-Christian Davidsen

Sydslesviger til tysk Melodi Grand Prix

20-årige Helene Nissen fra Hollingsted fra det danske mindretal i Sydslesvig skal deltage i det tyske Melodi Grand Prix. Her kan du lære mere om hende.
20-årige Helene Nissen fra Hollingsted fra det danske mindretal i Sydslesvig skal deltage i det tyske Melodi Grand Prix. Her kan du lære mere om hende.

Du har ikke noget talent. Det var den besked, den 20-årige Helene Nissen fra Hollingsted fik, da hun stillede op til casting til showet »The Voice«. Men det må Helene Nissen nu alligevel have. Den 20-årige sangerinde er nemlig udtaget til den tyske kvalifikation til Eurovision Song Contest.

Den tyske finale (Vorentscheid) finder sted i Köln den 9. februar. Fem kandidater er tilbage ud af godt 2000, der havde meldt sig. Helene Nissen skal dyste mod Axel Maximilian Feige, Felicia Lu Kürbiß, Levina og Sadi, der af en jury blev valgt ud af 33 nominerede.

– Der var så mange rigtig gode kandidater med i opløbet, at jeg slet ikke havde regnet med, at jeg gik igennem, siger Helene Nissen, der har gået i dansk skole i Treja mellem Slesvig og Husum.

Hun går på erhvervsskole i Berufsbildungszentrum i Slesvig, hvor hun op til den 9. februar får fritagelse fra en del af undervisningen for at kunne forberede sig på sangdysten.

Jeg glæder mig til at møde Lena Meyer-Landrut. Jeg er et stor fan af hende og stemte selv på hende, da hun vandt melodi grand prix i 2010.
Helene Nissen

Helene Nissen har skrevet sine egne sange, siden hun var 12 år, og som 14-årig begyndte hun at modtage sangundervisning på musikskolen i Slesvig-Flensborg Amt. Senere er hun stoppet med at gå til sang, og hun øver nu i stedet for karaoke til Youtube-videoer eller sammen med sin lillebror, Kjell, derhjemme i Hollingsted.

Hun har tidligere deltaget i RTL-programmet »Supertalent« og blev af internetradioen KeyFM udmærket som »Musiktalent 2012«. Desuden fik Helene Nissen i 2013 en tredjepladsen i regionalfinalen i talentkonkurrencen Jugend Musiziert.

Når Helene Nissen synger i Köln den 9. februar, sidder den tidligere tyske grandprix-vinder Lena Meyer-Landrut i juryen sammen med sangerne Tim Bendzko og Florian Silbereisen.

    – Jeg glæder mig til at møde Lena Meyer-Landrut. Jeg er et stor fan af hende og stemte selv på hende, da hun vandt melodi grand prix i 2010. Jeg glæder mig helt vildt, og jeg er – næsten ikke – nervøs, siger Helene Nissen.

    En kæmpedrøm

    Hvis Helene Nissen vinder i Köln den 9. februar, bliver hun Tysklands repræsentant ved Eurovision Song Contest, der finder sted i Kiev i Ukraine den 9.-13. maj.

    – Jeg håber, at rigtig mange mennesker vil stemme på mig den 9. februar. Naturligvis vil det altid være lidt af en skuffelse, hvis jeg ikke går videre, men det er ikke sådan, at jeg falder ned i et dybt hul af den grund, siger Helene Nissen.

    – Hvis jeg går videre, vil det være en kæmpedrøm, der går i opfyldelse. Det kune være fedt at stå blandt så mange internationale kunstnere, siger hun.

    Skulle Helene Nissen gå videre til Kiev, køber hendes forældre i Hollingsted med det samme billetter og rejser med, fortæller hendes far, Holger Nissen.

    Når det går løs i Köln den 9. februar kan alle tyske fjernseere afgive deres stemme ved at sende en sms.

    Sydslesvig har tidligere haft en repræsentant med det tyske melodi grand prix. Det var flensborgeren Simon Glöde, der ligeledes har gået på dansk skole. Simon Glöde kæmpede om at komme med til finalen i København i 2014, men det lykkedes ham dog ikke at kvalificere sig.

      Spørgsmål til Helene Nissen

      Hvilke tre ord karakteriserer dig?
      Ærlig, ambitiøs, venlig.

      I hvilke musikalske genrer føler du dig mest hjemme?
      Soul, blues, pop.

      Hvad lytter du til, når du er glad?
      Demi Lovato, Hudson taylor.

      Hvad lytter du til, når du er ked af det?
      Gabrielle Aplin.

      Hvad lytter du til, når du er vred?
      Gabrielle Aplin.

      Hvilke kendte kunstnere ville du vælge til en duet?
      Gabrielle Aplin, Tori Kelly, Hudson Taylor, Demi Lovato.

      Hvad laver du i din fritid, når du ikke synger?
      Læser… og alligevel så synger jeg, for jeg synger altid. Skriver sange, spiller guitar. Leger med min kat eller spiller musik med min bror.

      Hvad forbinder du Eurovision Song Contest med?
      At man kan nå alt, så længe man blot tror fast på det.

      Hvis du vinder den tyske kvalifikation i Köln, hvem er den første, du så vil ringe til for at fortælle det?
      Egentlig ville det være min mor, men hun tager jo med mig til Köln.

      Hvad ville du vise frem fra din hjemegn?
      Mit dejlige busstoppested, køerne, markerne, min gamle børnehave og hele landsbylivet i Hollingsted.

      kommentar
      deling del

      Skriv et svar