af

Lars Geerdes

Præsidenten med ryk-talen

Roman Herzog, der døde den 10. januar, vil nok først og fremmest blive husket for sin »Berlin-tale« fra 1997 og for mindedagen for Det Tredje Riges ofre.
Roman Herzog, der døde den 10. januar, vil nok først og fremmest blive husket for sin »Berlin-tale« fra 1997 og for mindedagen for Det Tredje Riges ofre.

Den tidligere forbundspræsident Roman Herzog døde den 10. januar, 82 år. Han var fra 1994 til 1999 Forbundsrepublikken Tysklands syvende præsident – efterfølger af Richard von Weizsäcker og forgænger for Johannes Rau. Inden han blev valgt som statsoverhoved, var han præsident for den højeste tyske domstol, Bundesverfassungsgericht (Forfatningsdomstolen).

Forbundspræsident Joachim Gauck beskrev tirsdag Herzog som en »markant personlighed« med »fremadrettet mod«.

– Herzog har præget Tysklands selvforståelse og den måde, man omgås med hinanden på i det tyske samfund, skrev Gauck i et kondolencebrev til Herzogs enke, Alexandra Frei­frau von Berlichingen.

Herzog var præget af et protestantisk hjem, men han blev født i den meget katolske by Landshut i Bayern. Og selv om han havde nogle meget konservative holdninger, opfordrede han som præsident tyskerne til at være parate til reformer. Han klagede ofte over, at for mange initiativer blev skudt i sænk ud fra ideologiske hensyn.

Berlin-talen

I sin tale »Opbrud til det 21. år­hundrede«, som Roman Herzog holdt den 26. april 1997, og som skulle blive kendt som »Berlin-talen«, sagde han blandt andet:

– Der skal gå et ryk gennem Tyskland.

Talen blev derfor også kaldt »ryk-talen«. Den henvendte sig til arbejdsgivere, arbejdstagere, fagforeningerne, politikerne i forbundsdagen og forbundsrådet og alle øvrige »interessegrupper«, som han opfordrede til at gøre en fælles indsats for samfundet, så Tyskland får løst sine problemer og ikke bliver hægtet af.

Talen blev optakten til en række »Berlin-taler«, som – med korte afbrydelser – blev arrangeret t.o.m. 2013 af flere præsidenter efter Herzog. Talerne blev ikke altid holdt af præsidenten selv, men også af gæstetalere, men de havde det til fælles, at de altid fik stor opmærksomhed.

Mindedagen

En anden mærkesag, Herzog bliver husket for, er mindedagen for ofrene af nazistyret. I 1996 proklamerede præsidenten dagen for befrielsen af koncentrationslejren i Auschwitz, den 27. januar (1945), som national mindedag. Siden da bliver dagen markeret med mindehøjtideligheder i hele landet og i forbundsdagen.

Også Slesvig-Holstens ministerpræsident, Torsten Albig (SPD), fremhævede både Berlin-talen og indførelsen af mindedagen som de to store bedrifter, Roman Herzog vil blive husket for.

– Sikke en kedelig nyhed her i begyndelsen af det nye år. Igen mister Tyskland en stor personlighed og en stor statsmand. Vi vil aldrig glemme ham, sagde Albig.

Delstatsminister

Inden han blev forfatningsdommer og senere præsident, havde CDU-medlemmet Herzog blandt andet været juraprofessor samt både uddannelses- og indenrigsminister i delstaten Baden-Württemberg, hvor han blandt andet blev kritiseret for at have oprustet politiet med gummi-kuglevåben, som skulle bruges i kamp mod voldelige demonstranter. Efter præsidentperioden arbejdede han blandt andet i flere ekspert­udvalg, som beskæftigede sig med føderalismen og de finansielle forhold delstaterne imellem.

Roman Herzog og mindretallet

Herzog fik en temmelig hård kommentar af SSWs daværende landdagsmedlem, Karl Otto Meyer, med på vejen efter præsidentvalget den 23. maj 1994.

“I sin tale sagde Roman Herzog, at han vil være præsident for alle tyskere. Men Tyskland er ikke nogen nationalstat, og med sin formulering holder Herzog mindretal som for eksempel danskere, frisere og sorbere udenfor. Det er kritisabelt”

– Karl Otto Meyer

Og uddybede han dengang over for Flensborg Avis:

– Roman Herzog burde netop i denne tid, da mindretalsspørgsmål er vigtigere end nogensinde, have talt om alle tyske borgere.

– Og når Herzog kalder det en historisk tilfældighed, at grænsen mellem Vesttyskland og DDR kom til at gå ved Elben, er det forkert. Årsagen til det var Hitlers krig, og det burde den nye forbundspræsident have sagt, sagde Meyer, som var så oprørt over Herzogs takketale, at han udeblev fra den efterfølgende reception.

SSWs landdagsmand var medlem af den såkaldte Bundesversammlung, som vælger forbundspræsidenten, og Meyers stemme gik til Herzogs modkandidat, socialdemokraten Johannes Rau.

Da Herzog fem år senere stoppede som præsident, var vurderingen af hans person dog langt mindre kritisk.

Meyers efterfølger i landdagen, nuværende justits-, kultur- og europaminister Anke Spoorendonk, roste i slutningen af Herzogs ene embedsperiode hans engagerede indsats, og hun fremhævede hans besøg i grænselandet sammen med den danske dronning Margrethe II året forinden.

Besøg i Danmark

Allerede i begyndelsen af 1995 var Roman Herzog rejst til København for at mødes med daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) og udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R). Ved den lejlighed var han også til frokost på Amalienborg hos dronningen og prins Henrik.

Samme år blev afslutningen af den tyske besættelse af Danmark markeret, og Herzog viste forståelse for, at han ikke var inviteret til festlighederne. Ved denne lejlighed kom han også ind på de dansk-tyske mindretalsforhold.

Dronning Margrethe II., prins Henrik og forbundspræsident Roman Herzog den 20. juli 1998 ved Nørreport i Flensborg. (Foto: dpa)

– Dette forhold fungerer gnidningsløst. Eller for at sige det mere dramatisk: Hvor mange blodudgydelser kunne ikke have været undgået i Eks-Jugoslavien, hvis forholdet mellem befolkningsgrupperne var på samme måde, sagde Roman Herzog i den danske hovedstad.

Undskyldning for 
tyske forbrydelser

Den konservative og religiøse præsident fik i det hele taget ros for den måde, han håndterede den tyske historie i forhold til nabolandene på. Betydningen af hans uforbeholdne undskyldning over for polakkerne for rædslerne i Warszawaghettoen under Anden Verdenskrig blev sidestillet med forbundskansler Willy Brandts historiske knæfald i Warszawa i 1970.

Højdepunktet i forholdet mellem det danske mindretal og Roman Herzog blev dog hans besøg i Flensborg den 20. juli 1998. Det var tredje gang, at dronning Margrethe mødtes med en tysk forbundspræsident i Flensborg efter 1978 (Walter Scheel) og 1984 (Karl Carstens).

Besøg i Flensborg

– Danske sydslesvigere og tyske slesvig-holstenere leverer dagligt beviset for, at mennesker med en forskellig national baggrund kan leve og arbejde sammen meningsfyldt og uden spændinger. Det er netop for at påskønne denne normalitet, at vi er til stede her i dag. Jeg kan desværre ikke sige, at det, der er reglen her, også er reglen overalt i resten af Europa, sagde Roman Herzog i Borgerforeningens Kongesal og fremhævede de dansk-tyske aftaler – København-Bonn-erklæringerne fra 1955 – som simple, men effektive redskaber til at håndtere mindretalsspørgsmål.

Roman Herzog efterlader sin anden hustru, Alexandra Frei­frau von Berlichingen og to sønner fra ægteskabet med Christiane, som døde i juni 2000. Han boede til sidst på Götzenburg i Jagsthausen ved Heilbronn, hvor hans hustru stammer fra.

kommentar
deling del

Skriv et svar