af
AM
Annelise Mølvig

Redaktion

Margot fra Sild bliver ved

I Bruunsgade midt i Aarhus ligger der noget så sjældent som en gørtler. Forretningen har ligget der siden 1901, og vinduerne er fyldte med beslag, navneskilte, lysestager og lamper i messing og bronze. Gørtleren selv hedder Margot Erstad, er 85 år og står dagligt i forretningen – men hendes liv begyndte på Sild.
I Bruunsgade midt i Aarhus ligger der noget så sjældent som en gørtler. Forretningen har ligget der siden 1901, og vinduerne er fyldte med beslag, navneskilte, lysestager og lamper i messing og bronze. Gørtleren selv hedder Margot Erstad, er 85 år og står dagligt i forretningen – men hendes liv begyndte på Sild.

Jeg har ikke lyst til at holde op. Mit hjerte slår for gørtleriet, og så længe jeg kan bevæge mig, bliver jeg ved, siger Margot Erstad og tilføjer med et smil:

– Jeg siger lige som dronningen: Jeg giver ikke op. Og så er jeg jo friser.

Da Margot blev født i Theodor Storm Strasse i Westerland i 1931, var der så langt mellem husene, at en af huset beboere bandt et lagen på et kosteskaft og blafrede med det foran huset. Derved signalerede hun til Margots farmor, der boede 1,5 kilometer væk, at hendes barnebarn var født.

Hendes far var friser, og hendes mor kom fra Flensborg, og i en periode som ung boede Margot Erstad hos mormor og morfar i Meisenstraße i Flensborg.

– Jeg går altid en tur forbi huset, når jeg er i Flensborg for at besøge mine kusiner og fætre, siger Margot Erstad.

Hun tager også jævnligt turen til Sild for at besøge sin afdøde søsters mand.

At Margot havnede i Aarhus, hænger sammen med familiens forbindelser til Danmark.

Da moderens ældste bror kom hjem fra Første Verdenskrig, havde han tuberkulose og smittede Margots mor. Derfor blev Margot sendt til Storring lidt vest for Aarhus. Her lærte hun at tale og skrive dansk, og de to familier holdt kontakten i mange år.


“Min familie stemte dansk ved afstemningen i 1920”

– Margot Erstad

Der var ingen tvivl. Som den ældste af tre piger skulle Margot Erstad gå hotelvejen ligesom hendes forældre. Men først kom krigen, og bagefter blev familiens hotel beslaglagt og brugt til flygtninge.

– Det så sort ud for os. Alt gik nedad. Min skoletid på Sild var der ikke meget ved, siger Margot Erstad og tilføjer:

– Afstraffelse skete med spanskrør i skolegården foran alle de andre elever. Det var forfærdelig at gå i skole under Hitler.

De engelske flyvere fløj ofte lige ind over Vesterland både på vej ud og hjem fra bombetogterne til de store byer.

– Vi blev nogle gange undervist i bunkeren, og vi var omgivet af nazister. Og af tvang. Jeg har altid haft det forfærdeligt med tvang, siger Margot med alle tegn på afsky.

Dansk i klitterne

Som ti-årig blev Margot tvunget til at være medlem af Hitlerjugend.

– I foråret 1945 kom der en skrivelse, at jeg skulle møde op, fordi jeg forsømte for meget, men så kom morfar fra Flensborg. Han var en rigtig fornuftig mand. Han sagde: Jeg tror ikke, du skal være bange. Jeg tror, at krigen slutter til maj. Og han fik jo ret.

Dengang var Margot Erstad 15 år, og da der kom en dansk ungdomsforening til øen, blev hun straks en del af den, og de unge talte om, hvordan de kunne lære at tale dansk. Et par af dem fandt ud af, at de kunne bruge Flensborg Avis til at lære dansk.

– Vi var to drenge og fem piger, og vi gik i klitterne hele sommeren. Her læste vi højt for hinanden af avisen og oversatte artiklerne, husker hun.

En fra gruppen havde været på højskole i Danmark og kunne lidt mere dansk end de andre.

Margot Erstad og en veninde, Helga, havde hørt, at man kunne søge om at komme på en ungdomsskole i Danmark.

Lysestagen er ikke støbt, men banket ud, fortæller Margot Erstad med faglig stolthed. Det er hendes svigerfar, der har lavet den. De enkelte stykker er nittet sammen.
Foto: Annelise Mølvig

– Vi skulle have lov af englænderne, husker Margot Erstad.

Det lykkedes, og de to kom til Vojens Ungdomsskole, hvor de var i den varme sommer i 1947.

– Det var en pragtfuld skole, og vi fik noget ordentligt at spise, siger Margot Erstad og husker, at familien ofte sultede på Sild, ligesom de også frøs, fordi de ikke havde noget brænde.

Forstanderen sørgede også for, at Margot Erstad fik briller.

– Det var et paradis for os, og vi fik ekstra undervisning i dansk. Efter fem måneder på skolen kunne vi skrive og tale dansk og havde lært dansk historie, siger Margot Erstad og siger, at det ophold blev skelsættende for hende.

– Jeg tænker tit på, at det har betydet så meget for mit liv, siger Margot Erstad og fortæller, at de i sommerferien kom ud på nogle gårde i nærheden.

– Jeg kom til Ellen og Jens Rindom på Vestergård i Øster Lindet. Det blev til et livslangt venskab og mange gode minder

I dag har Margot Erstad stadig forbindelse til deres børn.

Pige i huset i Aarhus

Efter de fem måneder kom Margot tilbage til Sild. Nu, da hotelbranchen var slut for hendes familie, ville hun gerne være modist, men der var ingen lærepladser. Der var i det hele taget ingen job, selv om hun søgte alt. Men så fik hun mulighed for at komme på husholdningsskole i Ry.

– Det var fantastisk. Det var i 1950, og vi lærte alt det, man taler om i dag. Kalorier og den slags. Og vi lærte at sy tøj og om boligindretning, fortæller hun.

På grund af moderens gamle forbindelse til Storring fik hun en dag besked om, at familien Erstad i Bruunsgade gerne ville se hende.

Det endte med, at Margot Erstad fik opholdstilladelse til at være i huset hos familien Erstad i fem måneder.

– Det var her i lejligheden, siger Margot Erstad og slår armene ud i den smukke stue, der bærer præg af tre generationer af smukt gørtlerarbejde.

– Jeg vidste ikke, at hr. og fru Erstad skulle blive mine svigerforældre. Deres søn arbejdede i værkstedet, men havde sin egen lejlighed, og der var ingenting mellem os, siger Margot Erstad, der sov på et koldt loftsværelse oppe over lejligheden.


Jeg var vant til fra husholdningsskolen, at soverummene ikke blev varmet op, og at der kun var koldt vand i vandhanerne”

– Margot Erstad

Ministeren gav lov

Margot Erstad blev grebet af gørtleri-arbejdet og fik lov til at gå til hånde i værkstedet, men tiden udløb, og hun skulle tilbage til Tyskland. Her boede hun hos mormor og morfar i Meisenstraße i Flensborg og hjalp dem, mens hun havde nogle småjobs, men familien Erstad ville gerne have hende tilbage. Hendes kommende svigerfar var oldermand i gørtlerlauget og opsøgte justitsminister Helga Pedersen, som han fik et møde med.

– Det endte med, at han solgte hende en bronzefigur, og nogle måneder senere fik jeg en opholdstilladelse. Senere blev det nemmere at rejse til Danmark, siger Margot Erstad.

Men selv om hun kunne komme tilbage til gørtlerforretningen, så var hun i tvivl.

– Jeg var i et dilemma, fordi jeg var glad for at være her, men jeg følte, jeg svigtede dem derhjemme. Min far blev aldrig rask efter krigen, min mor var ikke stærk, og jeg havde to mindre søskende, siger hun.

Hun kom tilbage til familien i 1952, og nu vis-te sønnen interesse for hende. Han friede.

– Jeg var meget tilbageholdende, siger hun forklarer, at det var, fordi hun havde svært ved at bestemme sig.

– Jeg er den eneste, der kan finde rundt her, siger Margot Erstad om sit lille arbejdshjørne bag ved butikken. Hun er den ene af Danmarks to kvindelige gørtlere.
Foto: Annelise Mølvig

I 1954, da hun var 23 år gammel, blev de gift og fik en lejlighed lidt højere oppe i ejendommen.

Margot Erstad huskede fra sin barndom de gode hoteldage, hvor mennesker fra mange steder kom og boede på hotellet. Blandt andet familien Opel med deres børn, ikke fordi hotellet var fint, men fordi det var hyggeligt.

– Jeg havde fået mange indtryk i min verden, blandt andet fordi der kom mange spændende mennesker på hotellet, siger Margot Erstad og fortæller, at hun trives bedst med udsyn.

Og den holdning fandt hun også hos gørtler-familien. Blandt andet havde alle gørtlerne arbejdet i udlandet, og hendes mand talte tilmed også tysk.

Alene tilbage

Allerede inden brylluppet døde først Margot Erstads svigermor og dernæst hendes svigerfar, derfor var de to alene om forretningen. De fik hurtigt datteren Elisabeth.

– Vi havde altid meget arbejde, men aldrig nogen jamren. Hvis vi havde travlt, gik vi ofte ned i værkstedet og snuppede et par timer, når Elisabeth var faldet i søvn, siger Margot Erstad.

Men i 1958 fik hendes mand kræft. Det blev til fire hårde år med sygdom, behandlinger og håb, men i februar 1962 døde han, 46 år gammel.

– Jeg arbejdede som en hest, husker hun og fortæller, at der ikke var nogen nær familie tilbage og ingen til at overtage firmaet ud over hende selv og de ansatte.


“Inden min mand døde, havde jeg lovet ham, at jeg ikke ville flytte tilbage til Tyskland med Elisabeth”

– Margot Erstad

– »Nu har du klaret alt det, mens han har været syg, og du holder af gørtleriet. Du kan godt føre det videre«, sagde de, siger Margot Erstad.

Aftalen lød på et år. Revisor og sagfører sagde, at hvis ikke tallene blev bedre, måtte hun lukke, men de fem svende lovede alle at blive der et år.

Da det år var gået, var omsætningen steget med 25 procent, og Margot Erstad var slet ikke i tvivl.

– Medarbejderne var med mig, og jeg fortsatte og blev optaget i gørtlerlavet, siger hun og fortæller, at hun stadig er aktiv i gørtlerlauget.

Kirke-arkiv

Faget og lauget er skrumpet, og Gørtleriet i Bruunsgade har forandret sig. Da Margot Erstad blev chef-gørtler, lød ordrebogen blandt andet på skilte til Frichs Maskinfabrik (der blandt andet lavede lokomotiver, red.) og DSB samt på bæltespænder til grænsepolitiet, lamper, mortere, bronzeurner, kirkekroner og beslag til pengeskabe.

Hver gang der er optog i byen med faner, skal Margot Erstad se de flotte fanespyd.

– Jeg kan genkende mange af fanespyddene. Dem har vi lavet, siger Margot Erstad og husker også, at tidligere kom der mange for at bestille en personlig bronze-urne, så den var klar, når den tid kom.

Forsvarligt låst inde og gemt væk, ligesom alt andet, har Margot Erstad et kartotek over samtlige kirker, som gørtleriet har leveret til og repareret for fra 1901 og frem til i dag.

– Her står, hvad der er lavet, nummeret på det og prisen, viser hun.

Firmaet blev etableret i 1901. Margot Erstads mand var tredje generation af gørtlere i Bruunsgade, men da han døde, førte hun selv gørtleriet videre.
Foto: Annelise Mølvig

Margot Erstad fortæller, at når arkitekterne har fået til opgave at restaurere noget for en kirke, så banker de ofte på hos hende og bliver imponerede over hendes system. Her får de ofte oplysninger, det ikke er muligt at finde andre steder.

– I dag laver vi ikke så mange nye ting, men restaurerer meget, siger hun og henter en imponerende bronzestage frem fra gemmerne. 20 kilo vejer den. Den er nu som ny og klar til at blive hentet af ejeren.

Indtil 1972 havde gørtleriet sit eget støberi, men så kom der besked fra kommunen om, at hun ikke længere måtte støbe inde i byen. Derfor solgte hun den del fra.

– Jeg gik til min værste konkurrent og spurgte, om vi ikke skulle arbejde sammen i stedet for bekrige hinanden. Han købte støberiet, og vi fik et rigtigt fint samarbejde. Han støber, hvis jeg har brug for det, siger Margot Erstad.

Hver dag er hun i forretningen og i værkstedet. Kun mandag tillader hun sig at holde fri.

Men en ting glæder Margot Erstad sig til, og det er, at den store, lange bygning overfor til foråret fjerner de presenninger og vejafspærringer, der igennem to år har skæmmet gaden. Den langvarende ombygning til hotel har været beskidt og kostet omsætning ikke bare hos gørtleren, men hos alle forretningerne.

– Du aner ikke, hvor meget jeg har gjort rent på grund af ombygningen, siger hun.

Men holde op? I en alder af 85? Ikke tale om.

 

kommentar
deling del

Skriv et svar