af

Hans-Christian Davidsen

Hemmeligheden bliver hængende

Det er i år 150 år siden, den intense og kraftfulde kunstner Emil Nolde blev født. Det markerer Nolde-museet i Seebüll ved at vise hans mesterværker. Det lyder lettere sagt end gjort.
Det er i år 150 år siden, den intense og kraftfulde kunstner Emil Nolde blev født. Det markerer Nolde-museet i Seebüll ved at vise hans mesterværker. Det lyder lettere sagt end gjort.

Hvor var det lige, Emil Nolde så de farver henne? Tænker man når man kører ad de mange steder snorlige veje på vej til hans atelier i Seebüll – en kunstig banke midt i det flade marskland. Der er ikke mange orange, violette, gule eller dybblå toner på himlen i Nordfrisland sådan en dag i marts, hvor Nolde-museet åbner for en ny udstillingsæson i malerens funkisvilla i det yderste Nordfrisland.

Farverne mætter ellers hans akvarel »Oversvømmelse« eller oliemaleriet »Høj sø. Urolige skyer«, som er nogle af de værker, der vises på årets udstilling. Men her på overgangen mellem vinter og det spæde forår er det som om, at marsklandskabet har været igennem et moderne billedbehandlingsprogram, hvor de stærke farver er trukket ud af motivet.

Nu kan Emil Nolde have været inspireret af de infrarøde solnedgange, som øjnene kan blive forkælet med herude året rundt. Men man tager sig selv i at tænke en egentlig temmelig ligegyldig tanke. For Nolde var ekspressionist – i det mindste fra og med det tidspunkt, han trådte ind i kunstnersammenslutningen Die Brücke.

Han lagde som sine ligesindede vægt på, hvad der foregik i hans indre, og knap så meget på, hvordan det ydre rent faktisk tog sig ud. Både farver og former blev forvrængede især for at formidle følelser. De klare linjer kom med, hvis de havde en mening. Hvis ikke, blev de udeladt.

Hårde diskussioner

I år er det 150 år siden, Emil Nolde blev født, og på Nolde-museet kaster de tre udstillings-kuratorer sig derfor ud i noget af en opgave – nemlig at vælge de værker ud, der kan gå under udstillings-titlen »Mesterværker« – altså Noldes hovedværker. Årsudstilling nummer 61 i rækken åbner onsdag.

Vi betragter hans kunst ud fra en kontekst, som mange andre senere kunstnere har været med til at forme, og alligevel bliver Emil Noldes billeder ved med at begejstre os.
Dr. Christian Ring, Direktør Nolde Stiftung Seebüll

Det kan lyde absurd, men det burde være både let og svært. Let fordi man hurtigt kan vælge mesterværker ud. Der er nok at vælge imellem. Svært fordi der også skal sorteres fra. Og hvorfor skal dét og dét værk med, mens andre må forblive i depoterne?

– Vi har haft meget grundige og også hårde diskussioner om, hvilke billeder der kan betegnes som »mesterværker«, siger direktør for Nolde Stiftung Seebüll, Dr. Christian Ring.

Han har udvalgt billederne i samarbejde med vicedirektør Dr. Astrid Becker og kurator Caroline Dieterich.

Udfordringen på Nolde-museet er altid, at hvert enkelt billede altid skal kunne tale til de billeder, der hænger ved siden af. Årsagen er den begrænsede plads, der findes i Noldes gamle atelier.

Salonophængning

Billederne hænger i en salonophængning tæt på hinanden, lidt for tæt efter nogle gæsters smag. Men det var sådan, Emil Nolde ville have det. Billederne er testamenteret fonden med det krav, at de skal udstilles i mesterens tidligere atelier og beboelseshus, og her er kvadratmeterne ikke så rigelige som i de større kunsthaller, hvor der er masser af plads til at lade hvert enkelt billede tale for sig selv.

En lille revolution i Seebüll: Der er kommet farver på væggene i kabinetterne. Her er det Noldes romantiske blomsterbilleder. Foto: dpa

Mesterværkerne i 150-året omfatter værker fra Emil Noldes ungdom helt frem til, hans sidste år. Emil Nolde døde i 1956.
Her er de tidlige havebilleder med en overdådig blomsterpragt, det pulserende selskabsliv i storbyen Berlin, særprægede fortolkninger af bibelske motiver, storslåede landskabsmalerier og de sene, lidt romantiske blomsterbilleder.

I den store billedsal på Seebüll hænger for første gang tre af Noldes selvportrætter ved siden af hinanden. To af dem er fra 1917, de tredje fra 1947. Man ser, at selvsikkerheden kom med alderdommen.

Skrøbelige billeder

Flere af de mesterværker, der vises på 2017-udstillingen, er malerier, akvareller og tryk, der de seneste år har været lånt ud til store internationale udstillinger. Dertil kommer enkelte værker, der ikke er helt uproblematiske at vise ud fra et konservatorisk synspunkt. Det gælder for eksempel »Folk i landsbykroen« fra 1912, der er skrøbeligt og skal behandles særdeles forsigtigt. Det er grunden til, at det ikke er blevet lånt ud til andre museer i årevis. Det orientalske motiv »Herskeren« fra 1912 er beskyttet bag glas.

I de mindre udstillingsrum – kabinetternes som de kaldes – er der kommet farver på flere af væggene – farver, der spiller sammen med rammerne. Uden at det tager kraften fra Noldes i forvejen ofte farvemættede akvareller.

Hemmelighed

Emil Nolde har stadig et stærkt og talrigt publikum 61 år efter sin død. Der bliver altid en hemmelighed hængende ved Emil Noldes billeder, mener Dr. Christian Ring:

– Vi ser også kunst ud fra vores egen tid. Vi betragter hans kunst ud fra en kontekst, som mange andre senere kunstnere har været med til at forme, og alligevel bliver Emil Noldes billeder ved med at begejstre os med deres intensitet og stærke udtrykskraft. Det er bemærkelsesværdigt, når man tænker på, at billederne har haft en anden placering i samtiden, siger han.

Det 20. århundredes sene moderne kunst bliver til gengæld sat over for fortiden, når Seebüll for første gang i museets historie åbner for en anden kunstner end Emil Nolde. Det bliver med fire skulpturer af den verdensberømte engelske billedhugger Henry Moore, der præsenteres i haven i Seebüll fra april til slutningen af november. Her kommer publikum til at kunne se samspillet mellem Henry Moores ideer om landskab, natur og menneskelige figurer samt marsklandskabet og Noldes have.

Emil Nolde 150 år – Mesterværker. Årsudstilling nummer 61 på Nolde Stiftung Seebüll. 1. marts-30. november.

kommentar
deling del

Skriv et svar