af

Jens Nygaard

Danskhed i tysk klædedragt

Mange i Flensborg ­troede efter krigen i 1864, at de sikkert hurtigt ville komme tilbage til Danmark, fordi Prøjsen ville blive tvunget af stormagterne. Dengang var det på trods af den prøjsiske sejr i krigen stadig over hver anden, der stemte dansk i byen.
Mange i Flensborg ­troede efter krigen i 1864, at de sikkert hurtigt ville komme tilbage til Danmark, fordi Prøjsen ville blive tvunget af stormagterne. Dengang var det på trods af den prøjsiske sejr i krigen stadig over hver anden, der stemte dansk i byen.

Flensborg fik den 1. august 1864 nyheden om, at den ikke længere ville være en dansk, men en prøjsisk by. Dagen efter blev resultatet af fredsforhandlingerne i Wien offentliggjort i en lokal avis.

En del af husene i byen blev smykket med tysksindede flag – men der var ikke tale om en ublandet jubel. Specielt i den nordlige bydel var der mange huse, som ikke var illumineret og forsynet med flag, som det var skikken ved fejringer dengang.

Hen på aftenen gik et fakkeltog gennem hovedgaden fra Søndertorv, og det gjorde holdt ved den prøj­siske civilkommisær von Zedlitz’ bolig. Han kom frem i et vindue, og der var et kor, som begyndte at synge: »Ich bin ein Preuße«.

Og det var netop, hvad Flensborg var blevet.

Mange inden for de tyske rækker havde ønsket sig et selvstændigt Slesvig-Holsten – men i stedet var området inklusive Flensborg blevet en del af Prøjsen.
Der var dengang tre mødesteder i byen, som var knyttet til hver deres nationalitet. Danskerne mødtes i Borgerforeningen på Holmen, slesvig-holstenerne i Hotel Stadt Hamburg på Søndertorv og de tysk-nationale, altså Prøjsens støtter, kunne møde andre af samme sind i Rådhusvinkælderen på Holmen. Når man mødte hinanden ude på gaden, hilste man rent formelt – men gik derefter videre.

Efter sejren i 1864 blev løven først aboteret og derefter flyttet til Berlin. Her er den omgivet af prøjsiske soldater. Alle billeder fra bogen “Drømmen om Danmark” af Leif Sestoft

For mange af slesvig-holstenerne i byen blev det hurtigt klart, at deres håb om en selvstændig stat fortonede sig ud i intetheden. Ved forhandlingerne i Wien havde deres ønske ikke spillet nogen rolle.

Mange af danskerne i byen tænkte dengang, at de vel nok kunne holde til en kort periode med prøjsisk overherredømme. De regnede nemlig ikke med, at det ville vare ret længe. Håbet var først og fremmest begrundet i logik: Man gik ud fra, at især Frankrig og England ikke kunne have nogen interesse i et stærkt, samlet og ekspansivt Tyskland.

Wienerfreden blev underskrevet den 30. oktober 1864, og dagen efter blev Istedløven anbragt på en godsvogn og kørt til Berlin – hvor den skulle blive i mange år.

Den 10. november var der slagsmål i den tyske Sangverein. Det var slesvig-holstenere og prøjsere, der kom op at toppes, fordi slesvig-holstenerne ville råbe et leve for hertugen af Augustenborg, som de havde håbet ville blive deres leder i en selvstændig stat. Prøjserne og orkesteret prøvede at overdøve dem ved at spille »Ich bin ein Preuße« – og så kom det til håndgribeligheder. Meget typisk for magtsituationen måtte slesvig-holstenerne dagen efter gå deres gang til rådhuset og sige undskyld.

Samtidig gik det ned ad bakke for det lokale erhvervsliv, og mange mistede deres arbejde. Mange danske handelshuse lukkede og flyttede nord for grænsen, og det samme gjorde mange skippere og redere.

Frankrig gik ind for en national løsning

Håbet om at kunne komme hjem til Danmark blev styrket af, at den franske udenrigsminister i en note tilkendegav, at Frankrig gik ind for en national løsning i Slesvig. Den franske konsul i Kiel sagde, at man gerne ville have en petition fra danskerne i landsdelen, og derfor begyndte man at indsamle underskrifter med opbakning til kravet om at kunne stemme sig hjem til Danmark. Der blev hurtigt indsamlet 4-5000 underskrifter, men politiet var hele tiden i hælene på indsamlerne.

At Prøjsen ikke var populær, så man i byen den 22. marts 1865, da kong Wilhelm havde fødselsdag. Politiet havde forinden gået rundt i ­byen og indskærpet, at det var en pligt at oplyse husene. De fleste steder blev der opstillet et enkelt lille lys, så man ikke kunne blive beskyldt for noget. I august delte sejrherrerne byttet, og Slesvig blev herefter rent prøjsisk forvaltet, mens Holsten tilfaldt Østrig.

I 1865 blev flere og flere tusinde danske sydslesvigere modtaget i København. Meningen var, at besøget også skulle være en national manifestation.

Flere tusinde danske slesvigere besøgte i september København. Besøget var tænkt som en manifestation af, at de danske slesvigere også skulle tænkes med, når fremtiden skulle udfærdiges. Under besøget gjorde de slesvigske repræsentanter opmærksom på, at hvis det drejede sig om Danmark eller Prøjsen, havde de støtte helt ned i Holsten. Hvis det drejede sig om Danmark eller Slesvig-Holsten, så det helt anderledes ud. Så lå grænsen for tilslutningen til Danmark meget længere nordpå og gik tværs gennem Angel.

De slesvig-holstensk indstillede havde adskillige sammenstød med prøjserne – og en overgang søgte de endog forbindelse med danskerne for om muligt at få jaget prøjserne ud. De udviklede en plan om et oprør, som skulle støttes af den danske konge – men det viste sig ikke at være andet end tankespind.

Ny krig mellem Prøjsen og Østrig

Håbet om at kunne komme hjem til Danmark blev forstærket, da det i 1866 rygtedes, at en krig mellem Prøjsen og Østrig var under opsejling. Håbet var nært knyttet til en østrigsk sejr – der dengang blev anset for at være meget realistisk. Så meget desto større var skuffelsen, da det afgørende slag ved Königgrätz i Schlesien den 2. juli blev vundet af prøjserne.

Da freden blev underskrevet i Prag i slutningen af august 1866, blev der dog igen grund til optimisme blandt danskerne i den nordlige del af Slesvig. Der var nemlig efter fransk ønske blevet indflettet en paragraf 5, der sagde, at »…befolkningen i de nordlige distrikter af Slesvig skal afstaas til Danmark, naar den ved fri afstemning tilkendegiver ønsket om at blive forenet med Danmark«.

Man mente dengang i det mindste at kunne få Flensborg med hjem til Danmark, hvis en sådan afstemning kom snart.

Men sådan skulle det ikke komme til at gå. I januar 1867 blev Slesvig officielt indkorporeret i Prøjsen, og der blev senere indført tvungen værnepligt til den prøjsiske hær. En af de måder, man kunne unddrage sig denne pligt på, var ved at udvandre til Danmark. Det var der en del, der gjorde, ligesom mange valgte at udvandre til specielt USA. Hvor danskere og slesvig-holstenere for øvrigt ofte mødtes i de samme byer og hurtigt kunne blive enige om at fordømme Prøjsen.

Valg for 150 år siden

Opbakningen til Danmark var fortsat stor i Flensborg. I februar 1867, altså for næsten præcis 150 år siden, var der valg til den grundlovgivende forsamling i det nydannede nordtyske forbund. Det viste sig, at der i byen var 53 procent danske stemmer. Lige uden for byen, i Hanved Sogn, var der dobbelt så mange danske som tyske stemmer.

I maj 1867 indledtes der forhandlinger mellem Danmark og Prøjsen om udførelsen af paragraf 5. Det ­viste sig dog hurtigt, at der fra prøjsisk side kun var tale om skinforhandlinger.
Bismarck udtrykte Prøjsens position, da han i september sagde, at »vanskeligheden i det foreliggende tilfælde (Slesvig)…ligger i, at vi ikke kan give danske tilbage til Danmark uden også at give det tyske med i købet«.

Bismarck tilføjede, at hvis der demografisk set havde været en klar grænse, »ville jeg anse det for at være dårlig politik ikke at løse denne sag med et pennestrøg«.
Med andre ord: Han mente ikke, at det var en sag, som kunne løses.

Det nu hedengangne Hotel Rasch på Nørretorv blev for omkring 150 år siden både brugt af danskere og tyskere – mest af de velhavende.

I mellemtiden var sagerne gået deres skæve gang – set fra den danske befolknings side: Det prøjsiske skattesystem indførtes, og det medførte store skattestigninger til næsten alle samtidig med, at også de laveste indkomster nu skulle beskattes.

Man havde håbet, at åbningen af markedet mod syd ville medføre erhvervsmæssig vækst, men det kom til at gå i den modsatte retning: Varerne sydfra udkonkurrerede de lokale produkter, og det kostede endnu flere arbejdspladser. Brændevinsbrænderierne blev udkonkurreret, smørudførslen forsvandt som følge af det manglende marked nordpå, sukkerfabrikationen ophørte, fordi der ikke længere kom råstoffer fra Dansk Vestindien. De var blevet påført en høj importtold. Specielt vinteren 1867/68 var hård for de ikke-formuende i Flensborg. Der blev samlet ind, så de fattige kunne få noget at spise.

Der var stadig dansk flertal i byen, viste et valg til den nordtyske forbundsdag i slutningen af august, hvor man havde omlagt valgkredsene, så de mere favoriserede ­tyskerne.

Danskerne i Flensborg satte nu deres håb til franskmændene. Der var flere gange blevet indsamlet underskrifter på petitioner om at bringe paragraf 5 til udførelse, men det var ikke blevet til noget. Desuden kunne man se, at der var indvandring sydfra samtidig med, at specielt unge mænd drog til Danmark for at undgå den prøjsiske værnepligt. Mange havde også flyttet deres forretning til Danmark. Så det hastede med at få en afstemning.

De talte mere tysk end dansk

Et dansk skrift fra den tid fastholdt, at det havde været en fejl, at Flensborg havde holdt så meget fast ved det tyske sprog. Selv om halvdelen af indbyggerne stemte dansk, var det nemlig ikke ensbetydende med, at de for eksempel talte dansk hjemme.

Den stædige fastholden ved tysk havde ifølge skriftet også betydet, at der var blevet åbnet for det tyske sprogs sejrstogt gennem Angel og Mellemslesvig. Og langsomt begyndte man at indse sandheden om, at der er en sammenhæng mellem nationalitet og sprog.

Den 16. juli 1870 var der trommehvirvler i Flensborg – mobiliseringen forud for krigen mod Frankrig var begyndt. Det var en krig, som Bismarck med glæde tog imod, fordi den ville hjælpe ham til at samle Tyskland.

– Nu bliver vi danske igen. Nu kommer vi hjem til Danmark, jublede en dansk familie i Flensborg efter krigsudbruddet.

Håbet brast

Danmark erklærede sig neutralt, og i august kom de første meldinger om franske nederlag. I begyndelsen af september kom meldingen om det store franske nederlag ved Sedan.

Danskerne i Flensborg var lam­slåede – og selv om der stadig var uforbedrelige optimister indså de fleste nu, at det tyske mørke havde lukket sig over dem og ville blive der i lang tid.

Handel og industri begyndte at komme i gang igen, mange af danskerne transformerede sig til tyske socialdemokrater, og langsomt slog der et skifte igennem i byen – hjulpet på vej af det tyske pres mod de danske rækker. Paragraf 5 blev ensidigt ophævet fra tysk side.

I 1880 kunne man konstatere, at Nordslesvig var uindtageligt, men at Flensborg nationalt set var faldet.

Der er mange, som i tidens løb har ment, at byens danskhed under alle omstændigheder altid havde været flygtig – og at indbyggernes strækken våben derfor havde været forudsigeligt.

Danskhed i tysk klædedragt

En af dem var Aleth Hansen, der havde været præst i Angel i mellemkrigsårene og senere blev dansk kulturminister:

– Denne danskhed i tysk klædedragt forekom mig selvmodsigende og uforståelig, og jeg må tilstå, at jeg, efter så mange års forløb, den dag i dag endnu har svært ved at forstå det… Hvorfor holdt man sig med en for mig så ufattelig halsstarrighed fjernt fra hele det danske kulturliv? Løsreven fra dansk tale og dansk dannelse kunne den flensborgske dansksindethed kun forekomme mig at svæve i luften uden noget fodfæste eller at være bygget på sand, skrev han senere.

kommentar
deling del

Skriv et svar