Single Daily
af

Trine Flamming

Program 9: Caroline Weber

I en række samtaleprogrammer på tv-kanalen DK4 taler Flensborg Avis’ chefredaktør, Jørgen Møllekær, med en række personer, der har deres gang i det dansk-tyske grænseland – både i bogstavelig og overført betydning.

Det er blevet til 11 nye programmer med overskriften »Mit liv med Danmark«, som alle vil kunne ses på DK4 eller Flensborg Avis’ hjemmeside, www.fla.de.

Det niende program har premiere på DK4 i dag, torsdag den 31. januar, kl. 22.25 og er med Caroline Weber, der forsker i forskelle mellem dansk og tysk mentalitet ved universitetet i Kiel.

I programmet, der varer en lille halv times tid, fortæller den unge tyske forsker om, hvordan det muligvis er hensyn til familiens hund, der har vakt hendes store interesse for dansk kultur.

Hun fortæller om at kombinere den interesse med interessen for litteratur og historie ved at tage hul på skandinaviske studier og derigennem komme til at lære dansk i Göttingen.

Caroline Weber bliver interviewet på dansk og skifter i sine svar mellem dansk og tysk, som det passer hende bedst.

Når hun fortæller om sin masteropgave, der kom til at handle om noget af det mest afgørende for det nuværende dansk-tyske grænseland, nemlig krigen i 1864, er det tydeligt, at hun brænder for sit stofområde. Det er her, hun slår over i tysk og derved taler lidt hurtigere, og med engagement og en forskers præcision gør hun seerne klogere på, hvordan almindelige mennesker både på dansk og tysk side havde det med krigen og hinanden.

Og så får man af den unge forsker at vide, hvorfor det er vigtigt at huske og forstå, hvad der skete dengang, og at det i grænseegne ikke nytter at fortælle sin egen nationale historie, når man skal beskrive en fælles historie.

kommentar
deling del

Skriv et svar