Single Daily
af

Trine Flamming

Program 6: Philipp Schröder

I en række samtaleprogrammer på tv-kanalen DK4 taler Flensborg Avis’ chefredaktør, Jørgen Møllekær, med en række personer, der har deres gang i det dansk-tyske grænseland – både i bogstavelig og overført betydning.

Det er blevet til 11 nye programmer med overskriften »Mit liv med Danmark«, som alle vil kunne ses på DK4 eller Flensborg Avis’ hjemmeside, www.fla.de.

Det sjette program har premiere på DK4 i dag, torsdag den 10. januar, kl. 22.25 og er med økonomiprofessor på Aarhus Universitet Philipp Schröder.

Han stammer fra Berlin, kom til Danmark ved et tilfælde og har nu boet der i længere tid, end han har gjort i sit hjemland.

I programmet, der varer en lille halv times tid, hører man både om at sove fra Murens fald, om en matematisk begavelses tilfredshed ved at kunne sætte to streger under et resultat og om at blive forvirret, når man som ung tysker kommer til en dansk arbejdsplads med et fladt hieraki.

Økonomiprofessoren fortæller på forståeligt »menneskesprog« om sin forskning og sit arbejde, om den danske samfundsmodels gearing til fremtiden og om, hvorfor det ikke er en ulempe at være politisk tonedøv, når man skal rådgive regeringen på Christiansborg.

Man hører om en snart 50-årig mand, der engang imellem drømmer om at vende tilbage til Tyskland, men som samtidig har erkendt, at han nok ikke passer så godt ind i det tyske system, som han gjorde engang. Og man hører om, hvor irriterende det er at blive drillet med udtalen af »s«, når man sidder i en seriøs diskussion med sine tyske venner, og om hvad der virkelig kan få en til at glæde sig til at komme hjem til Aarhus.

kommentar
deling del

Skriv et svar