Single Daily
af

Nelle Margrethe Hardt

Program 11: Birte Pauls

I en række samtaleprogrammer på tv-kanalen DK4 taler Flensborg Avis’ chefredaktør, Jørgen Møllekær, med en række personer, der har deres gang i det dansk-tyske grænseland – både i bogstavelig og overført betydning. Det er blevet til 11 nye programmer med overskriften »Mit liv med Danmark«, som alle vil kunne ses på DK4 eller Flensborg Avis’ hjemmeside, www.fla.de.

Det sidste program har premiere på DK4 i dag, torsdag den 14. februar, kl. 22.25 og er med Birte Pauls, der er sygeplejerske og socialpolitisk ordfører for det tyske socialdemokrati i landdagen i Kiel. Hun har prøvet at arbejde i både det danske og det tyske sundhedsvæsen, og hun mener, at det danske stadig er bedre end det tyske på mange områder.

Birte Pauls er opvokset i et tysk hjem og havde ingen forbindelse til det danske, indtil hun fik en dansk kæreste og flyttede til Danmark i 1993. Her arbejdede hun som sygeplejerske i en lille hjerteklinik i København i fire år. I løbet af disse år blev hun ikke mindst glad for den personlige måde, man tog højde for patienter på, og den gode tone mellem sygeplejersker og læger. Efterfølgende vendte hun hjem til Tyskland igen, hvor hun for alvor blev klar over forskellen mellem det tyske og det danske system. I programmet, der varer en lille halv time, fortæller hun mere specifikt om de mangler, som hun ser i plejen i Tyskland, og forklarer, hvorfor hun mener, at behandlingen af patienter er bedre i Danmark. Hun taler også om sit politiske arbejde, hvor hun forsøger at få plejeområdet og dets udfordringer i fokus og overtale de borgerlige konservative om sit synspunkt.

kommentar
deling del

Skriv et svar