af

Raning Krueger

Små fremskridt i kamp mod korruption

Tyskland har gjort fremskridt i kampen mod korruption i de seneste to år. Landet har lavet en del af sit hjemmearbejde, roser formanden for i Tyskland og tidligere miljøminister i Slesvig-Holsten, Edda Müller.

Det altafgørende er vel, at Tyskland endelig har vedtaget den internationale FN-aftale mod korruption og trinvis også begyndt at følge den op med handling.

Bestikkelse af nøglepersoner bliver nu straffet hårdere, lige som der er blevet indført karenstider for politikere, der skifter til erhvervslivet.

Også internationalt ser det lidt bedre ud. Flere lande har forbedret sig, sammenlignet med antallet af lande, hvor situationen er blevet forværret, fremhæver Edda Müller. Ifølge den internationale sammenligning forbedrer Tyskland sig fra en 12. plads til en 10. plads. Danmark bevarer sin topposition som land med mindst korruption. Fulgt af Finland og Sverige.

Til gengæld er omfanget af korruption i to tredjedele af de 168 undersøgte lande ret høj. Størst er forværringen i Brasilien efter vedvarende skandaler omkring statens olieselskab, Petrobras, og Brasilien er røget ned med fem pladser til nr. 76.

I Europa har Transparency givet Ungarn, Spanien, Makedonien og Tyrkiet en nedtur.

I bunden af listen står Nordkorea og Somalia. Særligt modtageligt for korruption er ifølge Transparency lande med væbnede konflikter, eller som modtager støttebeløb i millionklassen.


“Der er intet odiøst i lobbyister – såfremt de toner rent flag og ikke allerede som politiker ved deres afgørelser har skelet til de koncerners interesser, som de senere arbejder for.”


Pengene er som regel øremærket til landets genopbygning, men de forsvinder, som oftest via regeringskanaler. Her nævnes bl.a. Irak, Libyen og Sudan.

På trods af nye regler i Tyskland er det slående, hvor mange politikere der i de seneste mange år har vist, at de ikke ejer skam i livet. Det gælder især, når ministre direkte skifter til topposter i erhvervslivet. Her tjener de som regel det mangedobbelte i løn og bruger deres politiske kontakter til fordel for de store selskaber.

Hårrejsende var eksemplet med den tidligere minister på kanslerkontoret, Ronald Pofalla, der ville skifte til bestyrelsen for Deutsche Bahn AG, selv om han hverken er teknisk eller trafikpolitisk ekspert.

Der er intet odiøst i lobbyister – såfremt de toner rent flag og ikke allerede som politiker ved deres afgørelser har skelet til de koncerners interesser, som de senere arbejder for. Så nærmer vi os nemlig bestikkelse.

Det fik selv formanden for det bayriske CSU, Horst Seehofer, til at være med være med til at formulere regler for politikernes jobskifte.

Den lokale CDU-formand fra Pofallas rhinlandske valgkreds berettede om telefonopkald fra 50 utilfredse menige medlemmer samme dag, Pofallas planer blev kendt. Det er godt at se, at det konservative bagland også viser tænder, når det gælder (magt)misbrug i toppen af samfundet.

Det er en ringe trøst, at den slags svingdørspolitik fra afdankede politikere, der vender tilbage som lobbyister, er udbredt i alle partier.

Vi husker Gerhard Schröder (SPD-Gazprom), Wolfgang Clement (SPD-RWE), Roland Koch (CDU-Bilfinger), Gunda Röstel (De Grønne-EON), Michaele Hustedt (De Grønne-RWE), Joschka Fischer (De Grønne-koncernrådgiver) eller Kurt Beck (SPD-Boehringer).

Og vi kunne nævne mange flere politikere, der tog en Walk On The Wild Side.

Men de skal gøre det i al åbenhed og efter en vis skammefrist.

kommentar
deling del

Skriv et svar