af

Jørgen Møllekær

Skarp kritik fra Tyskland

Hvornår har man sidst hørt en tysk regeringschef tage så skarpt afstand fra en amerikansk præsident? Forbundskansler Angela Merkel lagde i går i Berlin – uden at være blevet bedt om det af de tilstedeværende journalister – luft til Donald Trump. Hans indrejseforbud i 90 dage for statsborgere fra syv konkrete lande angiveligt i kampen mod terror bør måske ikke komme bag på nogen, når man har fulgt mandens odiøse udtalelser igennem lang tid.

Vi befinder os blot i den anden uge af Trumps minimum fire år lange regeringstid. Sikken ravage, den mand forstår at udløse på så kort tid. For de fleste er det sund logik, at man ikke kan indskrænke hele nationers rejsefrihed på grund af nogle få kriminelle. Endu mere bizart bliver det, når der fra et land som Iran ikke kendes en eneste terrorist, mens andre landes statsborgere deltog i angrebet den 11. september. Så hvorfor gælder indrejseforbuddet ikke mod lande som Saudi-Arabien eller Egypten?

Flere hundrede mennesker fra de berørte syv lande strandede allerede i weekenden i amerikanske lufthavne, fordi de blev tilbageholdt med baggrund i præsident Trumps indgreb. Hos Google er 200 medarbejdere berørte, fordi de ifølge Trump har det forkerte pas. På vore egne breddegrader har Danmarks udenrigsminister Anders Samuelsen sendt en skarp protest. I Tyskland gik de mandag et skridt videre. Forbundskansler Angela Merkel, der i lørdags åbenbart havde en efter sigende ikke helt gnidningsfri telefonsamtale med Trump, erklærede mandag åbenhjertigt, at Trumps fremfærd ikke svarede til Merkels opfattelse af internationalt samarbejde og grundtankerne i de den internationale flygtningehjælp.


“Der er kun én ting at gøre for os allesammen. Det er at vise civilcourage. At stemme med fødderne.”


Det er muligt, at Trump – indtil videre i det mindste – er ligeglad med kritikken fra Europa. Men han kan ikke vedvarende overhøre protesterne i sine egne rækker. Ledende amerikanske senatorer som eksempelvis republikaneren John McCain har udtalt, at præsidentens dekret om indrejseforbud vil udvikle sig til at blive et “selvpåført sår i kampen mod terror”. Konsekvensen kan nemlig meget nemt gå hen og gøre det nemmere for terroristmiljøerne at rekruttere nye medlemmer snarere end at forbedre amerikanernes sikkerhed. Andre senatorer opfordrede regeringens administration til straks at revidere præsidentens ordre.

For alle andre end dem, der indtil videre fortsat hylder Trumps logik, er det indlysende, at et generelt indrejseforbud mod syv lande, hvor hovedparten er er af muslimsk tro, medfører yderligere splittelse og had mellem lande og mennesker. Der er kun én ting at gøre for os allesammen. Det er at vise civilcourage. At stemme med fødderne. I Storbritannien har allerede én million briter skrevet under på en petition, der er imod, at Trump aflægger officielt statsbesøg i Buckingham Palace senere i år. En invitation, som premierminister Theresa May udstedte i fredags under sit lynvisit i Det Ovale Værelse i Washington. Hun er presset og har brug for at holde sig gode venner med USA, koste hvad det vil, nu hvor briterne vender Europa ryggen.

Godt at se, at ikke alle i Storbritannien er enige i hendes logren med halen for en amerikansk præsident, der dagligt kommer med nye udfald om dem han enten kan lide. Men mest dem han ikke vil have med at gøre. Trump har i sin fulde konsekvens tænkt sig at føre regeringspolitik ud fra, hvad den oversete vælger i Midtvesten, der kæmper med kul-industriens nedtur, kan forstå. Nu ramte det muslimer denne gang. Hvad bliver det næste: Ud med de sorte? Vi må håbe på, at besindige republikanere kan få tøjlet deres præsident. Indtil det sker må alle vi andre i ord og gerning protestere på det kraftigste.

kommentar
deling del

Skriv et svar