af

Jørgen Møllekær

Hamborgs borgmester vil hjælpe Slesvig-Holstens regeringschef

Alle kneb gælder – især i en valgkamp. I begyndelsen af februar kommer forbundskansler Angela Merkel til Neumünster for at hjælpe med at kaste glans på CDU i Slesvig-Holsten. Et ofte benyttet kneb blandt de fleste partier. SPD derimod vælger en anden taktik. Ministerpræsident Torsten Albig har indgået en ret atypisk aftale med Hamborgs borgmester Olaf Scholz, ligeledes socialdemokrat. Scholz, der netop har kunnet stråle sig i blitzlys i alle medier i forbindelse med åbningen af den pompøse Elbphilharmonie, skal hjælpe sin trængte kollega i Kiel.

Ikke blot en enkelt gang men åbenbart i en større fælles indsats, der skal gå i gang den 22. februar. Albig og med ham hele den nuværende regering inklusive SSW og De Grønne er angiveligt bagud på point i den seneste meningsmåling for nogle uger siden. Lad os nu se, hvor galt det går. I en anden måling fra før jul, så det ud til, at den siddende regering lige akkurat klarer skærene og genvælges den 7. maj. Vi er ikke forvente med regelmæssige meningsmålinger på delstatsplan i tysk politik, så man kan roligt antage, at disse målinger næppe rammer ret præcist. Hvad vi derimod historisk ved er, at landdagsvalgene i Slesvig-Holsten har det med at være meget tætte. Den nuværende regering har blot et enkelt mandats flertal. Derfor gælder det om at være kreativ og samtidig åbenbart også at være indstillet på en lang valgkamp, der altså hos SPD allerede begynder i februar.


“Det er en ganske svær opgave for enhver politiker i Kiel at engagere vælgere i byer som Ahrensburg eller Pinneberg i Slesvig-Holstens politik, når man dagligt pendler på arbejde til Hamborg.”


Ideen med at få hjælp fra Scholz er slet ikke så tosset. Mange af de indbyggere i Slesvig-Holsten, der bor tæt på Hamborg har ikke nødvendigvis tradition for at gå hen og stemme til et delstatsvalg, hvor parlamentet sidder i Kiel, mens man selv har hele sit liv og virke i Hamborg. Det er en ganske svær opgave for enhver politiker i Kiel at engagere vælgere i byer som Ahrensburg eller Pinneberg i Slesvig-Holstens politik, når man dagligt pendler på arbejde til Hamborg. Hvis de to partikolleger konkret kan overbevise nogle flere sofavælgere i Hamborgs opland om at det ikke er lige meget, hvem der regerer de to steder, kan afgørende stemmer måske vindes. Ikke mindst fordi befolkningstætheden i den slesvig-holstenske del af Hamborgs opland er stor. Der er rigtig mange stemmer at hente her. Det er også derfor CDU ikke blot sender Merkel forbi.

Senere kommer både finansminister Wolfgang Schäuble og trafikminister Alexander Dobrindt til det område nordøst for Hamborg, der hedder Stormarn. Et område med små 250.000 indbyggere. Mens de fire store byer Kiel, Lübeck, Neumünster og Flensborg traditionelt er røde højborge, så er der mange CDU-vælgere i Hamborgs konservativt prægede opland. Og da CDUs nykårede spidskandidat Daniel Günther møder intern modstand fra netop Hamborgs opland, kan der være stemmer at hente her. Og det kræver at en politisk stjerne, som Olaf Scholz er det for tiden, vil hjælpe. Hvis folk kan overbevises af hans sætten ord på, at forholdet mellem Hamborg og Slesvig-Holsten aldrig har været bedre end lige nu, hvor man forstår og respekterer hinanden mellem de to delstaters hovedstæder, så kan der muligvis flyttes stemmer.

Det kan SSW, der traditionelt ikke fører aktiv valgkamp i den sydligste del af Slesvig-Holsten kun være tilfreds med. I virkeligheden står og falder en fortsat regeringsdeltagelse meget præcist sammen med SPDs valgresultat. For alt andet lige må man forvente, at både SSW og De-Groenne vil være i stand til som minimum at bevare status quo eller måske endda at gå en lille smule frem. Det bør også kunne smitte af på SPD, at denne regering – på trods af et par enkelte mislyde og småskandaler, har vist et flot sammenhold udadtil og præsteret gode resultater. Hvis altså vælgerne også anerkender det og rent faktisk går til valg.

kommentar
deling del

Skriv et svar