af

Jørgen Møllekær

Populismens klimaks

9/11 var ikke kun amerikanernes værste mareridt. Hele verden har siden talt om terror og “dem og os” i et omfang og på en måde, som vi ikke kendte det før angrebene på World Trade Center den 11. september 2001. På samme måde får vi nu en verden før og efter den 20. januar. Det er populismens uden sidestykke allerstørste klimaks, når forretnings- og rigmanden Donald Trump indsættes som USAs 45. præsident.

Som dagene og ugerne er gået siden Trumps rystende valgsucces i november, har vi fået en hel del mere at vide af og om ham. Intet af det har evnet at dulme de anspændte nerver. Tværtom har det stigende bekendtskab med Trumps politiske visioner blot medført ubrudt hovedrysten lige siden. Blandt andet har man kunnet læse, at Trump ikke bruger computere og derfor eksempelvis ikke evner at skrive mails, men dikterer sine breve, som andre så mailer for ham. Det forekommer at være en temmelig anakronistisk adfærd, men er dog til at leve med.

Til gengæld har de fleste opdaget, at Trump er usandsynlig glad for sin smartphone og her især de mange, mange ultrakorte beskeder han sender ud via Twitter. På dette lille medie kan enhver tilmelde sig og skrive, hvad man vil i form af ultrakorte tekster. Det gør han så, den gode Trump. Og faktisk kun det indtil nu.

Forleden holdt han det første pressemøde, siden han blev valgt i begyndelsen af november. Som det fremgik endnu engang, har manden intet format, men svinede alt og alle til. Det er jo ikke, fordi vi har noget imod politiske ledere, der kalder en spade for en spade. Det er heller ikke nødvendigvis en kvalitet i sig selv at kunne holde så oratorisk flotte taler som en Obama, Bill Clinton og andre tidligere præsidenter har kunnet. Men det er helt utroligt grænseoverskridende at måtte konstatere, at amerikanerne har valg en førstemand, hvis største evne oratorisk består i at nedgøre dem, han ikke kan lide. Trump indgår ikke i dialog, men meddeler sig som en anden diktator.

Hvad sker der så nu? Vi ved det ikke. I forbindelse med Trumps indsættelse denne fredag skal han holde en tale. Angiveligt varer den tyve minutter.


“Hvad sker der så nu?
Vi ved det ikke.”


Man kan naivt håbe, at han fra dette øjeblik vælger en både mere værdig fremadrettet stil og tilmed begynder at lægge konkrete politiske planer frem. For vi ved utroligt lidt om, hvordan han vil udvikle og forbedre vores fælles verden. Da han jo som populist er valgt til at skrue tiden tilbage, eksempelvis ved at genoplive kulindustrien i USA. Det gennemgående mantra synes at være: Hvad er bundlinjen? Trump er hævet over enhver tvivl en dygtig forretningsmand. Han har vitterligt skabt sig en stor formue. Det er han tydeligvis også meget præget af. Vel nærmest som den eneste ledetråd, han kan følge: Hvad er bundlinjen?

De næste fire år – Trump mener han bliver i otte – kan blive ganske kolde. På mange måder. Hvis alt reduceres til pengeværdi, bliver vi godt nok fattige.

Det bedste, der kan ske, er, at Trump-perioden bliver en – omend dybt uheldig – pause for al udvikling i amerikansk politik. At det lykkes at begrænse skadevirkningerne af hans magt både i USA og for os alle i verden. Den amerikanske befolkning har valgt at starte et eksperiment, hvis udgang vi ikke kender. Det bedste, man kan håbe, er, at Trump-æraen igen vil øge vores allesammens fokus på, at livet er mere komplekst og ansvarsfuldt, end Trump og hans støtter vil reducere det til. At dyder som demokrati, frihed, samtale, respekt og mangfoldighed vil gå styrket ud af mødet med denne retningsløse og derfor potentielt dybt farlige populisme.

kommentar
deling del

Skriv et svar