af

Jørgen Møllekær

Ordkrigen mellem Ankara og Berlin

Rækken af tyrkiske ministre, der ønsker at reklamere i Tyskland for en intern tyrkisk folkeafstemning, der skal give præsident Erdogan mere magt, er åbenbart uendelig lang.

I sidste uge var det i Köln og sydtyske Gaggenau, at planlagte debatmøder blev aflyst. Og nu er det selveste den tyrkiske udenrigsminister, der insisterer på at komme til Hamborg, selvom det planlagte møde på det planlagte mødested også er blevet aflyst. Men ifølge de seneste meldinger tirsdag var udenrigsminister Cavusouglu på vej til Hamborg for at gennemføre talen tirsdag aften i trods.

Stedet skulle efter sigende være den tyrkiske generalkonsuls private bolig. Dermed optrappes striden mellem regeringerne i Berlin og Ankara yderligere, når Tyskland på den måde også forhindrer en tyrkisk udenrigsminister i at holde et offentligt møde. Onsdag skal Cavusoglu efter planen mødes med sin tyske kollega Sigmar Gabriel.

Det bliver ikke noget særligt venskabeligt møde. Men Tyskland er nødt til at holde fast. Tyrkerne og især deres præsident Erdogan er dygtige til at sætte en fortælling op om, at tyrkerne nedvurderes af os andre. Erdogan ynder, som så mange andre despoter før ham, igen og igen at tale om tyrkere som et forfulgt folk. Og tyrkerne i Tyskland som et forfulgt og uretfærdigt behandlet mindretal.

Det gode spørgsmål er imidlertid, om Erdogan reelt har nogle trumfer.

Det har han desværre stor succes med. Et stort flertal blandt de i Tyskland boende borgere af tyrkisk afstamning bakker op om Erdogans vej væk fra demokrati. Ved det tyrkiske parlamentsvalg i 2015 stemte næsten 60 procent af de herboende tyrkere på Erdogans parti AKP. I selve Tyrkiet fik Erdogan “kun” 49,5 procent af stemmerne.

Den 16. april kan godt 1,4 millioner indbyggere i Tyskland med tyrkisk pas igen stemme. Her er det en folkeafstemning, der ved et ja giver præsidenten endnu mere magt i et land, hvor presse- og ytringsfrihed og fair behandling af mindretal er lige så langt væk, som 1864 er her i grænselandet. Ifølge de seneste meningsmålinger er der kun cirka 42 procent opbakning til Erdogans ønske om mere direkte magt. Det er på dén baggrund, der er så mange tyrkiske ministre på rundrejse i Tyskland for at skaffe det nødvendige flertal.

Erdogan selv føler sig åbenbart så presset, så han forleden i sin frustration over de mange tyske forbud mod tyrkiske valgmøder beskyldte den tyske forbundsregering for at bruge de samme nazi-metoder som Hitler i sin tid. Udover at det er langt over stregen at fremsige noget sådant, så er sandheden vel snarere omvendt. Det er jo tydeligvis Erdogan, der har svært ved at fastholde almene demokratiske grundprincipper. Derfor er Tyskland nødt til at gå konsekvent imod dette forsøg fra Ankara på at føre valgkamp på udebane.

Frygten for, at Erdogan til gengæld opsiger flygtningeaftalen med EU, behøves måske ikke at blive taget alt for alvorlig alligevel. For det er jo dette scenarie, som ikke mindst Merkel frygter. Skulle flygtningestrømmene pludselig genopstå med Erdogans hjælp, kan det true det tyske forbundsdagsvalg sidst i september. En ny bølge vil givetvis give fornyet liv til et AfD, der for tiden er ved at miste pusten. Det gode spørgsmål er imidlertid, om Erdogan reelt har nogle trumfer.

Den million flygtninge, der er strandet i Tyrkiet, har det givetvis ikke specielt godt. Men også der har man hørt, at man næppe når længere end til Grækenland, fordi ruter op gennem Balkan eller østover er tæt på at være hermetisk lukkede. Og det er trods alt bedre at forblive i Tyrkiet end at ende i overfyldte lejre i Grækenland, hvor usle forhold og vold hører til dagens orden. Om vi kan være det bekendt, er et helt andet spørgsmål.

kommentar
deling del

Skriv et svar