af

Ruwen Möller

Ljubomir Vranjes vil huskes i Flensborg

Forleden sagde Ljubomir Vranjes, at han har stor respekt for mennesker, der tør forlade deres komfortzone. Han nævnte Kim Ekdahl du Rietz (Rhein-Neckar Löwen) – hans svenske landsmand, der som 27-årig vælger at stoppe håndboldkarrieren til sommer for at tage på verdensrejse. Nu gør Vranjes det samme. Nej, han tager ikke på verdensrejse – kun til Ungarn – men han forlader sin komfortzone, Flensborg.

Efter elleve år forlader han SG til fordel for det ungarske landshold og topklubben Veszprém. Selv om hans oprindelige kontrakt med SG gik til 2020, forlader han et hold, som er klubbens bedste siden mestertitlen i 2004. Han forlader Tyskland, landet hvor han har boet med familien i 16 år. De har venner her, børnene går i skole, og nu skal de flytte til Ungarn. Der skal de lære et nyt sprog og en ny kultur at kende – respekt for det.

I en håndboldby som Flensborg har folk selvfølgelig forskellige holdninger omkring hans beslutning. En del synes godt om det, andre siger: »Reisende soll man nicht aufhalten« og er ikke utilfredse, hvorimod en tredje gruppe mener, at verdens ende for håndbolden i SG er nået. Det er ikke tilfældet. Der var en tid før Vranjes, og der vil også være en tid efter ham.


“Har man virkelig troet, at Vranjes vil være træner i Flensborg i al evighed? Det er naivt tænkt.”


»Einmal Flensburg, immer Flensburg«, har Vranjes altid sagt. Nu er det slut med det, og derfor mener nogle, at de aldrig mere vil stole på én, som bruger klubbens motto. Hvorfor dog ikke? Har man virkelig troet, at Vranjes vil være træner i Flensborg i al evighed? Det er naivt tænkt. Senest om tre år havde han været væk, og det er den professionelle sportsverdens naturlige gang.

Man kan sige mange ting om Vranjes, men efter elleve år som spiller, sportslig leder, assistenttræner og træner i SG kan man ikke anklage ham for ikke at have været en del af klubben. Tværtimod, nu om dage er det sjældent, at sportsfolk er så trofaste, som svenskeren har været det. Tidspunktet for klubskiftet og hvorfor-spørgsmålet kan man altid diskutere, men ikke andet.

For ham er tiden åbenbart kommet for at prøve noget nyt, han vil og tør forlade sin komfortzone. Efter eget udsagn har manden gode grunde til det. En af dem er uden tvivl økonomien. Men, helt ærligt, ville ikke alle gøre det, hvis de havde chancen?


“Glem heller ikke, at Vranjes har løftet Flensborg op på et niveau, som klubben aldrig har set før.”


Den anden grund er privat. Det siger svenskeren selv, og det bør alle have respekt for. Privat er privat, og det kan kun han selv bedømme. Rent sportsligt har han altid drømt om at blive landstæner – det kunne han senest ikke i Flensborg, men nu i Ungarn.

Glem heller ikke, at Vranjes har løftet Flensborg op på et niveau, som klubben aldrig har set før. Det er Vranjes, der de seneste år har været klubbens stærke mand. Med ham som træner blev der vundet fire titler – blandt andet Champions League – i fire år (2012-2015). I dag spiller SG det mest seværdige håndbold i hele Tyskland og ligger i spidsen af Bundesligaen.

Undervejs har der været agerende personer i og omkring klubben, som ikke brød sig om Vranjes, eller alt hvad han foretog sig – det er ingen hemmelighed. Men ingen kan sige, at de seneste års succes ikke har med ham at gøre. Ja, også en træner er altid kun en brik i et samlet puslespil som et hold eller en klub – det har han i øvrigt ofte selv sagt – men Vranjes er nu en gang en stor brik. Han er både hjernen og motoren i SG, det kan ingen lukke øjnene for, og det burde folk være taknemlige for. Og så er han der jo stadig et halvt år endnu. Han er der indtil slutningen af sæsonen, og han har et stort mål: At sige farvel med mestertitlen.

Kent-Harry Andersson, indtil videre SGs eneste mestertræner, har en gang sagt: uden mestertitel glemmer de dig. Ljubomir Vranjes vil én ting: Han vil huskes i Flensborg.

kommentar
deling del

Skriv et svar