af

Jørgen Møllekær

Godt set initiativ

At gøre en forskel handler om at se noget, som andre har brug for og synes om, inden de pågældende selv får tanken. Mandag lykkes det for SSW at komme på forsiden af Slesvig-Holstens største avis, SHZ, med kravet om at indføre overhalingsforbud for lastbiler på motorvejen fra grænsen og ned til Bordesholm. Det er godt tænkt af SSW. Af flere grunde.


For det første fordi det er et reelt problem. Motorvejskørslen fra Flensborg og sydover er på mange tidspunkter ekstremt anstrengende, langsommelig og til tider decideret farlig. Qua de høje hastigheder, som personbiler må køre med på tyske motorveje, bremses der ofte meget hårdt ned, når en BMW med 200 kilometer eller mere i timen må bremse ned for en lastbil, der trækker ud med kort varsel.

Det er ofte ikke muligt for en bagfra kommende hurtigtkørende bil at spotte disse lastbils-overhalinger rettidigt med den kørsels-kultur, ikke så få lastbilschauffører udviser. Det er jo heller ikke dem, der kommer til skade, hvis det går galt. 1,5 tons personbil mod 40 tons lastbil taler for sig selv.

Forbud mod lastbilers overhaling er dermed egnet til at have appeal i meget store befolknings- og dermed vælgergrupper.


Tilmed kommer en tredje gruppe i klemme på motorvejen: Dem der frivilligt holder sig til de anbefalede 130 km/h. Tre forskellige parter, der kører 80, 130, eller langt hurtigere er mindst én for meget på en tosporet motorvej.


Når det tredje spor ikke er realistisk, så bør den gruppe, der blokerer for alle øvrige vige. Alle kender begrebet “Elefanten-Rally”: Det elefant-“ræs”, der opstår når en lastbil overhaler henover en lang strækning, fordi den kun kan køre få kilometer hurtigere end den lastbil, der overhales.
SSWs initiativ er for det andet godt set, fordi vi taler om et reelt problem, som meget store dele af befolkningen kan forholde sig til.

Om man kan lide det eller ej, så pendler vi meget mere end tidligere og er derfor afhængige af at kunne komme frem. Forbud mod lastbilsoverhaling er dermed egnet til at have appeal i meget store befolknings- og dermed vælgergrupper. Det er rigtig vigtigt, at SSW, hvis man ønsker flere stemmer, opfattes som et parti, der går noget væsentlig for hele befolkningen og ikke kun for mindretallene i Sydslesvig.


For det tredje bruger SSW her dén største kernekompetence, som mindretallets partiet har. Og det sker, når man som her tænker på tværs som ingen andre af de kandiderende partier ved landdagvalget den 7. maj er i stand til. SSW trækker på erfaringerne fra Danmark – ikke mindste delstrækninger på den sydjyske del af motorvejen.


Dermed får man med et sådant emne, der berører mange, helt tydeligt kommunikeret en afgørende god grund til at stemme på SSW den 7. maj. Lad os få flere af den slags gode ideer på banen de næste to måneder. Så lykkes det forhåbentlig at få indfriet den ultimative drøm for enhver, der står SSW nær: Drømmen om at opnå 5,0 procent af stemmerne. For dermed at kunne udelukke enhver sniksnak om at være et parti, hvis fuldgyldige mandater andre stiller spørgsmålstegn ved. I 2011 blev det til 4,6 procent, så helt urealistisk er drømmen ikke.


Sidst og ikke mindst får man sendt et svirp i retning af de øvrige partier og Berlin. Generelt er det svært at få tiltrukket offentlige infrastrukturmidler nord for Hamborg. Og når man nu udelukkende – og meget sent – er gået igang med den meget tiltrængte udvidelse fra fire til seks spor fra Bordesholm til Hamborg, så skal vi andre ikke glemmes.

Vi ved godt, at der kommer til at gå mange år, før vi i Sydslesvig hægtes på en tidssvarende infrastruktur. Og nu ved vælgerne, at der især er ét parti, der konkret har fokus på det.

kommentar
deling del

Skriv et svar