af

Jørgen Møllekær

For mange penge i politik

Pengegaver og politik passer dårligt sammen. I et velfungerende demokrati forventer vi, at vore politikere er uafhængige i den forstand, at de kun forfølger deres politiske mål og ambitioner. Men på ingen måde handler politisk, fordi de eventuelt selv nyder økonomisk godt af en bestemt beslutning. I Tyskland modtager de politiske partier regelmæssigt donationer – “Partei-Spenden”. Men offentligheden har hidtil ikke fået et detaljeret indblik i, hvem der giver hvilke specifikke beløb.

I Regensburg med 150.000 indbyggere i Bayern har byens overborgmester Joachim Wolberg (SPD) i nogle uger siddet i varetægtsfængsel, fordi han beskyldes for at have tildelt attraktive byggeprojekter til bestemte entreprenører i det CSU-dominierede område. Wolberg væltede i 2014 den mangeårige CSU-borgmester. En præstation på de kanter.

Nu viser det sig, at Wolberg til sin personlige valgkamp har modtaget 600.000 euro, betalt af tre forskellige lokale entreprenører. Desuden har Wolberg angiveligt personligt også opnået private økonomiske fordele udover denne usædvanlige hjælp til at blive borgmester. De 600.000 euro blev overført til partikassen i mange små bidder.

Sjovt nok var enkeltbeløbene altid under 10.000 euro. For det er beløbsgrænsen for, hvornår partierne skal medtage donationer i deres parti-regnskaber. En borgmester fra en mellemstor provinsby i fængsel er mildest talt usædvanlig i tysk politik. Eksemplet tydeliggør, at gennemskueligheden ikke er stor nok.

Det ville klæde tysk politik, om man kunne blive enige om at være lidt mere puritanske.

For noget så banalt som at få aktindsigt i interne dokumenter hos de tyske partier har hidtil været særdeles vanskeligt. Nu har en domstol i Berlin i første instans givet medhold i en klage, der netop handler om, at offentligheden i et demokrati selvsagt bør kunne se korrespondance, notater og andre formelle dokumenter, når det drejer sig om penge til partier.

Det er organisationen “abgeordnetenwatch.de”, der har indbragt sagen. Organisationen har som formål at holde øje med, hvad de tyske forbundsdags-medlemmer – Abgeordneten – foretager sig rent økonomisk. Politikere skal holde sig på en smal sti, for vi betror dem magt i klar forventning om, at de arbejder for almene samfundsinteresser.

Det er derfor fuldstændig afgørende for et demokrati, at vi som borgere har en mulighed for at afsløre politikere, der er på kanten af det, vi som vælgere kan acceptere. Det gælder også for politikere, at de har krav på privatliv. Overfor det står hensynet til samfundet. I et land af Tysklands størrelse er det ganske store milliard-investeringer, som de politiske flertal fordeler til entreprenører eksempelvis.

Eksemplet med borgmesteren i Regensburg er forhåbentlig den grove undtagelse fra det generelle billede. Men når man hører om, hvor enorme honorarer tyske top-politikere kan opnå for at tale i bestemte forsamlinger, så kan man heller ikke her sige sig fri for, at de pågældende bidragsydere er ude i et diskutabelt ærinde. De villige SPD-ministres foredragslyst går lidet flatterende også under betegnelsen “Rent a Sozi” – lej en socialdemokrat.

Tobaksvirksomheden Philip Morris var også i søgelyset i 2016, fordi koncernen har sponsoreret 544.000 euro til partimøder hos både CDU/CSU, SPD og FDP. Sådan forsøger man at sikre sig mod flere stramninger for tobaksindustrien. Mistanken ligger i hvert fald lige for.

Det ville klæde tysk politik, om man kunne blive enige om at være lidt mere puritanske. Det gør man ved konsekvent at oplyse om alle donationer. Og ikke kun dem over 10.000 euro. Beløbet skal længere ned, og også i Tyskland er der behov for, at man tager loven om offentlighed i forvaltningen mere alvorlig.

kommentar
deling del

Skriv et svar