af

Jørgen Møllekær

Få nu lukket de ydergrænser

Foråret nærmer sig, og dermed også en stigende udfordring med nye flygtninge på vej mod EU.
Foråret nærmer sig, og dermed også en stigende udfordring med nye flygtninge på vej mod EU.

På foranledning af den italienske indenrigsminister mødtes de lande, som særligt er berørte af en eventuel ny flygtningestrøm, som den vi så i 2015. Tyskland var repræsenteret med indenrigsminister Thomas de Maizière. EUs græske kommissær for migration var til stede, ligesom repræsentanter fra Frankrig, Østrig, Slovenien, Malta, Schweiz og så Tunesien og Libyen.
 Eneste emne på dagsordenen: Hvordan får man lukket af for de vanvittige flygtninge-transporter fra Afrika til primært Italien. Tallene for årets første måneder er allerede alarmerende. Ifølge italienske myndigheder er der fra 1. januar og indtil den 20. marts registreret 20.000 afrikanske migranter. De fleste af dem er ikke personligt forfulgte og vil derfor ikke kunne få asyl i noget europæisk land. 
   

Alligevel bliver de ved med at tage risikoen. Først vandrer de gennem Sahara og risikerer sultedøden. For derefter at betale slusere dyrt for at blive sejlet i gummibåd over et vinterkoldt Middelhav. 
 



Af de 20.000 er de langt de fleste blevet reddet i havsnød af italienske skibe. Italienerne siger, at der kan komme op mod 300.000 alene via Libyen i 2017, hvis (og det er sandsynligt) flygtningestrømmen fortsætter på denne måde.
 Så alles fokus er nu på at få “lukket” hullet gennem Libyen, som er blevet den centrale indfaldsvej til Europa, efter at tyrkerne indgik en aftale med EU for et år siden. Den tyske indenrigsminister siger, at man må give disse flygtninge det klare budskab, at den dødsensfarlige rejse, de begiver sig ud på ikke belønnes med en opholdstilladelse for dem, der når hele vejen. Hårde ord fra en tysk minister. De Maziere siger det egentlig ikke specielt kynisk eller uvenligt. Men det står klart for enhver, at ingen EU-lande igen vil stå model til den europæiske landevejs-vandring, vi alle blev vidne til i efteråret 2015. 
   



Det der må undre, er hvorfor det så stadig ikke er lykkedes at komme videre i de fælles bestræbelser på at sikre ydergrænserne bedre. Og helst kombineret med en øget hjælp i nærområderne til de latente flygtninge-katastrofer ikke mindst i regionen syd for Sahara. Det er her, alle EU-lande fortsat omend ikke svigter, så i hvert fald fortsat gør alt for lidt. 
 



Dér hvor man selv kan gøre en forskel er eksempelvis i det fælles Frontex-samarbejde. I Grækenland har man udstationeret eksempelvis danske og tyske myndighedspersoner. Ideelt set afgøres en asylanmodning straks dér, hvor den asylsøgende først betræder EU-land. Det er den rette fremgangsmåde.
   



Problemet er bare, at de enkelte EU-lande, herunder Danmark, kun har sendt ganske få medarbejdere til den fælles Frontex-indsats. For virkeligheden er vel, at man slet ikke ønsker flere ikke-vestlige indvandrere. Derfor er al fokus på at forhindre migranter og flygtninge i at begive sig ud på den livsfarlige tur over Middelhavet. 


Men Libyen er ustabilt. Der er ikke en samlet regering, der har kontrol over hele Libyens kyststrækninger, som EU kunne lave en bindende aftale med. Libyens regering har ellers konkret i Rom sagt, hvad de gerne vil have. 
 



Blandt andet 20 skibe, 24 gummibåde, jeeps, helikoptere, radaranlæg og satellittelefoner. Samt ti ambulancer og to operationsstuer. Til en pris af omtrent 800 millioner euro. 
 Det er svært at forestille sig alternativer til, at de nordafrikanske lande sættes i stand til selv at forhindre flygtninge i at tage afsted. For det er urealistisk – og i øvrigt helt igennem umenneskeligt, hvis skibe fra EU skulle ligge ud for Afrika og afvise enhver gummibåd, der er på vej.

kommentar
deling del

Skriv et svar