af

Jørgen Møllekær

Er det næste en Polexit?

Det er ikke i nogens interesse at skubbe det store land Polen ud af det europæiske fællesskab, men...
Det er ikke i nogens interesse at skubbe det store land Polen ud af det europæiske fællesskab, men...

Det var både befriende og samtidig dybt forstemmende at opleve, hvordan 27 ud af 28 EU-lande torsdag aften stod bag genvalget af Donald Tusk, der nu får to år mere som EU-præsident.

Hans eget land Polen stemte imod. En fuldstændig absurd situation. I en normal verden burde de øvrige EU-lande have respekteret, hvis ens nationale bagland ikke længere vil bakke op. Når det ikke skete, siger det alt om, hvilken mærkelig tid vi lever i. Polen ledes siden valget i 2015 af en stærkt højrenationalistisk regering. Som noget af det første fjernede man EU-flaget fra statsministerkontoret, der i stedet er draperet i det polske flags rød-hvide farver. Man kan vel egentlig sige, at det var Polen og ikke Trump, der var et af det første store lande, der genopfandt den nationale egoisme: Poland first. Der er en hel masse ting, som Polen ikke vil i samarbejdet med det øvrige EU. Undtagen nettobidraget i kolde kontanter. Og det er polakkerne vel undt. Forstået på den måde, at vi, der bor i de vestlige EU-lande, har en klar interesse i, at de nyere EU-medlemmer i øst år for år bliver økonomisk stærkere. Jo mere vi handler med hinanden og mødes fredsommeligt på kryds og tværs, desto bedre er det selvsagt for vore økonomier.

Men langt vigtigere er fredsprojektet, der handler om, som følge af Murens Fald i 1989, at bidrage til et fælles Europa, der ikke er i varig kold krig med hinanden. Derfor har vi alle i Vesten med åbne arme taget imod Polen, Ungarn og andre nye østlige EU-medlemmer. I håb om i løbet af en generation eller to at kunne opbygge et frugtbart Europa på tværs af tidligere tiders kamp mellem det kapitalistiske Vesten og det socialistiske Østeuropa. 
 Nu har den social-liberale kapitalisme i princippet vundet over det hele. Men man kan vist roligt sige, at vi ikke er fremme ved målstregen endnu. Dér hvor man kan læne sig tilbage og slappe af. Spørgsmålet i de her dage er tværtom snarere, om vi når derhen. For blandt andet i Polen har det spæde demokrati taget en alvorlig rutsjetur mod højre. Landet har udviklet sig flot de sidste 25 år oven på Lech Walesas heroiske frihedskamp tilbage i 1980erne.

Men ikke for alle. Det højrenationalistiske parti PiS (polsk for ret og retfærdighed) fik med de vanlige populistiske kneb ved sidste valg overbevist den ikke ubetydelige del af befolkningen, som stadig føler sig hægtet af, og derfor lukker sig om sig selv. Så meget, at denne nationalisme nu de sidste halvandet på flere områder har reduceret demokratiet med de klassiske virkemidler. Bestemte dommere ved højesteret udpeges snarere end andre. Bestemte medier forsøges ensrettet. Og meget andet, der svækker demokratiet.

Det er på dén baggrund, at det er befriende, at de øvrige 27 lande torsdag aften demonstrativt sagde nok er nok. Det vil sige også de øvrige østlige EU-lande som Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Rumænien og Bulgarien og de tre baltiske stater. Polen er dermed politisk helt isoleret. Og reagerede infantilt ved at nægte at skrive under på samtlige sluterklæringer fra EU-topmødet.

Polen har bare ikke så meget at kunne spille på magtpolitisk som visse andre stater rundt om i verden, der for tiden styres af emsige præsidenters hang til ensidige dekreter. Det er for nuværende ikke i nogens interesse at skubbe det store land Polen ud af det europæiske fællesskab.

Men forhåbentlig kan den 27-mod-1-situation rokke lidt ved meningsdannelsen internt i Polen. For hvis det polske folk vedvarende bakker op om en så egoistisk linje, er det ikke spørgsmålet om, om Polen ad åre som det første land risikerer at blive tvunget ud af EU. Snarere hvornår.

kommentar
deling del

Skriv et svar