af

Raning Krueger

Eneforsørgere er mest 
udsat for fattigdom

Det er en ringe trøst for enlige forsørgere, at hver syvende børnefamilie i Slesvig-Holsten er fattig, når man benytter EUs definition på fattigdom, altså når man har mindre end 60 procent af gennemsnits­indtægten i indkomst.

Hver femte familie i Slesvig-Holsten bliver holdt sammen af en enlig forsørger. 40 procent er afhængige af overførsler fra det offentlige i form af grundsikringen. Og for hver enlig mandlig forsørger er der ni kvinder.

Men fælles for de cirka 91.000 familier i delstaten med en enlig forsøger er, at de har svært ved at få økonomien til at hænge sammen. Mere end hver tredje enlige forsørger er truet af fattigdom. Dertil kommer ofte en vis social isolation, fordi de alene må få hverdagen til at fungere – og det i døgndrift med flest aftener derhjemme.

Det fremgår af en rapport fra Diakonien i Slesvig-Holsten.

Men det gode først: Diakonien har sendt et katalog med krav til stat, delstat, amter, kommuner og byer. Og det vil blive fulgt op, bebuder den evangeliske kirkes sociale afdeling. Om det gælder børnepasning, job, hjemmet, økonomien eller sygdom – eneforsørgere må ofte klare udfordringerne alene.

Og selv om de kan klare deres situation, bliver de altså ofte ramt af fattigdom og social isolation. Især på landet, hvor der ofte mangler den nødvendige infrastruktur og mobilitet.


“Og bor du på landet, kan du som ung næppe gøre brug af idrætsforeningernes eller fritidshjemmenes tilbud. For der skal jo også laves lektier.”


Det hjælper med flere børnehave- og vuggestuepladser samt med planerne om flere heldagsskoler. Alligevel mangler der stadig fornuftige tilbud om heldagspasning – selv i danske børnehaver og SFOer. Og bor du på landet, kan du som ung næppe gøre brug af idrætsforeningernes eller fritidshjemmenes tilbud. For der skal jo også laves lektier.

Fars eller mors arbejdstider er ofte ikke fleksible nok, og hvis man kun kan få et deltidsjob, åbnes der ofte for den onde økonomiske og sociale spiral.

Jobsamtaler drejer sig ofte mere om ansøgerens private end faglige situation. Adskillige udlejere foretrækker et par frem for en enlig mor/-far med barn. Når flere af den slags genvordigheder rammer samtidig, kan det let slå en ellers stærk mor eller far af banen.

Eneforsørgere skal hele tiden organisere hverdagen, de har sjældent tid til sig selv. Når de endelig kommer ud, føler de sig ofte diskrimineret af dumme bemærkninger, af myndigheder eller i jagten efter job og bolig. De har ikke råd til at være syge – for så bryder alt sammen. Der findes 23.000 mødre uden en faglig uddannelse. Det er især dem, der bliver berørt, når rådgivningssteder bliver lukket.

Nej, de fleste eneforsørgere drukner ingenlunde i selvmedlidenhed. De har bare brug for andre rammevilkår. Især enlige forsørgere har brug for at kunne tjene penge ved fuldtidsarbejde. Det er kun muligt, hvis der er heldagstilbud, som også kan betales, og arbejdsgiverne er fleksible.

Det er en ringe trøst for enlige forsørgere, at hver syvende børnefamilie i Slesvig-Holsten er fattig, når man benytter EUs definition på fattigdom, altså når man har mindre end 60 procent af gennemsnitsindtægten i indkomst. Og reformerne i forsørgelses-, skatte- og sociallovgivningen har blot øget presset.

Alle taler om børn som vor fremtid. Men vi er endnu langt fra et familievenligt samfund – for alle børn. Og alle børn har brug for en glad mor og/eller far.

kommentar
deling del

Skriv et svar