af

Jørgen Møllekær

En frygtelig svær balance

På DR TV sætter skuespilleren Søs Egelind for tiden fokus på den smertelindrende virkning, som hash kan have for nogle. Også syd for grænsen er der nye regler på vej, der skal forsøge en spagat: På den ene side ikke at frigive hash-rygningen. Og på den anden side at tillade kontrolleret medicinsk brug af hash.

Diskussionen er vanskelig. Cannabis er fællesbetegnelsen for de præparater, man kan udvinde af hamp-planter. I flere lande – herunder Danmark og Tyskland – findes der nogle få lovlige medicinske cannabis-præparater. Problemet er, at de samme hampplanter kan – og dagligt bliver – misbrugt til at fremstille hash og marihuana. Ulovlig narkotika, som man gennem årtier har diskuteret farligheden af. Forsigtighedsprincippet er vigtigt.

Alle, der ender med at blive narkomaner, er startet et sted, typisk med hash-rygning. Omvendt er der også mange mennesker, der kun lejlighedsvis ryger hash, uden at det har medført et større misbrug.

Til ikke-syge mennesker må budskabet fortsat være det samme som hidtil: Hvorfor dog i alverden fylde sig med et stof, der er euforiserende.

Men hamp-planten har tilsyneladende god lindrende virkning for kronisk syge, der er fanget i et smertehelvede. Det gælder for eksempel sklerose-patienter. Den danske patientforening fortæller, at cannabis på recept ifølge medlemmernes tilbagemelding har færre bivirkninger end den traditionelle kemiske sklerosemedicin. Men det endegyldige videnskabelige bevis mangler, og dermed er lægestanden tilbageholdende.

I et retssamfund er det uendeligt svært at give lov til noget, man ved vil blive misbrugt.

I Region Syddanmark er de i gang med at teste, hvor hash hjælper. Nogle mener, at cannabis ikke bare afhjælper ved kræft, men decideret kan slå kræftceller ihjel. Det bliver ingen nem opgave for regionen at finde ud, hvor man eventuelt bør sætte ind.

Problemet er, at hvis man generelt »giver los«, så er risikoen for misbrug stor. For eksempel ved at en kronisk syg får overtalt sin læge til en lidt større dosis, end vedkommende reelt har brug for. Resten kan så sælges til misbrugere.

Det er det dilemma, som Heinz Willy Callsen fra Slesvig er fanget i. Heinz har fra barnsben lidt af sygdommen Tourettes syndrom. Først da hans søster stak ham en joint som 16-årig, fik han styr på sine tics. Som det fremgår af artiklen, har Heinz som årene er gået udviklet sig til en ekspert i at producere nøjagtig den type hash, der giver ham størst lindring.

At kunne holde kronisk sygdom og smerte i ave, kan alle forstå. Problemet er, at Heinz ikke må fremstille hash. Lige nu kæmper han for at undgå otte måneders fængsel. At han kun producerer til sig selv, vil vi gerne tro. Men hvordan skal vi som samfund sikre, at misbrug og videresalg netop ikke sker?

En generel tilladelse til egenproduktion med baggrund i lægeordneret smertelindring er umiddelbart tiltalende. Vi stoler på Heinz, men ved samtidig, at andre ikke vil have samme rygrad. Ingen forventer, at politiet har ressourcer til at kontrollere, hvis private må dyrke deres egen hamp. I et retssamfund er det uendeligt svært at give lov til noget, man ved vil blive misbrugt af nogle.

Det vil vi som samfund gerne undgå. Det er som så meget andet en afvejning. Hvis langt flere kronisk syge kan have gavn af lægekontrolleret cannabis, er det måske værd at tage et vist misbrug og videresalg med i købet. For mange af dem, der vil kunne finde på at aftage den lovlige cannabis, skaffer sig i dag deres stof på illegal vis. Om det skal være mindre kriminelt ulovligt at købe eller selv producere medicinsk cannabis, kan diskuteres.

kommentar
deling del

Skriv et svar