af

Jørgen Møllekær

Det syge tyske væsen

Så er de der igen. De tilbagevendende tyske »Warnstreiks«, hvor flypersonale, buschauffører eller skraldemænd bruger endags-strejker til at lægge pres på modparten, allerede før man ved om, man kan blive enige om den næste overenskomst eller ej.

I Slesvig-Holsten er det denne onsdag en lang række offentlig ansatte, der på den måde ønsker at skabe offentlighed og dermed maksimalt pres på kravet om mere i lønningsposen. Det er en særegen og meget konfrontatorisk måde at forhandle på. Der er grundlæggende langt mindre tillid til, at man burde være optaget at et fælles mål.

Her er overenskomstforhandlinger i Danmark et helt andet sted. Omvendt må man også erkende, at en del af de evindelige tyske arbejdsmarkeds-konfrontationer hænger sammen med netop den åbenlyst større mangel på ordnede forhold. I år kan det komme til at gå særlig hedt for sig med hele tre landdagsvalg og et forbundsdagsvalg forude i september.

Det har en helt ny gruppe arbejdstagere opdaget, som ellers aldrig før i nyere tysk tid har samlet sig om en fælles arbejdskamp. Lykkes deres forehavende, kan deres specifikke udfordringer i høj grad gå hen og blive et særdeles varmt emne i forbundsdagsvalgkampen. Det er plejepersonalet på Tyskland i alt 2000 sygehuse, der er i gang med at samle kræfterne.

De er ude i et ærinde, som de fleste kan bakke op om: De ønsker flere kolleger snarere end mere i løn. Den lille delstat Saarland, der grænser op til Frankrig, er prøveklud for fagforeningen Verdi. Af den simple årsag, at det er her, det første af de tre landdagsvalg finder sted i år. Ifølge fagforeningen mangler 162.000 stillinger at blive besat på forbundsplan, heraf er de 70.000 plejepersonale. En ny undersøgelse viser, at 93 procent af plejepersonalet giver udtryk for, at de ikke kan nå at udføre deres arbejde forsvarligt.

Se dét er en væsentlig arbejdskamp at føre. Og den er sprængfarlig for politikerne.

En sygeplejerske i Saarland har overfor »Die Zeit« fortalt, hvordan hun ene kvinde skal overvåge fire patienter på en intensivafdeling.

»Når jeg så skal følge med en af patienterne til CT-scanning, overvåges de tre andre kun af maskiner under mit fravær«, siger hun til avisen.

Kvinden fortæller om forbindinger, der burde have været skiftet tidligere, og om liggesår, fordi personalet ikke når at vende patienterne ofte nok. På almindelige medicinske afdelinger kan en enkelt nattevagt have ansvaret for 30 patienter.

Det er stærke udsagn i et land, hvor penge for tiden ikke er noget problem. Skatteindtægterne nærmest fosser ind i statskassen. Udfordringen med så også at gøre noget ved det hænger, som så ofte i Tyskland, sammen med en kompliceret og usammenhængende struktur.

Kun en tredjedel af de 2000 tyske sugehuse er offentligt drevne, en anden tredjedel drives af kirker eller andre sociale institutioner. Den sidste tredjedel er private hospitaler. Alene af den grund findes der ikke nogen fællesoverenskomster.

De ansatte står svagt. Til gengæld medgiver brancheorganisationen for de tyske sygehuse – Deutsche Krankenhausgesellschaft (DKG), at »arbejdsbelastningen for sygehuspersonale er ekstrem høj«. Det kan underbygges med tal: Hvor der i 2005 blev behandlet 16,8 mio. patienter, var det i 2015 steget til 19,2 mio. patienter.

Mens der er blevet ansat relativt flere læger i den periode, er plejepersonalet derimod slet ikke fulgt med tilsvarende. Det er objektive fakta, som enhver kan forstå. Mange har givetvis også personligt oplevet som pårørende, hvordan det står til.

Se dét er en væsentlig arbejdskamp at føre. Og den er sprængfarlig for politikerne.

En tiltrængt forbedring bliver umanerlig dyr. Men kravet om flere varme tyske hænder bliver svær at afvise.

kommentar
deling del

Skriv et svar