af

Jørgen Møllekær

Theresa May og den nye håndtaske

Storbritanniens premierminister Theresa May bekendte tirsdag kulør.
 I en længe ventet tale om vejen til briternes EU-exit gjorde May det klart, at »out is out« Med hende for bordenden bliver der ingen blød mellemlanding.

Dermed kan man allerede nu konkludere, at risikoen for, at briternes snævre ja til at melde sig ud risikerer at ramme os alle sammen, er særdeles nærværende. 
Og det på så mange fronter, at det i dag er umuligt at forudse, hvor vidtrækkende konsekvenser, det her kommer til at få. Men når Theresa May som en anden Margaret Thatcher slår omkring sig med den berømte sorte håndtaske, så er det svært ikke at være en anelse bekymret.

May erklærer sig nu enig i, at briterne også skal helt ud af det indre marked. Det har ellers været en central del af spekulationerne. Hvordan kan vi bevare de goder, som det indre marked indebærer for os alle sammen? Tyskland eksporterer eksempelvis for 89 mia. euro til Storbritannien, men importerer “kun” for 38 mia. euro årligt. Helt uhindret uden told eller separate nationale afgifter. Og Danmark har blandt meget andet en betydelig fødevareeksport over Nordsøen for et også tocifret milliardbeløb, omend i kroner.

Når det indre marked ikke længere omfatter Storbritannien, skal der forhandles en helt ny frihandelsaftale på plads. Enten mellem London og Bruxelles. Eller med hvert land. Man ser allerede for sig, hvordan den nationale egoisme får gode kår. For hvorfor ikke benytte anledningen til at handle til egen fordel? Vil BMW stadig kunne sælge samme antal biler med rattet i den forkerte side? Eller vil tyskerne fortsat kunne købe sild til frokostbordet, som de plejer? 
Et sjovt og ligegyldigt eksempel, kan man mene. Men ifølge avisen Süddeutsche Zeitung fanges næsten samtlige de 50.000 tons sild, som tyskerne fortærer årligt, i Storbritanniens 200-sømil-zone.

“Når Theresa May som en anden Margaret Thatcher slår omkring sig med den berømte sorte håndtaske, så er det svært ikke at være en anelse bekymret.
”

Hvorfor skulle briterne fortsat tillade andre EU-fiskere at fiske her, når man er ude af fællesskabet? Styrer man fiskeriet selv, kan man også nemmere hæve prisen for eksempel på sild til det tyske marked. Eller tag forventningen om, at finans-London flytter til Frankfurt. Huslejerne og huspriserne i Hessens største by vil formentlig stige ganske gevaldigt til stor skade for de almindelige lønmodtagere i Frankfurt-regionen. Og sådan kan man blive ved med at finde på eksempler på konsekvenser, som ingen havde fantasi til at forestille sig inden den fordømte folkeafstemning sidste sommer. 
Eller hvad med det populære rejsemål London? Landet er i forvejen ikke med i Schengen, skal vi fremover nu også have et visum? Næppe, men vi ved det ikke.

Til gengæld kan de mange udenlandske EU-borgere i Storbritannien tilsyneladende ånde lidt mere lettet op igen. May indikerede i sin tale tirsdag, at EU-indbyggere kan beholde deres rettigheder også efter Brexit. Men alligevel næppe som hidtil. Det kan godt være, at de ca. 50.000 danskere i Storbritannien fortsat vil være velkomne på lige fod med andre vesteuropæere. Men næppe de borgere fra østeuropæiske lande, der har været med til at udløse briternes oppiskede folkestemning om, at østeuropæiske arbejdere både stjæler almindelige briters jobs og samtidig lukrerer på de gode velfærdsydelser.
 May bebudede, at det fremover er helt slut med at betale de ca. 11,5 mia. euro i EU-kontingent. Og sagde i samme tale, at hun forventer en fortsat gnidningsfri og uproblematisk frihandel med EU-landene.

Det hænger ikke sammen, og det er et ønske, som de tilbageværende EU-lande umuligt kan indfri. For så åbner man en ladeport til, at flere andre af de store lande kan melde sid ud. Spændende tider forude.

kommentar
deling del

Skriv et svar