af

Jørgen Møllekær

Den hollandske nedsmeltning

Det hører til sjældenhederne, at ret mange uden for Holland følger med i deres parlamentsvalg.

Det er efterhånden mere og mere utydeligt, hvad de store gamle partier står for.
Jørgen Møllekær

Men man må sige, at det er anderledes denne gang. På flere niveauer end man sådan umiddelbart skulle tro. For det første er der hele den akutte diplomatiske krise mellem Holland og Tyrkiet. Den hollandske regering med den konservative Rutte i spidsen handlede resolut hen over weekenden, da også hollænderne blev udsat for den massive tyrkiske valgkamp, som flere europæiske lande oplever i de her uger. Mens man i Tyskland “overlod” det til lokale myndigheder af sikkerhedshensyn at forhindre tyrkiske ministre i at gennemføre valgarrangementer som planlagt, så gik den hollandske statsminister Rutte selv i aktion. Først forbød han den tyrkiske udenrigsminister at lande, og siden blev den tyrkiske familieminister i bil eskorteret ud af landet igen. Når hollænderne reagerer så voldsomt, skal man ikke være bleg for, at det måske kan gavne Ruttes valgresultat. Set herfra gør han det helt rigtige. Han tør sige mægtige Tyrkiet midt imod. Der er næppe tvivl om, at heller ikke det store flertal i den hollandske vælgerbefolkning bryder sig om, at en fremmed magt fører valgkamp i Europa for præsident Erdogans synspunkter forud for den tyrkiske folkeafstemning midt i april. Havde Rutte ikke handlet så resolut, ville han have overladt scenen til den stærkt højrenationale Geert Wilders. I morgen ved vi, om Ruttes taktik har givet pote. Generelt er der ikke noget bedre end en akut ydre fjende. For så plejer vælgerne at slutte op om den siddende regering.
Dernæst er det værd at holde øje med parlamentsvalget i Holland, fordi det i et virvar af partier – i hvert fald indtil for nylig – så ud som om, at Geert Wilders “Frihedsparti” kunne gå hen og blive det største parti. Det kan også stadig gå hen og blive resultatet af en mærkværdig parlamentarisk situation i Holland.

Men en ikke så kendt vinkel på parlamentarismen i Holland er, at Socialdemokratiet på de kanter står til at blive nærmest udraderet ved dette valg. De 17 millioner hollændere har igennem mange år stemt på en måde, så Holland igennem rigtig mange år er blevet ledet af samlingsregeringer henover midten. Man har igennem årtier ført en konsensus-politik på tværs af midten, så det efterhånden er blevet mere og mere utydeligt, hvad de store gamle partier står for.
Forud for det sidste valg lovede socialdemokraterne i valgkampen, at nu ville man gå imod yderligere nedskæringer og stigende social uretfærdighed. Men efter valget endte det alligevel med en ny konsensus-regering, hvor socialdemokraterne igen medvirkede til nye besparelser. Et emne, der optager vælgerne meget, er eksempelvis sundhedsområdet. I Holland som i Tyskland har man ikke nogen offentlig sygesikring, men et net af private udbydere. Og de er over en årrække bare blevet ved med højere egenbetaling og ringere dækning.

Så fra middelklassen og ned oplever folk, at de får stadig større sundhedsudgifter, men ingen reallønsfremgang i et land, der i øvrigt kan fremvise pæne samfundsøkonomiske tal med bl.a. lav ledighed. S fravælges derfor i stor stil. Det er i virkeligheden det, der ifølge den danske historiker og Hollands-kender, Christian Foldager, er den store samfundsomvæltende nyhed ved dagens valg. Snarere end det sædvanlige fokus på Wilders. Hans parti ligger på samme niveau som før. Det er de store partier, der nu tydeligst i Holland for alvor har mistet fodfæste og givet grobund for en lang række nye småpartier, der gør det endnu vanskeligere at skabe klare og logiske regeringskonstellationer.

kommentar
deling del

Skriv et svar