af

Jørgen Møllekær

En halv sejr?

Godt begyndt er halvt fuldendt, siges det. Om det også kommer til at gælde for de europæiske mindretals kamp for at opnå anerkendelse og reel støtte fra EU-systemet, kan man have sine tvivl om. Dommen fredag fra EU-Domstolen i Luxemborg er ved første øjekast glædelig.

Det var noget venstrehåndsarbejde, som den europæiske mindretalsorganisation FUEN blev præsenteret for af EU-Kommissionen, da man i sin tid bad om kommissionens opbakning til, at de 40 millioner EU-borgere, der lever i mindretal som for eksempel vores i Sydslesvig, har krav på opbakning også fra EU. Hidtil har det været nationale anliggender at indføre mindretalsrettigheder. Her i grænselandet kan vi for så vidt ikke klage over ret meget. Både det tyske, danske og frisiske mindretal har jævnt hen ordnede forhold.

Men sådan er det langt fra alle steder. Ikke mindst vore nye EU-medlemmer øst for det tidligere jerntæppe fra datidens Kolde Krig har det fortsat temmelig svært med aktivt at anerkende og inddrage mindretalsborgere i samfundet. Derfor var det formentlig også af dén grund, at EU-Kommissionen i 2013 valgte at afvise FUENs forsøg på at engagere EU i mindretalsspørgsmål.

Siden hen kan man vist roligt sige, at lysten til at fremme kulturel og national mangfoldighed har været på stærk retur ikke kun i den tidligere østblok. Ikke desto mindre er det fortsat en vigtig opgave at få andre til at forstå, at det ikke kan nytte noget, at nogle EU-medlemmer fortsat får lov til at »flyve under radaren« i forhold til de basale krav man må kunne stille til alle EU-medlemmer om at opføre sig ansvarlig overfor hele den befolkning man huser.


“Vi taler om alle os, der gennem generationer har været loyale borgere i en herbergsstat, der ikke er vores egen.”


Her er EU en god genvej til hurtigere at få skabt fremdrift i anerkendelsen af de mange forskellige mindretal, der er rodfæstede i forskellige EU-lande. Vi taler ikke her om nutidens migration af mennesker, der enten er forfulgte eller økonomisk fortabte i lande på kanten af Europa. Dét er et særskilt problem. Vi taler om alle os, der gennem generationer har været loyale borgere i en herbergsstat, der ikke er vores egen. Også ungarere i Rumænien, baskere i Spanien, eller tyrkere i Grækenland blandt mange flere har krav på fuld anderkendelse af deres identitet. De bør støttes sprogligt og kulturelt ved ligesom os at kunne drive egne skoler, kirker og så fremdeles. Der må ikke finde diskriminering sted.

Ligesom på vore breddegrader skal de sikres mulighed for at få politisk indflydelse svarende til den opbakning, de har i deres respektive befolkning. Det kommer til at tage forventeligt en del årtier, før – og hvis – det sker, dér hvor der fortsat er store udfordringer. Man kan jo bare skele til, at lande som Rumænien og Slovakiet var på kommissionens side i den nu afsluttede retssag.Vi taler som tidligere nævnt om ikke færre end 40 millioner mennesker, der er mindretalsborgere i EU-Unionen med en halv milliard indbyggere. Hos os er vi forholdsvis få. I flere af de andre lande, udgør mindretalsbefolkninger hundredetusinder, enkelte steder endda over en million.

Derfor er det godt, at EU-Kommissionen nu i første omgang tvinges til at tage sagen op igen efter dens overfladiske afvisning af henvendelsen fra FUEN. Men lige her og nu, hvor vi kæmper med nationalistiske dæmoner også hos os i Vesten, kan man godt være lidt mismodig i forhold til, om denne fortsatte kamp nytter. Men gør det. Som mindretal skal vi fortsat kæmpe for de kolleger, der behandles urimeligt. Der er nok at tage af. Selv om det ser svært ud, er det eneste rigtige at forsøge at holde så meget politisk pres på Bruxelles og i andre hovedstæder som muligt.

kommentar
deling del

Skriv et svar