Single Daily
af

Niels Ole Krogh

Vindmølle-kollaps giver skrammer til hel egn

Selv om Siemens-Gamesa vil købe en sund del af den kriseramte vindmøllekoncern Senvion, står 900 til at miste jobbet. Heraf alene 500 i to af Rendsborgs omegnskommuner.
Selv om Siemens-Gamesa vil købe en sund del af den kriseramte vindmøllekoncern Senvion, står 900 til at miste jobbet. Heraf alene 500 i to af Rendsborgs omegnskommuner.

»Det er en mavepuster. Selvfølgelig også for os som kommune, men mere for medarbejderne, der har etableret sig med hus og familie og nu med stor sikkerhed må flytte til et fjernt sted, hvor de kan få job.«

Budskabet kommer fra borgmestrene i henholdsvis Bydelstorp (Büdelsdorf) og Österrönfeld ved Rendsborg, Reiner Hinrichs (partiløs) og Hans-Georg Volquardts (CDU).

500 ansatte i den kriseramte vindmøllekoncern Senvions afdelinger i de to kommuner måtte tirsdag ifølge fagforeningen IG Metall erkende, at alt håb ser ud til at være ude.

Tysk-spanske Siemens-Gamesa køber en sund del af virksomheden, men på bundlinjen står, at 900 af 1400 ansatte i Tyskland står til at miste jobbet. Aftalen med Siemens-Gamesa underskrives først senere på måneden, så her lurer uvisheden stadig, oplyser NDR

– I Bydelstorp har vi haft mange højt specialiserede medarbejdere, der må flytte langt for at finde et nyt job. Senvion har haft deres uddannelsesafdeling i sikkerhed og redning hos os. Det har tiltrukket specialister fra hele Tyskland. Den afdeling er der øjensynligt heller ikke noget håb for, siger Reiner Hinrichs.

Medarbejderne er sikret fire måneder i et såkaldt transferselskab. Her er det hensigten, at de skal efteruddannes, så de bliver i stand til at udføre andet arbejde. Fire måneder er i den sammenhæng kort tid. Det er ikke usædvanligt, at en konkurs udløser et år til efteruddannelse.

Købekraft forsvinder

– Vi mister købekraft, mens erhvervsskatten ikke har fyldt ret meget, da Senvion jo i længere tid ikke har været særlig rentabel, siger Hans-Georg Volquardts.

Senvion blev insolvent i april. Siden har koncernen febrilsk søgt efter nye investorer.

De to borgmestre har af gode grunde ikke adgang til koncernens regnskaber og kan således ikke kommentere, om dårlig ledelse er en medvirkende årsag til nedturen.

– Det har givetvis spillet en stor rolle, at Tysklands politik for vedvarende energi ikke har været stringent. Der har været tale om en slingrekurs. Det kan man ikke byde investorerne, siger Reiner Hinrichs, der får medhold af kollegaen i Osterrönfeld.

Erhvervsminister Bernd Buchholz (FDP) beklager dybt udviklingen for vindmøllekoncernen.

– Vi er en delstat med et begrænset antal arbejdspladser i industrien. Derfor gør det her særligt ondt, siger han til NDR.

Medlem af byrådet for Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW) i Bydelstorp Sonja Schaedla beskriver det som »en hård omgang for byen«. Den slås i forvejen med besparelser som følge af omfattende byggesjusk i en skole.

kommentar
deling del

Skriv et svar