Single Daily
af

Marie Buhl

Niels Ole Krogh

Vildsvinehegnet gør det af med rådyr

Både i Danmark og Tyskland har der allerede været flere tilfælde, hvor rådyr er blevet så kvæstede i forsøget på at krydse vildsvinehegnet, at de har måttet aflives.
Både i Danmark og Tyskland har der allerede været flere tilfælde, hvor rådyr er blevet så kvæstede i forsøget på at krydse vildsvinehegnet, at de har måttet aflives.

Mens vildsvinehegnet bliver bygget færdigt, begynder konsekvenserne for dyrelivet at vise sig. Fredag kunne JydskeVestkysten i en artikel berette om gårdejer Lars Christian Jensen fra Frøslev, hvis gård ligger tæt op ad hegnet. Han har i den seneste måned oplevet, at tre rådyr, der er blevet kvæstet i forsøget på at springe over hegnet, måtte aflives.

– Der var en, der ringede og fortalte, at der hang et rådyr i vildsvinehegnet tæt på min bopæl. Da jeg ankom til stedet, havde rådyret fået vristet sig løs og lå nu på vejen og led, fortæller Lars Christian Jensen til JydskeVestkysten.

Et problem, der nu er opstået på begge sider af grænsen. I sommer var en jæger i Jardelund nødt til at skyde to rådyr, der blev fundet tæt op ad hegnet med brækkede ben.

– Rådyr er meget forsigtige og undgår – hvis de kan – at bevæge sig ud på store veje – altså der hvor der er huller i hegnet. De fleste vil hellere prøve at springe over hegnet, fortæller Gerd Kämmer, Slesvig-Flensborg amts naturbeskyttelsesrådgiver.

Han påpeger, at vildsvin derimod på ingen måde er forsigtige, når det kommer til trafikerede veje.

– Vildsvin er meget intelligente og har en stor tilpasningsevne. Hvis de vil, skal de nok finde hullerne i hegnet, enten ved trafikerede veje eller vandløb, fortæller han.

Ikke alle kan springe over hegnet

Gerd Kämmer er desuden bekymret for, at kronhjortene, der bevæger sig i flokke på op til 150 dyr, efterhånden begynder at bevæge sig tættere på A7 motorvejen.

– Der er ingen vildthegn langs med motorvejen. Hvis flokkene ved Ellund bliver ved med at trække den vej, de gør nu, så er der stor chance for, at de kommer til at løbe ud på motorvejen på et tidspunkt, siger han.

Hegnet er halvandet meter højt, hvilket ikke er noget problem for voksne kronhjorte at springe over, da de kan blive op til 150 centimeter i skulderhøjde. Problemet opstår, da blandt andet deres kalve ikke har samme springkraft. Samme problem har de noget mindre rådyr, der kun bliver omkring 80 centimer i skulderhøjde. Der kan blandt andet være hinder, der får svært ved at forcere hegnet.

– Ujævnheder og højdeforskelle i terrænet kan desuden betyde, at de mindre hjorte og rådyr måske godt kan springe over hegnet den ene vej, men så ikke kan komme tilbage igen. Og så kan det ske, at de bliver hængende, hvis de prøver alligevel. Det kan give alvorlige skader som knoglebrud, fortæller Gerd Kämmer.

Højden på gitteret i hegnet gør, at rådyr, der prøver at springe over, nemt kan få deres hove eller ben igennem hegnet, så de hænger fast.

Det er især, hvis de bliver skræmte, eller går i panik, at rådyr kan komme til at fejlbedømme højden på hegnet, inden de springer.

kommentar
deling del

Skriv et svar