Single Daily
af
HJ
Holger Johannsen

– Vi er supersolidariske med mindretallet

Hvor får Flensborg Avis al sin overlevelsesstyrke fra? Et jubilæumsinterview med de tre nulevende chefredaktører om avisens store udfordringer og små hemmeligheder.
Hvor får Flensborg Avis al sin overlevelsesstyrke fra? Et jubilæumsinterview med de tre nulevende chefredaktører om avisens store udfordringer og små hemmeligheder.

Kære Jørgen, Bjarne og Rudi, I har som chefredaktører præget avisen i næsten 40 år. Jeg vil gerne finde ud af, hvad hemmeligheden bag avisens umådelige overlevelsesstyrke er.

Bjarne, du har engang i 1990erne til en firmafest sagt, at du synes, Flensborg Avis er en af Nordeuropas bedste arbejdspladser. Hvad mente du med det?

Bjarne Lønborg: De ansatte, der arbejdede på avisen – i hvert fald dem, der blev – gjorde det jo af overbevisning, fordi de ville arbejde på Flensborg Avis. De ville ikke bare have en eller anden journalistisk arbejdsplads. At avisen har overlevet i så mange år på trods af alle de kriser, skyldes jo også, at der ikke er noget alternativ til Flensborg Avis. Simpelthen.

Rudolf Mach: Det har også meget med kærlighed at gøre. Er man medlem af det danske mindretal, så føler man et ansvar for helheden. Og til dette ansvar burde også høre, at man holder Flensborg Avis. Ellers følger man heller ikke med i, hvad der sker i det danske samfund syd for grænsen. Og det har – i hvert fald for mit vedkommende – meget at gøre med kærligheden til det danske sprog. Og sådan ved jeg, at mange føler i Sydslesvig. Så avisen må endelig ikke dø.

Jørgen Møllekær: Flensborg Avis er faktisk vigtigere end dens størrelse egentlig berettiger den til – sammenlignet med mange dagblade i kongeriget eller hernede. Vi har en dobbelthed både sprogligt og kulturelt, og det gør det temmelig spændende. Der er virkelig megen passion blandt medarbejderne for det her medieprodukt Flensborg Avis.

Jeg er født og opvokset i Sydslesvig, men har været væk i 27 år og arbejdet for forskellige danske medier. Noget, jeg lige skulle vænne mig til, da jeg kom tilbage, var, at både læserne og aktionærer siger »vores avis«. Der er en anden dimension over Flensborg Avis end – med al respekt – over for eksempel Skive Folkeblad eller Bornholms Tidende. Vi bor uden for Danmarks grænser, og derfor er det afgørende, at vi har den stemme og den vigtighed.

Præget mindretallet

Flensborg Avis blev grundlagt i 1869, og dermed er avisen på en måde den ældste mindretalsorganisation i Sydslesvig. Har avisen præget mindretallets andre organisationer?

Jørgen Møllekær: Historisk set: ja. Nogle af vores forgængere – Ernst Christiansen ikke mindst og flere andre – har i hvert fald. Ernst Christiansen var mindretallets leder i 1920erne og 1930erne og bannerfører for det danske mindretal. Går man længere tilbage, så var Gustav Johannsen medlem af Rigsdagen i Berlin. Det er da helt klart: Ud fra en historisk vinkel er der nogle af vores forgængere, som har spillet en meget større rolle for mindretallet end bare at være redaktør på en avis.

Bjarne Lønborg: Det drejer sig på flere forskellige niveauer om, at avisen er kommet til at præge resten af mindretallet, i hvert fald mindretallets organisationer. Da jeg startede på avisen som chefredaktør i 1990erne, var alle mulige møder i mindretallet hermetisk lukket. Bagefter blev der så givet små bidder af informationer. Og der startede avisen en kampagne for at få åbnet tingene. Det drejer sig om Skoleforeningen, om SSFs hovedstyrelse, SdU. Det skabte en forfærdelig ballade. Mange råbte højt om, at jeg skulle sættes på porten. Men det lykkedes jo alligevel for os at skabe mere åbenhed. Det viser, at avisen har været med til at præge mindretallets organisationer i meget høj grad.

Jørgen Møllekær: Der er en lidt anden kultur i Sydslesvig. Det er noget nemmere at få informationer i Danmark. Der har også været nogle sager i min tid, hvor det er gået hårdt for sig. At vi skal turde prikke i det, der er uperfekt i vores eget lille mindretalssamfund, det er en helt klar opgave for Flensborg Avis. Selvfølgelig er vi en avis og ikke et foreningsblad. Men det holder hårdt nogle gange, at folk er så tætte på avisen, og de nogle gange vil styre, hvornår ting kommer ud.

Rudolf Mach: Jeg blev da inviteret med til at overvære SSWs landsstyrelsesmøder. Jeg var altid meget velinformeret. Men hvis der var ømtålelige emner, så var der tavshedspligt.

Bjarne Lønborg: Da jeg kom hertil, blev jeg inviteret til SSFs landsstyrelsesmøder for at være velorienteret. Engang fik journalist Mads Bruhn gennem en anden kilde skovlen under en rigtig led historie. Det var en personsag, og den historie kendte jeg jo godt. Jeg sagde til Mads: Vi kører på, og han skrev den historie, og den skabte utrolig furore. Jeg meddelte derfor landsstyrelsen, at jeg ikke længere ville deltage i deres møder. Jeg havde ikke givet historien til redaktionen, men det troede SSF selvfølgelig ikke på.

Der har været en række udfordringer mellem avisen og mindretallets organisationer. Vi journalister har ikke altid været lige populære hos mindretallets ledere. Men kunne det danske mindretal klare sig uden Flensborg Avis?

Bjarne Lønborg: Nogle er nok ikke klar over det, men selvfølgelig kunne mindretallet ikke klare sig uden et kommunikationsmedie. Så ville mindretallet komme til at bestå af mange mennesker, som har et dansk sindelag. Derudover var der så organisationer som nogle paddehatte i mindretallet – og hvad så? Kommunikationen mellem de dansksindede ville være udelukkende på mindretalsorganisationernes præmisser. Og det ville være skidt.

Rudolf Mach: Bare tænk på de problemer og den debat, der har været med for eksempel tilskuddene til Skoleforeningen. Hvis ikke der havde været mulighed for at kanalisere modstanden i mindretallet gennem Flensborg Avis, hvordan skulle modstanden så have ytret sig?

Jørgen Møllekær: Det er den ene vinkel, den anden vinkel er, at vi også skal oplyse vores læsere om, hvad der sker inden for mindretallet. Jeg får engang imellem henvendelser fra læsere, der er glade for, at vi har skrevet om besværligheder i den ene eller anden mindretalsorganisation, fordi de faktisk ikke engang havde hørt om det fra deres egen organisation. Man kan selvfølgelig finde fejl, og man kan diskutere den ene eller anden overskrift i avisen. Det går jo stærkt nogle gange. Men grundlæggende leverer vi en ganske fornuftig kvalitet og behandler sager etisk korrekt.

Solidaritet på tynd is

Er der grænser for, hvor kritisk avisen må være over for mindretallet?

Jørgen Møllekær: Jeg kan huske vendingen, at Flensborg Avis er soli

darisk med mindretallet. Som journalist har jeg det en lille smule svært med ordet solidarisk. Hvis det skal tolkes på den måde, at vi i visse situationer skal lade være med at skrive et eller andet for ikke at skade mindretallet, så synes jeg, vi kommer ud på tynd is. Hvis man har en viden, som er journalistisk interessant, må man ikke bringe sig i en situation, hvor man ikke kan bruge den, hvis det er væsentligt at bringe til torvs for op mod 20.000 læsere. Vi er supersolidariske med mindretallet i og med, at vi er så fokuseret på at skrive rigtig meget om mindretallet. Man kunne næsten sige: Vi har for lidt almindeligt nyhedsstof fra Sydslesvig og Nordtyskland.

Jeg kommer ikke til at bruge ordet solidarisk omkring mit virke. Ikke fordi jeg er usolidarisk. Men 90-95 procent af læserne forventer ifølge en måling, at vi går til den, når der er noget kritisk at berette.

Bjarne Lønborg: Avisen skal være kritisk solidarisk med mindretallet. Solidariteten ligger i min optik ikke over for organisationerne SSF, Dansk Skoleforening, SdU osv. Solidariteten ligger over for sydslesvigerne i det daglige liv. Du kan sagtens være knaldhamrende hård og kritisk over for organisationerne. Når du graver dig ned i for eksempel Landboforeningens problemer eller Mindretallenes Hus, så er du virkelig solidarisk med dine læsere.

kommentar
deling del

Skriv et svar