Single Daily
af
AM
Annelise Mølvig

Veteranbiler er et stykke kulturarv

Karin og Volkert Oldsen er vilde med gamle biler. De har 43 stående. Alle købt som skrot og restaureret så de ser fabriksnye ud. Om det så er fortidens broderede puder til bagruden, så er de på plads.
Karin og Volkert Oldsen er vilde med gamle biler. De har 43 stående. Alle købt som skrot og restaureret så de ser fabriksnye ud. Om det så er fortidens broderede puder til bagruden, så er de på plads.

Da farfar var helt lille, sad han på bagsædet af bilerne uden at kunne nå gulvet med benene. Så gamle er de fleste af Karin og Volkert Oldsens biler. Enkelte af dem er sågar fra dengang, oldefar var nyfødt, ligesom der er et par, der var nye, farfar selv fik kørekort.

Det begyndte med en Volvo i midten af 1980erne. På det tidspunkt drev Volkert Oldsen et stort vejarbejdsfirma, Südtonderner Straßenunterhaltungs GmbH, og havde 14 mennesker ansat. Han havde ikke tid, men måtte have den Volvo P 444.
Der gik nogle år. Omkring år 2000 tog det fart. Her traf Karin og Volkert Oldsen hinanden, og parret begyndte at købe flere gamle bil-lig.

De viser en Lloyd. En tysk bil, der blev bygget i Bremen.

– Sådan en købte mine forældre i 1956. Den har en 250 kubikcentimeter motor, og det vil sige, at man måtte køre den på det gamle klasse fire kørekort, siger Volkert Oldsen og forklarer, at det i er en scootermotor. Hvis motoren var lidt større, skulle man have det, vi kender som et almindeligt kørekort til personbiler.
Karin Oldsen tager også del i restaureringen.

– Jeg udvælger farverne, siger hun og indrømmer, at hun da også hjælper til, men hun svejser ikke. Og så broderer hun gammeldags pyntepuder til bilernes hattehylder – hvis de er fra den tid, hvor det var moderne.

Karin har sat sig bag rettet i en Zündapp Janus fra 1958. Læg mærke til bagsædet – her stiger man ind via bagklappen og kører med ryggen mod køreretningen. Motoren ligger mellem for- og bagsæde. Der er ingen affjedring. Den grå ved siden af er en Lloyd mage til den, hans forældre købte i 1956.
(Foto: Tim Riediger)

Fordums kvalitet

Men det er Volkert Oldsen, der tilbringer mellem en time og halvanden med at søge efter reservedele på eBay og andre steder, hvor veteranentusiaster handler.

– Jeg kigger også på, hvad bilerne bliver handlet til. Det interesserer mig, siger han med et smil.

– Vi skal ikke have flere biler. Der er ikke plads til flere, siger Karin Oldsen, men der er lige et par drømmebiler, som manden må have. Altså bortset fra de ni, der står og venter på at blive sat i stand.

Volkert Oldsen viser begejstret detaljerne. En DKW 3-6 har små klapper foran alle nøglehuller og en pynteskærm oven på den synlige del af udstødningsrøret. En Borgward har forkromede pyntefinner på både for- og bagskærme

Han åbner døren til en gammel Mercedes, kun for at smække den i. Det giver en blød lyd, der hurtigt forsvinder. Herefter åbner han døren til en Citroen 3, men den giver en hård metallyd – lidt i retning af en udslidt Polo.

På lageret holder ni biler og venter på at blive som ny. Den største af dem er en Adenaur – en Mercedes 300D. Den går Karin og Volkert Oldsen i gang med, når han er færdig med den Mercedes 280SE, der lige nu står på værkstedet. Foran Adenauren står Renault Dauphin, men den må vente lidt endnu.
(Foto: Tim Riediger)

– Det er det, Mercedes kan. Kvalitet, siger han og fortsætter:

– Vi skal bevare de gamle biler. De er et stykke kulturarv, der fortæller om den tid.

Han viser en Zündapp Janus fra 1958 med en 245 kubikcentimeter motor og en maksimumhastighed på 80 kilometer i timen.

Hele fronten er en dør, man skal slå op for at kunne sætte sig ind. Bagsæde-passagerne skal tilsvarende ind ad en bagsmæk og sidder med ryggen mod køreretningen.

Måtterne er skåret til og kantet med læder, så de passer på den sidste halve milimeter.
I 2007 solgte parret firmaet. Alle maskinerne røg ud af lagerhallen, så nu blev der plads til flere gamle biler.
Helt nøjagtigt 43. Otte af dem er på almindelige nummerplader. Resten af dem kører på de røde prøvenummerplader. I en af garagerne holder ni lig af nogle biler, som selv en skrothandler ville kvie sig ved at købe. Den største af dem er en stor Adenauer.

Det er en Mercedes 300D.

– Den er opkaldt efter Tysklands første forbundskansler, Konrad Adenaur. Han ville have en bil, der var høj nok til, at han kunne stige ind med sin hat på, fortæller Volkert Oldsen.

Adenauer venter

Lige nu er han ved at restaurere en Mercedes 280 SE i sit værksted ved siden af. Her er både lift, svejseapparat og meget andet.

Han regner med, at han bliver færdig i år. Karrosseriet fandt de i Sydfrankrig, motoren i Niedersachsen.

– Og så tager jeg fat på Adenaueren, siger han.

Da Volkert Oldsen aftjente sin værnepligt i Oldenburg, brugte han og et par andre deres friaftener på at lære at svejse.

– De fleste af mine kammerater brugte aftenerne på at drikke øl, men vi tre tog et svejsekursus, og det gavner mig i dag, siger han.

– Min mand siger, at han er nødt til at blive 100 år for at nå at blive færdig med sine biler, siger Karin.

Men parret interesserer sig for andet end biler. De har fået smag for at rejse og nævner turen med den transsibiriske jernbane, rejsen til Bangkok og Cambodia, til Cuba, Kina, Shanghai, Moskva og Sct. Petersborg, ligesom de kører med de gamle biler rundt i

Europa for at deltage i veterantræf – eller bare på bilferie.

Parret viser en Fiat 1500 Cabrio. Den blev restaureret i 2006.

– Det er jo en italiensk bil, så den har vi kørt i til Firenze i på ferie, siger Karin Oldsen.

– Den løber fint 120 km i timen, også mere, og den kører ti kilometer på literen, siger Volkert Oldsen. Da han drev firmaet kørte han 70.000 – 80.000 kilometer om året. Nu bliver det til omkring 10.000 i familiebilen. En BMW.

– Dertil de kilometer vi kører i veteranbilerne, siger Karin.

Parrets Mercedes Coupe 250 SE har fået ægte læderindtræk. Også forsæder og bagsæder. De er bløde som den lækreste lædersofa.
(Foto: Tim Riediger)
DKW 3-6. Læg mærke til dørene. »Selvmordsdøre« kalder Volkert Oldsen dem. Er de ikke lukket rigtigt, blæser de op - og så går det rigtigt galt.
(Foto: Tim Riediger)

Grænseklub

Parret er medlem af Tønder Veteranklub, og sidste år kom klubben på besøg i Nibøl. 60 biler fra klubben i Tønder samt omkring 20 tyske biler holdt linet op hos Karin og Volkert, der havde sørget for pølser, brød og kartoffelsalat.

– I sidste måned var vi på besøg i Tønder, og vi blev inviteret til kaffe og kage om aftenen, det oplever vi ikke i Tyskland, siger

Volkert, og Karin gør en lille bevægelse med næsen, mens hun siger:

– I de tyske klubber er de mere snobbede, og nogle biler er mere fine end andre. I den danske er alle biler lige.

– Det vi laver med vores dansk-tyske samarbejde, det giver nok mere forståelse for hinanden end mange politikere formår, filosoferer Volkert Oldsen.

Han viser en Mercedes 190 D, som han fandt i Nibøl i år 2000. I miserabel forfatning.

– Den vil jeg aldrig af med, siger Volkert Oldsen.

Han går ind langs rækkerne og kanter sig ind til en turkis og hvid luksusudgave af fortidens allerbedste design, åbner døren og skubber den lidt frem, så han kan hoppe ind. Den starter i første hug.

Det er en Bocgward Isabella Coupé 1960, som er produceret i Bremen, stammer fra Schweiz, men som parret hentede i Frankfurt.

Den er over fire meter lang og vejer mere end 1000 kilo.

Da de fik den, var den en ruin. Der var intet bagagerum. Motoren kunne ikke bevæges. Det tog to år at sætte den i stand. Alt er nyt, og sæderne nypolstrede.

Oven på skærmene for og bag er der strømlinede forkromede pyntelister, fenderlister, til blinklysene. De var ikke til at opdrive. Til sidst fandt Volkert Oldsen frem til en, der havde fået dem støbt i bronze efter originalen. De var dyre og skulle oven i forkromes. 400 euro per styk løb de op i. Hjulkapslerne fandt han til 120 euro per styk – så der røg lige 2000 til pynt. Det tog parret to år at restaurere bilen, men så har Karin Oldsen også broderet en pude til bagruden.

Borgward Isabella Coupé 1960 fandt parret i Frankfurt.
(Foto: Tim Riediger)
Fronten på den store og meget smukt designede Borgward Isabella Coupé 1960. Da parret tog den hjem, var den rød, men den blev også produceret i denne turkis-offwhite-model.
(Foto: Tim Riediger)
Karin og Volkert Oldsen med nogle af jeres biler. Alle er køreklar, og alle er ført tilbage til den stand, de forlod fabriksbygningen i.
(Fotos: Tim Riediger)

Selvmordsdøre

– Hver bil har sin egen historie, siger han og viser en Lloyd LP 400 S. Dørene bagud, modsat bilerne i dag.

– Det kalder man en selvmordsdør. Hvis døren ikke var lukket rigtigt, sprang den op, og så var man prisgivet, siger Volkert Oldsen.

Den ældste bil i hallen er en Mercedes 170 V Cabrio B fra 1936. Den er købet i Kappel. Efter at den er restaureret, har parret været til veterantræf i Bayern med den. Der er også en trehjulet lastbil, hvor almindelige gulvbrædder med huller til pedalerne udgør gulvet. Og en DKW med en to-taktsmotor.

– Hvert andet slag er et arbejdsslag, og det får den til at lyde som en sekscylinderet, siger Volkert Oldsen med kærlighed i stemmen.

Det hænder, at de kører til træf i hver sin bil.

Mange kommer for at spørge ind til bilen, når parret holder ind – og nogle vil gerne købe, men bilerne er ikke til salg.

– En gang vi var på besøg i Aventoft, sad der en seddel i vinduet, hvor der stod: Ring, hvis du vil sælge.

Bagerst holder en campingvogn fra 1966, som bliver spændt bagefter en af veteranbilerne, når de skal til træf. Til hverdag hænder det, at børnebørnene insisterer på at sove ude i den.

Selv om parret blandt andet har to Citroën DF og to Citroën 2CV leverer Volkert Oldsen et tysk mundheld:

– Gud beskytte mig mod storm og vind og franske biler, siger han.

kommentar
deling del

Skriv et svar