Single Daily
af

redaktionen

Vestas-ansatte i Husum 
slipper med skrækken

Vindmølleproducenten Vestas fyrer 590 medarbejdere i Tyskland og Danmark. De 1.177 ansatte i afdelingen i Husum slipper i denne omgang, da fyringerne kun rammer medarbejdere i produktionen. En af årsagerne til massefyringerne er det svage tyske marked, mener ekspert.
Vindmølleproducenten Vestas fyrer 590 medarbejdere i Tyskland og Danmark. De 1.177 ansatte i afdelingen i Husum slipper i denne omgang, da fyringerne kun rammer medarbejdere i produktionen. En af årsagerne til massefyringerne er det svage tyske marked, mener ekspert.

af Peder Bjerge

Mon ikke der var en enkelt medarbejder eller flere, der i går kunne ånde lettet op på Vestas’ afdeling i Husum.

Vestas-medarbejdernen i Husum slipper for at blive del af de i alt 590 fyringer af danske og tyske medarbejdere, som den danske vindmøllegigant annoncerede klokken 09.58 fredag morgen. Fyringerne rammer i stedet fabrikkerne i Lauchhammer, ikke langt fra østtyske Dresden, og fabrikken i den vestjyske by Lem.

– Det tyske marked er lidt sandet til, og det er vi ikke immune over for, siger Anders Friis, kommunikationschef i Vestas.

Musikken spiller lavt i Europa

Årsagen til, at Husum ikke bliver ramt af fyringerne, er, at afskedigelserne udelukkende rammer folk, der arbejder med selve produktionen af vindmøller. Og dem er der ingen af i Husum, hvor der arbejder 1083 Vestas-folk og 94 konsulenter. I stedet for timelønnede produktionsmedarbejdere er de ansatte i Husum fortrinsvis funktionærer beskæftiget med salg, service og udvikling, lyder det fra kommunikationschefen.

Ifølge Jakob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank, er det tyske marked for vindmøller faldet totalt sammen de sidste år.

I april blev Senvion, en vindmølleproducent med fabrik i Slesvig-Holsten, erklæret konkurs. Og her forventer man, at 500 medarbejdere står til at miste jobbet, selv om man forsøger at sælge dele af virksomheden fra.

Tidligere på ugen har en anden meget stor producent, Siemens Gamesa annonceret, at man agter at fyre 600 medarbejdere i Danmark.

– Det kan virke paradoksalt, at både Vestas og Siemens Gamesa melder om rekordstore ordrebeholdninger. Men selv om der er fest på det globale vindmøllemarked, spiller musikken ikke særligt højt her i Europa. Og i Tyskland er der skruet ned, så man knap kan høre musikken, siger han.

Mere end 24.500 mennesker

Ifølge Vestas er man nødt til at tilpasse produktionen efter, hvor behovet er på verdensmarkedet. Det betyder, at produktionen af en bestemt type møllevinger ikke vil blive produceret i samme omfang i Europa som tidligere.

Konkret betyder det fyringer af 90 medarbejdere i Danmark og 500 ansatte i Tyskland. Mens fabrikken i Lem mister 12 procent af arbejdsstyrken, er det halvdelen af personalet i Lauchhammer, som skal ud og finde andet arbejde. Langt hovedparten af de fyrede medarbejdere er folk i midlertidige stillinger, mens de øvrige er vikarer.

Efter de sidste fyringer har Vestas i alt 2.300 medarbejderne tilbage på det tyske marked. Globalt beskæftiger koncernen mere end 24.500 mennesker.

***

Læs mere her.

Vinger, der lægger an til landing. To Vestas-vindmøller i en vindpark øst for Parchim i delstaten Mecklenburg-Vorpommern.
(Foto: Jens Büttner, dpa-arkiv)

kommentar
deling del

Skriv et svar