Single Daily
af

Thomas Schumann

Venstre bakker op om grænsekontrol ud af Danmark

Ideen om omvendt grænsekontrol finder opbakning i Folketinget. Venstres retsordfører har bedt justitsministeren vurdere forslaget.
Ideen om omvendt grænsekontrol finder opbakning i Folketinget. Venstres retsordfører har bedt justitsministeren vurdere forslaget.

Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen, kan godt lide ideen om grænsekontrol for trafikken ud af Danmark med det formål at pågribe omrejsende indbrudstyve, skriver Flensborg Avis.

Ideen kommer fra Mogens Therkelsen, direktør for vognmandsfirmaet H.P. Therkelsen. Han mener, at det vil kunne bekæmpe indbrudskriminaliteten i Danmark mere effektivt end den nuværende grænsekontrol.

– Det er bestemt et seriøst forslag fra Mogens Therkelsen, som kan forhindre indbrud i Danmark. Jeg ser gerne mere kontrol. Det handler bare om at allokere politiets ressourcer på en fornuftig måde, siger Preben Bang Henriksen.

Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen, har bedt justitsministeren vurdere forslaget. Foto: Venstre.

Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen, har bedt justitsministeren vurdere forslaget. Foto: Venstre.

Han har derfor bedt justitsminister Søren Pape Poulsen (K) vurdere forslaget i forhold til, om det kan lade sig gøre indenfor EUs regler. Desuden vil Preben Bang Henriksen gerne have justitsministeriet til at give en politifaglig vurdering af den værdi, som kontrol af udkørende trafik vil have for at pågribe omrejsende indbrudstyve. Venstre-politikeren forventer, at der kommer et svar fra Søren Pape Poulsen indenfor 14 dage.

Umiddelbart tror Preben Bang Henriksen selv, at omvendt grænsekontrol vil være et effektivt redskab.

– Men det dur ikke, hvis det tager kræfter fra politiet de steder, hvor kuglerne flyver. Så det er et spørgsmål om ressourcer, siger Preben Bang Henriksen til Flensborg Avis.

Ifølge Mogens Therkelsen burde politiet holde øje med varebiler på østeuropæiske nummerplader, før de krydser grænsen til Tyskland. Han forestiller sig en periodisk kontrol på tre til seks måneder ad gangen ved samtlige grænseovergange. Det vil efter hans mening afskrække forbryderne og hjælpe politiet i baglandet samt bidrage til opklaring af indbrud. Preben Bang Henriksen er enig med Mogens Therkelsen i, at det særligt er østeuropæere, som kommer for at stjæle. Han er imidlertid usikker på, om EUs regler tillader, at politiet kan vinke varevogne ind til siden på grund af eksempelvis en rumænsk nummerplade.

Ifølge Rigspolitiets rapport »National Strategisk Analyse« blev cirka 1600 rumænere, litauere og polakker sigtet for indbrud i perioden 2009 til 2016. Til sammenligning blev omkring 15.000 danske statsborgere sigtet for indbrud i samme periode.

Mogens Therkelsen giver ikke meget for den nuværende grænsekontrols evne til at pågribe udenlandske kriminelle.

– Jeg fatter ikke, at Dansk Folkeparti og andre partier er så forhippede på kontrol ind i landet. Argumenterne om flygtningestrømme og terrortrussel er blevet nedtonet, fordi man kan registrere et betydeligt fald i asylansøgere, efter at Europas ydre grænser er blevet forstærket. Så der er ikke nogen valid grund til at opretholde grænsekontrollen på grund af flygtninge og terrortrussel. Derfor er det tom snak fra Dansk Folkeparti, når de siger, at grænsekontrollen stopper kriminelle. Det kan vi ikke, for på vej ind ser alt jo tilforladeligt ud, siger Mogens Therkelsen til Flensborg Avis.

Han tilføjer, at politikerne kunne give den nuværende grænsekontrol et eftersyn for at se, om noget af mandskabet i stedet kunne kontrollere trafikken i den modsatte retning.

Flensborgs overborgmester, Simone Lange (SPD), har i flere omgange kritiseret danske politikere for at have indført grænsekontrol.

– Intentionen med omvendt kontrol er god nok, men det vil kun virke afskrækkende i en begrænset periode. Jeg holder fast i, at grænsekontrol ikke er det rigtige middel til at fange forbrydere. Der er i stedet brug for mere politi og flere patruljer. Det ville også hjælpe, at styrke det dansk-tyske politisamarbejde i Padborg, siger Simone Lange til Flensborg Avis.

kommentar
deling del

Skriv et svar