Single Daily
af

Lars Geerdes

Vellykket premiereaften på tre ugers festival

Besøgstallet på Festival Nordens første dag var ikke imponerende, men det skyldtes formentlig vejret.
Besøgstallet på Festival Nordens første dag var ikke imponerende, men det skyldtes formentlig vejret.

Det er en stor mundfuld at arrangere en kunst- og kulturfestival over hele tre uger, selv når der lukkes mandag til onsdag. Alligevel tog Manfred Pakusius og hans hold udfordringen op og stablede en festival på benene, der fokuserer på det nordiske. Festival Norden – egentlig skriver de »Nørden«, hvor stregen i det danske ø er spejlvendt – blev torsdag aften åbnet på Kongeengene (Königswiesen) i Slesvig.

Efter en regnfuld dag med blæst og temperaturer omkring 14 grader var premieren ikke ligefrem et tilløbsstykke. Der var megen luft mellem tilskuerne foran Sli-scenen, da Manfred Pakusius og Slesvigs borgmester, Arthur Christiansen, hilste velkommen, og arrangøren skyndte sig med at undskylde visse begyndervanskeligheder, og at forberedelserne på grund af regnen ikke helt var afsluttet, da dørene blev åbnet kl. 18. Borgmesteren bemærkede dog, at Kongeengene siden Landes­gartenschau i 2008 var slut aldrig har set så indbydende ud som nu.

Regnen havde sørget for, at sandet på pladsen foran scenen var gennemblødt. Det var ganske vist ikke en rigtig mudderpøl a la Wacken eller Roskilde, men alligevel lidt ubehageligt.

Inden velkomsten havde det lokale popkor ChorColores og den svensk-sydafrikanske duo Fjarill varmet op og gjort appetit på den koncert, der var programsat en time senere. I mellemtiden kunne gæsterne gå på opdagelse på festivalområdet. Her blev der budt på udstilling og foredrag, kortfilm og linedans, og talrige boder falbød forskellig kunsthåndværk, spise- og drikkevarer. Helst økologisk, men i det mindste produceret i lokalområdet, understregede Manfred Pakusius, for festivalen skal være så grøn som muligt.

Der er blandt andet opstillet forskellige tønder til forskellige former for affald, og gæster, der kommer med tog, får rabat på entréen.

Norden-Festival i Slesvig.  Foto: Lars Salomonsen

Norden-Festival i Slesvig. Foto: Lars Salomonsen

Festival i mindst fem år

Pakusius bebudede i øvrigt, at festivalen ikke skal være et engangsforetagende, men skal gentages hvert år i de kommende mindst fem år. Han takkede også for de mange organisationer, der støtter festivalen, blandt andre Sydslesvigsk Forening (SSF) og Slesvig Roklub, hvor arrangørholdet har fået lov at overnatte.

På den lille såkaldte ­have-scene i restaurant-området underholdt flensborgbandet Marten Threepwood & das Leben, mens line­danseren Ea Paravicini fra Lübeck begejstrede gæsterne med sin poe­tiske og sjove performance.

Størst var publikum dog foran Sli-scenen, hvor Fjarill, bestående af svenske Aino Löwenmark og sydafrikanske Hanmari Spiegel, med deres smukke og for det meste ret stille, svensksprogede ballader havde et godt greb om tilskuerne. Koncertens højdepunkt blev deres fælles optræden med ChorColores i et par numre. I dagens anledning var Fjarill-sangen »Det regnar i Hamburg« omdøbt til »Det regnar i Schleswig«. Sangen høstede da også stort bifald. Og det afsluttende »Ukuthula« blev en både smuk og rørende oplevelse. Ordet stammer fra de sydafrikanske sprog zulu og xhosa og betyder »fred«. Refrainet, der kun består af dette ord, gik rent ind og fik hele publikum til at synge med.

Norden-Festival i Slesvig.  Foto: Lars Salomonsen

Norden-Festival i Slesvig. Foto: Lars Salomonsen

Velspillende Datarock

Kl. 21.30 var temperaturen faldet yderligere, og der var næsten helt mørkt på festivalområdet. Foran Sli-scenen var der samlet en ganske lille flok mennesker, der ventede på at høre Datarock. De norske musikere viste sig hurtigt at være fuld af humor og spilleglæde. Musikken kunne høres på stort set hele arealet og lokkede hurtigt mange flere gæster til scenen, så festivalens premieredag fik en vellykket afslutning.

Debat om prisniveauet

Mens kunst- og kulturprogrammet således var en ubetinget succes, blev der hist og her diskuteret, om priserne var rimelige. En partoutbillet for 12 dage til 42 euro ved kassen (kun 35 plus gebyr i forsalg) er der ikke noget i vejen med, men en enkeltbillet til 12 euro syntes nogen, var for dyr i forhold til, at de optrædende på festivalen stort set var ukendte.

Desuden kunne man spore en vis utilfredshed med priserne for pølser og crêpes, der syntes at være lige lovligt høje.

Det så bedre ud hos Dansk Spejderkorps Slesvig, der var repræsenteret med et telt, hvor man kunne købe popcorn og snobrød til sølle 50 cent.

kommentar
deling del

Skriv et svar