Single Daily
af

Thomas Schumann

Vejdirektoratet oplyser ikke om tysk vejarbejde

De danske sommerferiebilister skal ikke regne med information om vejarbejde på den tyske A7 fra Vejdirektoratet. I stedet kan man finde information via GPS-anlægget.
De danske sommerferiebilister skal ikke regne med information om vejarbejde på den tyske A7 fra Vejdirektoratet. I stedet kan man finde information via GPS-anlægget.

Køen strakte sig 20 kilometer på motorvej A7 på en juni-dag sidste år. Nogle af bilisterne – mange af dem danskere på vej på ferie – sad fast i fem timer.

Årsagen var et vejarbejde mellem Slesvig-Skovby og Slesvig-Jagel. Dengang erkendte den tyske myndighed for trafiksager i Flensborg, at manglende kommunikation om spærringen og alternative ruter havde ført til at mange danske bilister blev fanget i det tyske kø-kaos.

Igen til sommer kan danske bilister regne med vejarbejde på Autobahn A7. Via Solutions – den virksomhed som laver vejarbejdet – planlægger fire vejarbejder på strækningen mellem grænsen og Hamborg, uden dog at kunne sige, præcist hvornår det vil finde sted. Dertil kommer omfattende arbejder i en af Elbtunnelerne ved A7 i Hamborg, De tyske vejmyndigheder forsøgte at gennemføre arbejdet i påskeferien, men der opstod så lange trafikkøer, at arbejdet blev udskudt til juni. Det risikerer dermed at ramme feriehungrende danskere på vej sydpå i bil.

De danske bilister skal imidlertid ikke regne med, at Vejdirektoratet oplyser dem om tysk vejarbejde.

Henviser til tysk trafikinformation

Projektleder i Vejdirektoratets Trafikcenter, Helene Cecilie Kærsgaard, fortæller, at det efterhånden er mere end fem år siden Vejdirektoratet stoppede med at oplyse om vejarbejder udenfor Danmarks grænser.

– Det vi gør, er at hjælpe de danske trafikanter med at finde informationer om vejarbejde ved at henvise til tysk trafikinformation. Hvis vi bliver opmærksom på noget konkret, oplyser vi selvfølgelig de danske trafikanter om det, men ellers henviser vi til de tyske myndigheder, fortæller Helene Cecilie Kærsgaard.

Hun tilføjer, at tyske bilister heller ikke bliver informeret, når de kører ind i Danmark.

Imidlertid er der en måde, man som bilist kan holde sig opdateret på de seneste trafikmeldinger.

En GPS vil, hvis den er rigtigt indstillet, kunne modtage oplysninger om eksempelvis vejarbejde i både Tyskland og Danmark. Helene Cecilie Kærsgaard fortæller, at der findes et europæisk samarbejde, hvor myndighederne sørger for at sende data ud til GPS-anlæg i de samme formater.

Det betyder, at en dansk bilist kan blive advaret om en spærret vej på dansk, selv om vedkommende kører på den tyske Autobahn. Men, påpeger Helene Cecilie Kærsgaard, man vil typisk først se informationen, når man krydser landegrænsen.

Links til tyske trafikprognoser

– Med en google-app kan man selvfølgelig godt scrolle ned og kigge ned over grænsen, tilføjer hun.Vejdirektoratet indsætter i øvrigt links til tyske trafikprognoser i sommerferie-trafikprognosen.

– Dem kan man jo klikke på, hvis man vil vide noget mere, tilføjer Helene Cecilie Kærsgaard.Hun siger videre, at hvis de tyske vejmyndigheder henvender sig til Vejdirektoratet med oplysninger om vejarbejde på en motorvej i nærheden af den danske grænse, vil disse informationer naturligvis blive videregivet til de danske bilister.

kommentar
deling del

Skriv et svar