Single Daily
af

Tilla Rebsdorf

Lars Salomonsen

Vanddans på højeste niveau

Synkronsvømmere fra hele landet var taget til Campusbad i konkurrencen om det 61. tyske mesterskab, og Flensborgs egne Fördenixen var naturligvis i bassinet.
Synkronsvømmere fra hele landet var taget til Campusbad i konkurrencen om det 61. tyske mesterskab, og Flensborgs egne Fördenixen var naturligvis i bassinet.

I weekenden afviklede TSB og Campusbadet det tyske mesterskab i synkronsvømning, og selv om det er en lille sportsgren, kom deltagerne så langt væk som fra Berlin og München, fra Bochum og altså også fra Flensborg.

Byens Fördenixen var regerende mestre, og om de igen i år stod solidt på sejrsskamlen, kan læserne finde på sporten i tirsdagsavisen.

– Men vi håber da, sagde moren til en af pigerne på holdet, Claudia Jessen, mens der stadig blev varmet op i bassinet til høj musik og stadig med næseklemmer, badehætter og svømmebriller.

For det er en meget anstrengende sport, hvor rigtig meget af dansen i vandet foregår med hovedet under vand, så lungerne skal varmes ordentlig op, inden en konkurrence går i gang. Og varmt, det var det også i svømmehallen, der gjorde klar til de tyske mesterskaber i synkronsvømning. Lørdag var til konkurrencerne i solo og duet, mens søndagen var forbeholdt de frie kombinationer for hold, hvor hver eneste lille bevægelse skal sidde helt præcist.

– Så den disciplin kræver rigtig meget af de enkelte sportsudøvere, fortalte en af byens tidligere succesfulde Fördenixen, Gesa Meyer.

I 2014 og 2015 var den unge flensborger tysk mester, men studiet trak hende væk fra byen, og dermed var det slut med denne sportsgren på eliteplan.

– Det er en teamsport med rigtig megen fælles træning for at være på toppen, og det kunne jeg ikke få passet ind efter flytningen. Så nu er jeg her i dag som hjælper, men jeg betragter stadig svømmehallen som mit andet hjem, sagde Gesa Meyer, og fortalte om, hvordan hun kom ind i sporten.

Som seks-årig begyndte hun at gå til svømning under TSB og svømmede fra den ene ende af bassinet til den anden. Med årene blev det lidt ensidigt, og derfor sagde hun da også ja, da synkronsvømmernes træner foreslog hende at prøve kræfter med den vandsport.

– Så var jeg bare solgt. Jeg elsker teamgejsten og vandet, og uden går det heller ikke. Enten falder du for det, eller også bliver det ikke til noget, sagde Gesa Meyer, der op til mesterskaberne trænede syv gange om ugen for at være i form.
Sit eget ilt

Selvfølgelig skal man være en rigtig god svømmer for at gå i gang med vanddans på højeste plan. Det siger sig selv, og ved de store konkurrencer er det ganske forbudt at sætte af med foden på bunden af bassinet. Vandet skal bære oppe. Dertil kommer stor smidighed kombineret med styrke plus rytme i kroppen, så alle på holdet gør de samme bevægelser på nøjagtig samme tidspunkt.

– Vi følger musikken, der kommer ud gennem højttalere under vandet, og så tæller vi også for at holde rytmen, sagde Gesa Meyer.

Alligevel skal der løbende styrketrænes på land for at holde kroppens muskler i form, og så er der lige det der med luften, når hovedet er så meget under vandet.

– Der er ikke nogen let vej. Der er ingen smarte tricks til at kunne klare det med at holde luft og have ilt nok til alle bevægelserne med hovedet under vandet. Som synkronsvømmer skal du bringe dig helt ud på grænsen af det mulige, og når du mener, at du ikke kan mere, så skal du lige tage et par svømmetag mere, sagde den tidligere tyske mester.

DM Synkronsvømning. Tyske mesterskaber i synkronsvømning afholdes i Campusbad i Flensborg. TSB Flensburg Foto: Lars Salomonsen.

DM Synkronsvømning. Tyske mesterskaber i synkronsvømning afholdes i Campusbad i Flensborg. TSB Flensburg Foto: Lars Salomonsen.

kommentar
deling del

Skriv et svar