Single Daily
af

Niels Ole Krogh

Utilfredshed med ny ejer af Hotel des Nordens

Efter at en Berlin-baseret koncern har overtaget Hotel des Nordens fra Fleggaard-koncernen, er det blevet en meget dårlig arbejdsplads, oplyser tidligere og nuværende ansat. Koncernen svarer ikke på den konkrete kritik.
Efter at en Berlin-baseret koncern har overtaget Hotel des Nordens fra Fleggaard-koncernen, er det blevet en meget dårlig arbejdsplads, oplyser tidligere og nuværende ansat. Koncernen svarer ikke på den konkrete kritik.

Manglende løn, masseopsigelser, forringede arbejdsforhold, overvågning. Listen over anklager mod den ny ejer af Hotel des Nordens i Kobbermølle, HR Group, Berlin, er meget lang.

– Jeg måtte stå op og spise, for jeg kunne ikke holde mine pauser, som jeg alligevel blev trukket for. Jeg har altså løn til gode, som jeg ikke kan få, siger Anne Kristine Skov, der netop er stoppet som medarbejder i wellness-området.

Hun og en anden kilde, Flensborg Avis har talt med, peger på, at arbejdspladsen på alle måder har ændret sig til det værre, efter at Fleggaard-koncernen afhændede stedet ved indgangen til 2018.

– Vi er et stort antal medarbejdere fra andre lande som Afghanistan og Irak. Mange af os kan ikke tysk og får ikke den undervisning, vi er blevet lovet, siger en ansat til Flensborg Avis gennem tolk.

Mange opsigelser

Forholdene har ifølge kilderne ført til, at syv afdelingschefer og et stort antal menige medarbejdere har opsagt deres job. Den hidtidige direktør har også forladt arbejdspladsen. Ifølge avisens oplysninger har chefstillingerne i udpræget grad været besat af danskere, der som Fleggaard-ansatte fik den højere danske løn. Det er også ændret nu.

For cirka en måned siden overtog danskeren Ricco Høj Alvarez stillingen som direktør for hotellet, der har over 100 medarbejdere. Ham fik Flensborg Avis et venligt svar fra, at han var parat til at svare på alle anklager. Bagefter hed det dog, at han efter at have nærlæst procedurerne desværre måtte henvise til kommunikationsafdelingen i Berlin.

Avisen havde stillet en lang række konkrete spørgsmål, men dem er der ikke svaret på i den mail, avisen modtog torsdag. Heri hedder det blandt andet på engelsk:

»Vi er stolte over, at det kendte Hotel des Nordens nu har været ejet af HR Group i halvandet år (…) Vores danske direktør Ricco Høj Alvarez leder et fantastisk og ambitiøst team. Hotellet har en blanding af danske og tyske teammedlemmer som arbejder tæt sammen under international -dansk ledelse, hvilket gør os i stand til perfekt at forstå vores gæster.«

Fagforeningen NGG, Gewerkschaft Nahrung-Genuss-Gaststätten, kan ikke gøre noget for medarbejderne, da kun nogle få rengøringsansatte er medlemmer.

– Hidtil har medarbejderne heller ikke sørget for, at der er oprettet et driftsråd (Betriebsrat). Så de står meget svagt, siger Finn Petersen, NGG Region Nord i Slesvig.

Læs Anne Kristine Skovs beretning om arbejdsforholdene ved Hotel des Nordens i mandagsudgaven af Flensborg Avis eller se mere her.

kommentar
deling del

Skriv et svar