Single Daily
af
NK
Niels Ole Krogh

Unikt dansk-tysk samarbejde om at skabe vækst via alger

En lang række universiteter på begge sider af grænsen skal kortlægge, hvad brunalgen kan bruges til indenfor medicin og kosmetik. Interreg-millioner skal sikre, at virksomheder inddrages.
En lang række universiteter på begge sider af grænsen skal kortlægge, hvad brunalgen kan bruges til indenfor medicin og kosmetik. Interreg-millioner skal sikre, at virksomheder inddrages.

Ikke mindre end ti universiteter, institutter og universitetshospitaler på begge sider af grænsen er gået sammen om at afæske brunalgen dens mange egenskaber.

Hensigten er, at sende resultaterne af forskningen ud i erhvervslivet, så der bidrages til vækst og jobskabelse. Det er især indenfor medicin og kosmetik, at algen ventes at bidrage til nye produkter.

Øjenklinikken »Klinik für Ophthalmologie« ved universitetshospitalet i Kiel (UKSH) har i længere tid forsket i planten, hvis bioaktive stoffer, for eksempel såkaldte fucoidaner, ser ud til at have en lindrende effekt på øjensygdommen AMD, der er af de hyppigste årsager til blindhed i Tyskland. Det er derfor også UKSH og det medicinske fakultet ved Christian-Albrechts-Universität i Kiel, der står i spidsen for projektet »FucoSan – sundhed fra havet«.

Projektet fik ved årsskiftet bevilget 2,2 millioner euro fra EU-støtteprogrammet Interreg Deutschland-Danmark.

Institut med opgave

– Det særlige ved vores projekt er, at partnerne er universitetsforskere, folk fra sygehusene og det regionale erhvervsliv. I fællesskab vil vi sørge for, at en naturlig ressource fra havet kan gavne menneskers sundhed, siger initiativtageren professor Alexa Klettner, øjenklinikken i Kiel.

Det er lagt i hænderne på Mads Clausen Instituttet ved SDU i Sønderborg at skabe kontakt mellem forskere og firmaer

– Vi skal sikre, at forskningen kommer ud i virksomhederne, og at virksomhederne tidligt kommer til at byde ind med deres viden og behov, så forskere og praktikere kommer til at arbejde sammen. Vi har allerede etableret de første kontakter til netværk, der bruger alger i deres produktion, siger professor Ferran Giones fra Mads Clause Instituttet ved SDU i Sønderborg.

Instituttet har som en af sine kernekompetencer at få forskningsresultater omsat i virksomheder.
Der er cirka 85 ansatte i Mads Clausen Instituttet, der på det seneste har været katalysator for, at forskningsresultater om organiske solceller og batteriteknologi er blevet vekslet til omsætning i virksomheder.

kommentar
deling del

Skriv et svar