Single Daily
af

Lennart Adam

Unge flygtninge fra Skandinavien tilbage i Flensborg

De havde alle et fælles mål: Skandinavien. Tusinder af flygtninge ankom i efteråret 2015 til banegården i Flensborg for at fortsætte videre mod Sverige.

Mange af dem var mindreårige, der var på flugt uden deres forældre. Nogle af dem blev i Flensborg, men de fleste søgte lykken i Sverige. Men nu synes mange af disse unge igen at være på vej tilbage til Tyskland. Og de ankommer lige der, hvor deres tur til Skandinavien begyndte: I Flensborg.

Siden november 2016 er det månedlige antal af mindreårige flygtninge i Flensborg overraskende blevet fordoblet, skriver NDR. Ifølge oplysninger fra TV-kanalen har forbundspolitiet allerede registreret flere end 150 af dem i byen. Da de er mindreårige, har de krav på større omsorg fra kommunen end voksne flygtninge har.

En vejleder tager sig af i alt ti unge, som kan kontakte vejlederen døgnet rundt. De fleste af dem kommer fra Afghanistan.

Læs mere: Flygtningehjælp i Flensborg ømmer sig over manglende støtte-tilsagn

Ifølge NDR håber de unge på bedre fremtidsmuligheder her.

– Mange vil gerne have en uddannelse, og vi har forskellige projekter i gang i Flensborg. For eksempel hjælper Handelskammeret de unge med at finde praktikpladser. Der er også ekstra tyskkurser. En del af dem får opfyldt deres ønsker, men ikke alle. Hvis de hverken kan læse eller skrive deres eget modersmål, er det meget svært for dem, siger Karen Welz-Nettlau, leder af ungdomskontoret i Flensborg.

Unge udvises ikke

Hun kan kun gætte på, om de unge er rejst fra Sverige, fordi de er bange for at blive sendt retur til deres hjemlande, når de bliver myndige. Det sker ikke automatisk i Tyskland.

– Så længe de ikke er fyldt 18 år, vil de ikke blive udvist, siger Welz-Nettlau.

Men i det øjeblik, hvor de er i stand til at klare sig selv, ændres betingelserne. Indtil nu er nogle få afghanere blevet sendt tilbage fra Sverige og fra Tyskland.

– Der er kun meget lidt kontakt mellem de tyske og svenske myndigheder. Vi vil ikke forsøge at sende de unge tilbage til Sverige, siger Welz-Nettlau.

Lovteknisk ligger ansvaret for de unge i den kommune, hvor de blev registreret i sin tid.

Alle uledsagede mindreårige kan stort set bevæge sig frit rundt i Tyskland. Det gælder ikke kun de unge, der er kommet tilbage fra Skandinavien.

kommentar
deling del

Skriv et svar