Single Daily
af

Hans-Christian Davidsen

Ung dansker stjerne i tysk krimi

Jyske Sidsel Hindhede havde aldrig sat sine ben i Wismar, før hun i august 2017 startede på optagelserne til ZDF’s Soko-serie. Tysk kunne hun heller ikke meget af, men hun har kastet sig i på dybt vand - og nu svømmer hun.
Jyske Sidsel Hindhede havde aldrig sat sine ben i Wismar, før hun i august 2017 startede på optagelserne til ZDF’s Soko-serie. Tysk kunne hun heller ikke meget af, men hun har kastet sig i på dybt vand - og nu svømmer hun.

Det er gået stærkt for den 25-årige dansker Sidsel Hindhede. For halvandet år siden kunne hun ikke sætte mange fornuftige sætninger sammen på tysk, og hendes forhold til Tyskland var det samme som mange andre danskeres: En land man kører igennem på en Autobahn på vej sydpå.

Nu kan hun om onsdagen ses i krimiserien Soko Wismar på den tyske tv-kanal ZDF. Tre millioner seere havde afsnittet forleden onsdag.

Sidsel Hindhede spiller den unge danske politibetjent Stine Bergendal i krimiserien, der optages i hansestaden ved Mecklenburg-Vorpommerns østersøkyst. Ikke noget med, hun havde regnet med overhovedet.

Det er en af livets tilfældigheder, at hun som nyuddannet skuespiller starter sin professionelle karriere i Tyskland. I foråret 2017 gik hun endnu på Københavns Film- og Teaterskole. Casteren bag Soko Wismar tog kontakt til film- og teaterskolen for at få emner til en casting til rollen som Stine Bergendal: En frisk, viljestærk og udadvendt dansk kvindelige politibetjent.

Privatundervisning i tysk

Efter to castings i Berlin fik Sidsel Hindhede rollen. Siden har hun medvirket i 15 afsnit, og 15 flere følger efter. Senere tog hun privatundervisning i tysk, men de første replikker lærte hun udenad.

– Det meste af det tysk, jeg havde i skolen, havde jeg glemt. Da jeg gik til casting, tænkte jeg simpelthen: »Jeg forsøger bare«. Godt nok efterlyste producenterne en dansk skuespiller, der kunne tysk. Det kunne jeg ikke rigtig leve op til på det tidspunkt. Men det var alligevel mig, de valgte, siger Sidsel Hindhede.

Hun stammer fra Viborg, og når hun bevæger sig rundt i Wismars gader, får hun øje på mange ligheder.

– Det er begge to gamle byer med historiske huse, bindingsværksbygninger, brostenbelagte gader og en markant kirke. Jeg føler mig godt hjemme i Wismar, siger hun.

Sidsel Hindhede bor dog i Berlin, hvor to tredjedele af optagelserne til Soko Wismar foregår. Enten i studie eller på locations fortrinsvis i udkanten af Berlin. Den sidste tredjedel af optagelserne foregår på locations i Wismar.

Siden august har Sidsel Hindhede været i gang med nye optagelser til nye afsnit i serien. Og det går fremad med det tyske.

Venligt modtaget

– De andre skuespillere er meget erfarne, og de har taget rigtig godt imod mig. Tyskere er flinke mennesker, og de er meget interesseret i at høre om Danmark. Kollegerne har været gode til at fortælle mig, hvordan jeg skulle betone en sætning eller udtale et ord rigtigt. Det er virkelig rart, når man er et nyt sted, at mennesker omkring én gerne vil hjælpe, siger Sidsel Hindhede.

Hun er taknemmelig over, at tyskerne »overhovedet gad at satse« på hende frem for en kandidat, der i forvejen kunne tysk. Hun fik at vide, at hun passede perfekt til rollen og havde den charme, der skulle til. Sidsel Hindhede vandt point på, at hun er en type, der er nem at begejstre og også er lidt vild i det – på den gode måde.

Sidsel Hindhede og Stine Bergendahl har i det hele taget en del til fælles.

Flirter og charmerer

– Vi kommer begge fra en mindre by i den danske provins og må gøre det så godt, vi kan, på tysk. Stine Bergendahl går ofte sin egne veje. Hun er flirtende og charmerende, har sine egne regler, men kan godt tåle at stå i skyggen af andre mennesker. Og hun kan godt blive afskrækket og tilbageholdende, hvis hun kommer i uvante situationer. Hun er måske lidt mere eftertænksom, end jeg er, og også lidt naiv – hvis jeg tænker nærmere over det, kan jeg måske også godt være lidt naiv, siger Sidsel Hindhede.

Sidsel Hindhede spiller den unge danske politibetjent Stine Bergendahl, der er med på et rejsehold sammen med tysk politi.
(Foto: ZDF)

Venner er blevet Soko-fans

Den fiktive danske politibetjent kommer også fra en lille by i Jylland, som hun er lidt træt af at være i. Hun vil ud og opleve noget. Stå på egne ben og væk fra familiens bånd.

Familiens bånd er dog helt intakte for Sidsel Hindhede.

– Min familie følger Soko Wismar hver onsdag. De kan se serien på almindelig dansk kabel-tv med danske undertekster. Nogle af mine venner er blevet totale Soko-fans, fortæller hun.

Sidsel Hindhede er fascineret af formatet Soko – at en krimiserie sendes med flere tyske og østrigske byer som kulisse, blandt andet München, Köln, Stuttgart, Leipzig og Hamborg samt Wien og Kitzbühel i Østrig.

Mere spredt i Tyskland

– Danmark er jo ikke så stort et land, så der er en tendens til, at alle serier optaget i København. Tyskerne er gode til at lægge optagelserne rundt omkring i landet. For en by som Wis­mar er det jo superfedt. Det skaber noget interesse og trækker turister til byen.

Sidsel Hindhede havde aldrig selv sat sine ben i Wismar, før optagelserne begyndte i august 2017. Hun håber at få forlænget sin kontrakt, så hun kan medvirke i flere afsnit. Men hun er parat til at tage derhen, hvor jobbene er.

– Jeg synes helt sikkert, at det tyske marked er spændende at arbejde på, men jeg vil også meget gerne arbejde i Danmark. Det er jo det gode ved min profession: Man kan arbejde mange forskellige steder.

Soko: Krimiserien Soko er et samarbejde mellem Zweites Deutsches Fernsehen (ZDF) og Österreichischer Rundfunk (ORF). Den har eksisteret siden 1978.

Soko optages i autentiske miljøer i flere byer i Tyskland og Østrig, blandt andet Hamborg, Potsdam, Wismar, Leipzig, Köln, München, Wien, Kitzbühel og Stuttgart.

Soko er en forkortelse for Sonderkommission. Det kan sammenlignes lidt med det danske begreb Rejseholdet.

kommentar
deling del

Skriv et svar