af

Hans-Christian Davidsen

Underholdende guide til Flensborg

Forfatteren og skolemanden Eckhard Bodenstein har en god pen.

Han har tidligere stået bag fantasifulde antologier som »Verliebt in Flensburg«, kriminalnovellerne »Mörderisches Flensburg« og »das Ernie-Prinzip« – en galgenhumoristisk roman om et nordtysk universitet – som kunne være universitetet i Flensborg. Han er et godt valg til at fortsætte bogserien »Kleines ABC« – denne gang i Flensborg. Bag serien står Husum Verlag, der har allieret sig med forlagets faste fotograf, Günter Pump.

Bogen er et lille underholdende leksikon om Flensborg fra A til Z. Ikke et leksikon af den gammeldags, halvtørre slags. Eckhard Bodenstein holder sig naturligvis til fakta. Han er tidligere lektor, rektor for den tyske St. Petri-Schule i København og akademisk direktør ved Flensborg Universitet.

Men han har også blik for de små underholdende detaljer, og så kender han med sin dansk-tyske baggrund Flensborgs flerkulturelle flair. Der findes bøger skrevet af forfattere udefra, og de har knap nok ænset, at der i grænsebyen Flensborg er et betydeligt dansk islæt.

I kapitlet »Zeitungen« berører han for eksempel de fejder, der endnu i 1970erne var almindelige mellem Flensburger Tageblatt og Flensborg Avis. Han tilskriver blandt andet Flensborg Avis det faktum, at det tyske ord Berufsverbot gled ind i det danske sprog, fordi avisen tog stor del i debatten, da den kørte. Næppe helt tilfældigt i øvrigt. Chefredaktør var Karl-Otto Meyer, og han havde selv oplevet at få en slags Berufsverbot som lærer.

Forfatteren Eckhard Bodenstein

Forfatteren Eckhard Bodenstein

De store indkøbs-katedraler i Flensborg beskrives også over flere sider med tekst og foto. Personligt troede jeg altid, at jeg ofte kører til Förde-Park, fordi supermarkedet i dette indkøbscenter har et stort sortiment af tyske og udenlandske øl. Men Eckhard Bodenstein fortæller, at Förde-Park med rette eller urette har et ry for at være det mere proletariske indkøbscenter, hvor Citti-Park gælder for de fines indkøbscenter.

Om grænseforretningerne, hvor danskerne provianterer og er klar til en tredje verdenskrig, skriver Bodenstein, at »mange har endda en antrailer med…«. En herlig underdrivelse.

Flensborg er så vidt vides stadig den tyske by, der har flest kiosker i forhold til indbyggertallet – selv om der med tiden er blevet færre. Det forbigår heller ikke forfatterens opmærksomhed Han bevæger sig endda til en flensborgsk eksklave på dansk jord: Annies Kiosk i Sønderhav.

Kultur, historie, sport og seværdigheder. Det er der næsten alt sammen. Dog leder man nogle gange efter de mere alternative sider af byen. Når vi nu skal høre om byens agtværdige teatre, hvorfor så ikke om de alternative kulturhuse som Volksbad eller Kühlhaus? Aktivisterne på østsiden af havnen i »Luftschlossfabrik« havde man vel også kunnet give nogle ord med på vejen. Måske er det fordi bogens målgruppe helst vil læse om nogle, der ligger i stort set samme segment som sig selv.

Bogen er i god overensstemmelse med de gældende mainstream-forestillinger, som en gennemsnitlig turist sikkert værdsætter.

Eckhard Bodenstein/Günter Pump: Kleines Flensburg-ABC, 142 sider, 9,95 euro (Husum Verlag).

Eckhard Bodenstein/Günter Pump: Kleines Flensburg-ABC, 142 sider, 9,95 euro (Husum Verlag).

kommentar
deling del

Skriv et svar