Single Daily
af

Thomas Schumann

Udvalgsformand drømmer om øget samarbejde i Sydslesvig

Mandag var det blevet tid til Sydslesvigudvalgets budgetmødeforhandlinger med mindretallets institutioner og foreninger. Her sad den nye formand for Sydslesvigudvalget, Anni Matthiesen (V), for første gang for bordenden. Hun vil ikke nødvendigvis gøre tingene »som man plejer«.
Mandag var det blevet tid til Sydslesvigudvalgets budgetmødeforhandlinger med mindretallets institutioner og foreninger. Her sad den nye formand for Sydslesvigudvalget, Anni Matthiesen (V), for første gang for bordenden. Hun vil ikke nødvendigvis gøre tingene »som man plejer«.

Formanden for Sydslesvigudvalget, Anni Matthiesen (V), skulle tage stilling til mange forslag, da årets ønskesedler mandag blev fremlagt på Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig. En for en lagde mindretallets topfolk deres vej forbi biblioteket og fremlagde deres forslag til det kommende budget.

Det er første gang, at Anni Matthiesen sidder for bordenden af budgetmødeforhandlingerne, og hun tager ikke let på opgaven.

– Selvfølgelig er vi julemænd og deler penge ud, men samtidig har vi også en forpligtelse og et ansvar, da det er danske skattekroner, som vi deler ud af, siger Anni Matthiesen.

Hun mener, at der er ting, som kunne gøres anderledes.

– Jeg kan godt høre, at der er nogle som siger: »Vi plejer at gøre sådan«, men der vil jeg sige, at vi ikke altid behøver at gøre som vi plejer. Når jeg nu hører folk komme ind på skift, så er der faktisk en del foreninger, som vil det samme – positivt det samme. De vil gøre det mere synligt, hvor vigtigt mindretallet er. Der tænker jeg, at man kunne kigge lidt mere på tværs og lade være med hver især at gøre det samme. Man bliver endnu stærkere ved at bruge hinanden noget mere, siger Anni Matthiesen.

Hun tilføjer, at det ikke er noget, hun skal pålægge foreningerne, men at det »helst skal vokse nedefra«

Fra venstre er det Anni Matthiesen, Steffen Bang, generalsekretær i SSF, Jens A. Christiansen, SSFs formand, Jon Hardon Hansen, og bogholder Jens-Søren Jess. (Foto: Sven Geißler)

Fra venstre er det Anni Matthiesen, Steffen Bang, generalsekretær i SSF, Jens A. Christiansen, SSFs formand, Jon Hardon Hansen, og bogholder Jens-Søren Jess. (Foto: Sven Geißler)

Den 5. december mødes politikerene i Sydslesvigudvalget og tager stilling til de ansøgninger og ønsker, som mindretallet har fremlagt. Her skal udvalget også tage stilling til, hvad der skal ske med det økonomisk trængte Christianslyst.

– Både Christian Rabjerg og jeg synes, at det er vigtigt at understøtte Christianslyst. Og jeg har en fornemmelse af, at der er opbakning på tværs af partierne i udvalget til at finde en holdbar løsning for fremtiden. Det, håber jeg, vi kan nå i mål med, fortæller Anni Matthiesen, der mener, at der er gode muligheder for at bevare Christianslyst – uden dog at ville love noget på forhånd.

Ændringen af pensionsreglerne for danskere, som arbejder i udlandet, blev også drøftet på budgetmødeforhandlingerne.

– Vi har givet hinanden håndslag på, at Steffen Bang (udvalgssekretær i Sydslesvigudvalget, red.) prøver at grave mere i sagen og måske prøver at finde et konkret eksempel, hvor de nye regler bliver problematiske, fortæller Sydslesvigudvalgets formand.

Anni Matthiesen savner et overblik i sagen og viden om, hvor mange personer det rent faktisk kommer til at berøre.

– Har vi i det hele taget et problem og hvis vi har det, hvordan kan vi så eventuelt få det løst? Jeg mangler nogle eksempler.

kommentar
deling del

Skriv et svar