Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Uambitiøst motorkontor

Det er godt nok noget af en udmelding.
Jørgen Møllekær

Siden den 1. oktober har man online kunnet registrere sin nye bil hos »Strassenverkehrsbehörde Flensburg und Schleswig-Flensburg«, i daglig tale også blot kaldet »Zulassungsstelle« – det fælles motorkontor for Flensborg by og Slesvig-Flensborg Amt. Eller rettere sagt: Det var planen. For som vi kunne fortælle i tirsdagsavisen, så virker systemet stadig ikke. Man kan godt nok online omregistrere eller afmelde sin bil. Men har man købt en ny dyt og skal have de første nummerplader på, så er det bare med at møde personligt op for eksempel i Gutenbergstraße i Flensborg og trække et nummer i den lange kø. Eller betale bilforhandleren for at gøre det. Det er jo sørgeligt endnu engang at måtte konstatere, hvor sløvt det går med at modernisere det samfund, vi er en del af.

Det mest forstemmende i den forbindelse er flere af de udtalelser, som chefen for motorkontoret lader sig citere for i artiklen. Det viser sig åbenbart først nu, at projektet er mere kompliceret end som så. Og derfor er man – altså efter at denne borgerservice skulle have været i luften – gået i gang med at sende testdata frem og tilbage mellem det lokale motorkontor i Slesvig og KBA, det nationale motor-register i Mørvig, som blandt andet administrerer alle bildata for hele Tyskland.

Den umiddelbare undren består måske i, hvorfor man først efter, at et nyt system har skulle tages i brug, er begyndt at teste, om det virker. Med al respekt for de handlende personer, men det er altså uprofessionelt. Hvor er de politisk ansvarlige henne i dette forløb? Er det byrådspolitikerne i Flensborg og/eller dem i kredsdagen? Endnu mere barokt bliver det, når chefen for dette motorkontor taler denne nye servicemulighed ned. Jan Wiese, som han hedder, udtaler til avisen, at borgerne rent faktisk hellere vil møde op personligt og få ordnet de nummerplader. At det der online-service mest af alt har noget med den der tidsånd at gøre.

Tidsånd? Man kunne også vende den om og spørge, hvilken tidslomme den ansvarlige selv lever i? Det kan meget vel være, at man ikke her syd for grænsen skal buse lige så meget på med de nye digitale muligheder, som det er sket i Danmark. Men at påstå om alle bilejere, at de synes, det er fordelagtigt at skulle tage fri et par timer fra arbejde for at få nummerplader på bilen, er godt nok noget af en udmelding. Men den passer også fint til slutbemærkningen om, at Herr Wiese ikke forventer, at systemet er oppe at køre før om tre-fem år. Kald det lige borgerservice en gang til.

kommentar
deling del

Skriv et svar