Single Daily
af

Thomas Schumann

Tyskland vil om to uger beslutte om soldater i Tyrkiet skal hjem igen

Den tyske regerings beslutning om hvorvidt tyske soldater skal trækkes ud af den tyrkiske luftbase i Incirlik kommer om to uger.

– Fjorten dage har det diplomatiske maskineri til at arbejde i, udtalte den udenrigspolitiske ordfører for CDU, Jürgen Hardt til dpa.

– Hvis der om fjorten dage ikke er noget klart og entydigt signal fra Ankara om retten til at besøge basen, så må regeringen trække »Tornadoerne« ud.

Tyrkiet forbød tyske parlamentsmedlemmer at besøge de 260 tyske soldater i Incirlik, fordi Tyskland har givet asyl til tyrkiske soldater. Regeringen i Ankara anklager de tyrkiske soldater for at have deltaget i det mislykkede kupforsøg i juli 2016. Kansler Angela Merkel har åbent truet med at trække de tyske soldater ud af Tyrkiet, såfremt Ankara ikke retter ind – hvilket vil være uden fortilfælde blandt NATO-partnere. Den tyske hær understøtter fra Incirlik kampen mod terrororganisationen Islamisk Stat.

I mellemtiden har den tyrkiske regering givet grønt lys for de tyske parlamentsmedlemmer til at besøge NATO-basen i Konya. Det informerede den tyske regering fredag de relevante parlamentsudvalg om – efter en krisesamtale mellem Merkel og Erdogan i sammenhæng med NATO-topmødet i Bruxelles. I striden om besøgsforbuddet for de tyske parlamentsmedlemmer i Incirlik ville Erdogan ikke rykke sig.

 

kommentar
deling del

Skriv et svar