Single Daily
af

Ritzau Nyhedsbureau

Diplomater har syv dage til at forlade Tyskland

Tyskland, Frankrig og Polen er blandt de lande, der udviser russiske diplomater efter giftangreb i Salisbury.
Tyskland, Frankrig og Polen er blandt de lande, der udviser russiske diplomater efter giftangreb i Salisbury.

Tyskland vil udvise fire russiske diplomater, erfarer Süddeutsche Zeitung. Ifølge den tyske avis Die Welt har diplomaterne syv dage til at forlade Tyskland.

Det sker efter et nervegiftangreb på den tidligere russiske dobbeltagent Sergej Skripal i England, bekræfter det tyske udenrigsministerium efter presserapporter i Süddeutsche Zeitung.

Frankrig udviser fire russiske diplomater som følge af angrebet i Salisbury.

Polen vil udvise fire russiske diplomater som følge af nervegiftangrebet i England, oplyser den polske udenrigsminister, Jacek Czaputowicz. Han siger, at de fire diplomater skal være ude af landet senest 3. april.

Tjekkiet udviser tre russiske diplomater, mens Litauen og Ukraine også vil udvise russiske diplomater.

Rusland afviser at være involveret i angrebet 4. marts på Skripal og hans datter.

Mange andre EU-lande ventes fra mandag at annoncere deres egne diplomatiske sanktioner mod Rusland, der beskyldes for at stå bag giftangrebet i Salisbury.

Sådan er den diplomatiske krise med Rusland forløbet

Siden et giftangreb i Storbritannien 4. marts har der udspillet sig en større krise med Rusland i centrum.

En række lande har mandag fulgt Storbritanniens eksempel og indført sanktioner mod Rusland.

Landene er enige med den britiske regering i, at Rusland står bag et angreb på en tidligere russisk dobbeltagent og hans datter i Salisbury, England.

Sergej Skripal og datteren er ifølge britiske efterforskere blevet forgiftet med nervegiften novichok, som er udviklet af Sovjetunionen.

Her kan du læse mere om giftangrebet og de politiske konsekvenser:
* 4. marts: Den tidligere russiske dobbeltagent Sergej Skripal og hans datter, Julia, bliver fundet sammensunkne på en bænk i den sydengelske by Salisbury. De har efter det oplyste ikke været ved bevidsthed siden.

* Britiske efterforskere mener, at de to er blevet forgiftet med nervegiften novichok, der i sin tid er udviklet af Sovjetunionen.

* Yderligere 19 personer er blevet behandlet, efter at de muligvis har været udsat for nervegiften. Den værst medtagne er Nick Bailey, der var en af de første til at tilse de to. Han er siden blevet udskrevet.

* Den britiske regering mener, at Rusland står bag. Udenrigsminister Boris Johnson har direkte sagt, at det formentlig var præsident Vladimir Putin selv, der tog beslutningen om at bruge nervegift mod Skripal.

* Putins talsmand, Dmitrij Peskov, har kaldt de britiske beskyldninger chokerende og utilgivelige.

* 14. marts: Storbritannien iværksætter en række sanktioner over for Rusland. Disse tæller blandt andet udvisning af 23 russiske diplomater, mens alle politiske topmøder med Rusland er aflyst.

* Det er ligeledes besluttet, at ingen britiske ministre og kongelige vil deltage ved fodbold-VM i Rusland til sommer.

* 17. marts: Rusland besvarer Storbritanniens sanktioner ved at udvise 23 britiske diplomater. Samtidig annulleres tilladelsen til det britiske generalkonsulat i Sankt Petersborg, Rusland.

* 23. marts: Ved et topmøde i Bruxelles erklærer EU-lederne sig enige med den britiske regering i, at Rusland højest sandsynligt er ansvarlig for giftangrebet. EU’s ambassadør i Moskva hjemkaldes i en måned.

* 26. marts: Flere europæiske lande annoncerer egne sanktioner mod Rusland. Tyskland udviser fire diplomater, USA har varslet udvisning af 60, mens Danmark har udvist to. I alt 14 EU-lande udviser russiske diplomater.

Kilder: Ritzau, Reuters og BBC.

kommentar
deling del

Skriv et svar