Single Daily
af

Ritzau Nyhedsbureau

Tyskerne afviser muslimske helligdage

Tysklands indenrigsminister har luftet tanker om at indføre muslimske helligdage. Muslimer og katolikker bakker op, men der er ikke genklang i befolkningen.
Tysklands indenrigsminister har luftet tanker om at indføre muslimske helligdage. Muslimer og katolikker bakker op, men der er ikke genklang i befolkningen.

Den tyske indenrigsminister, Thomas de Maizière, er ude af takt med befolkningen med sit forslag om, at Tyskland måske skal indføre offentlige muslimske helligdage.

Hans melding kom i forgangne weekend, da der var delstatsvalg i Niedersachsen. Nu har meningsmålingsinstituttet Insa set på, hvad tyskerne synes om det.

Målingen, der offentliggøres i avisen Bild, siger, at 70 procent af de adspurgte er modstandere. Kun 7,8 procent mener, at islamiske helligdage er en god idé.

Indenrigsministeren, der kommer fra forbundskansler Angela Merkels konservative parti, CDU, er blevet mødt med kritik fra egne rækker.

– Helligdage i Tyskland er en lang tradition. Jeg ser ingen grund til at ændre på det, siger Bernd Althusmann, CDU-chef i Niedersachsen, til det tyske nyhedsbureau dpa.

Alexander Dobrindt, fremtrædende medlem af CDU’s søsterparti i Bayern, CSU, var allerede i weekenden ude at afvise.

– Vi overvejer ikke at indføre muslimske, offentlige helligdage i Tyskland.

Tyske helligdage

  • De har formelt set kun én helligdag til fælles, nemlig 3. oktober, dagen for den tyske genforening. Den er fastsat i en forbundslov.
  • I praksis har delstaterne ni helligdage til fælles: Nytårsdag 1. januar, langfredag, 2. påskedag, Kristi himmelfartsdag, 2. pinsedag, arbejdernes internationale kampdag 1. maj, genforeningsdagen 3. oktober samt de to juledage 25. og 26. december.
  • På grund af 500-året for reformationen har alle delstater i år indført helligdag 31. oktober.
  • Fem delstater holder den katolske helligdag Alle Helgens Dag 1. november. Det er Baden-Württemberg, Bayern, Nordhrein-Westfalen, Rheinland-Pfalz og Saarland.

Får støtte fra socialdemokrater og katolikker

Men indenrigsminister de Maizière får også opbakning. Formanden for de tyske socialdemokrater i SPD, Martin Schultz, har sagt, at forslaget fortjener noget eftertænksomhed.

Blandt Tysklands katolikker er der også støtte.

Indenrigsministeren argumenterede med, at katolikker har egne helligdage i områder, hvor de har flertal.

Sådan en helligdag er Allehelgens Dag, og de Maizière sagde, at der derfor ikke skulle ikke være noget i vejen for at have offentligt anerkendte muslimske helligdage i muslimske områder.

– I et multireligiøst samfund kan der i områder med et højt antal fromme muslimer være muslimske helligdage, uden at vort lands kristne traditioner bliver forrådt, siger Thomas Sternberg, præsident for de tyske katolikkers centralkomité (ZdK), ifølge dpa.

Han mener, at kristne traditioner langt oftere “forrådes”, når den katolske helgen Sankt Nikolaus forveksles med den kommercielle julemand.

Stort flertal af tyskerne ser ikke nogen idé i at indføre officielle muslimske helligdage. Billedet er fra den centrale moské i Köln-Ehrenfeld i det vestlige Tyskland. (Foto: Scanpix/Rainer Jensen)

Stort flertal af tyskerne ser ikke nogen idé i at indføre officielle muslimske helligdage. Billedet er fra den centrale moské i Köln-Ehrenfeld i det vestlige Tyskland. (Foto: Scanpix/Rainer Jensen)

Muslimerne i Tyskland støtter idéen om at få officielle islamiske helligdage. Aiman Mazyek, formand for det Muslimske Centralråd i Tyskland, siger, at det ikke er for at få sig en fridag.

– Det handler om respekt og om at deltage. Det er ikke et krav om en arbejdsfri dag eller om at gennemtvinge, at dette skal være fridag for alle tyskere, siger han ifølge netsiden islam.de.

– Viden om andre kulturer og religioner gør os rigere, mener han.

Hjemmesiden de.statista.com har opdelt den tyske befolkning på omkring 83 millioner mennesker per religion og siger, at 28,9 procent i 2015 var katolikker.

Fem procent af tyskerne var muslimer.

kommentar
deling del

Skriv et svar