Single Daily
af

Ritzau Nyhedsbureau

Tyske partier underskriver regeringsaftale

Forbundskansler Merkel forventer, at ny koalitionsregering kommer til at sidde hele perioden på fire år.
Forbundskansler Merkel forventer, at ny koalitionsregering kommer til at sidde hele perioden på fire år.

Tysklands forbundskansler, CDU’s leder Angela Merkel, og den fungerende leder af de tyske socialdemokrater i SPD, Olaf Scholz samt lederen af det bayerske søsterparti til CDU, Horst Seehofer fra CSA, underskrev mandag en 177 sider lang aftale om en regeringskoalition.

Merkel siger, at hun ser “optimistisk” på sin nye koalitionsregering, som skal indsættes i denne uge. Hun forventer, at den vil sidde hele regeringsperioden på fire år.

– Meget arbejde ligger og venter på os. Jeg er optimistisk og forventer, at det bliver vellykket, siger hun.

Merkel gør det klart, at en række store udfordringer venter på den kommende tyske forbundsregering. Det gælder blandt andet præsident Donald Trumps meddelelse om nye toldsatser på stål og aluminium.

Den nye koalitionsaftale blev underskrevet efter næsten seks måneders politisk dødvande.

Tyskland har ventet på en ny regering i månedsvis

De tyske partier SDU, CSU og SPD har mandag indgået en regeringsaftale næsten seks måneder efter valget.

I næsten et halvt år har tyskerne ventet på at få en ny regering oven på valget til Forbundsdagen i september sidste år.

Mandag er ventetiden dog ovre.

Forbundskansler Angela Merkels parti, det konservative SDU, søsterpartiet CSU og socialdemokraterne i SPD har mandag underskrevet en regeringsaftale.

Her er et rids af forløbet siden valget:

* 24. september 2017:

Tyskerne går til valg. Merkels CDU og søsterpartiet går tilbage. Det samme gør koalitionspartneren, SPD, der kort efter valgresultatet oplyser, at partiet træder ud af regeringen og i stedet vil gå i opposition.

Dermed skal kansleren på jagt efter et nyt flertal. I første omgang peger kommentatorer og flere partier på en såkaldt Jamaica-koalition som den mest oplagte.

Jamaica-koalitionen har navn efter partifarverne for de konservative CDU/CSU, det liberale FDP og Miljøpartiet De Grønne, som matcher farverne i Jamaicas flag.

* 7. oktober 2017:

Angela Merkel oplyser, at hun på vegne af CDU/CSU vil indlede drøftelser med FDP og De Grønne om et regeringssamarbejde.

* 18. oktober 2017:

CDU/CSU mødes for første gang med repræsentanter for FDP og De Grønne.

* 20. november 2017:

FDP forlader forhandlingerne om en Jamaica-koalition. Merkel afviser at danne mindretalsregering. SPD opfordrer til nyvalg.

* 27. november 2017:

CDU og CSU’s ledelse enes om at forsøge at danne regering med SPD.

* 30. november 2017:

Angela Merkel og SPD-leder Martin Schulz mødes i et forsøg på at enes om en regeringsdannelse.

* Primo december 2017:

Schulz får opbakning fra først partiledelsen og siden en samlet partikongres til at indlede regeringsforhandlinger med Merkel.

* 12. januar 2018:

Fem lange dage med forhandlinger mellem CDU/CSU og SPD resulterer i et 28 sider langt dokument, der indeholder skitsen til et regeringssamarbejde.

* 21. januar 2018:

På en ekstraordinær SPD-partikongres får Martin Schulz grønt lys af de delegerede til at forhandle videre med Merkel.

* 7. februar 2018:

Efter maratonforhandlinger lykkes det CDU, CSU og SPD at blive enige om en koalitionsaftale.

* 20. februar 2018:

Urafstemning om aftalen blandt SPD’s medlemmer indledes.

* 4. marts 2018:

Resultatet af afstemningen, hvor cirka 464.000 SPD-medlemmer havde mulighed for at stemme, offentliggøres. 66 procent støtter, at partiet går med i regering.

* 12. marts 2018:

De tre partier CDU, CSU og SPD underskriver en regeringsaftale i Berlin. Det er næsten seks måneder siden, at de tyske borgere var til stemmeurnerne.
Kilder: Bild, Reuters og dpa.

kommentar
deling del

Skriv et svar