Single Daily
af

Thomas Schumann

Tyske bådebyggere tjener på dansk afgift

Lystfartøjsforsikringsafgiften sender ikke blot danske kunder til tyske bådebyggere. Den gør også livet mere usikkert for danske sejlere. I det nye år kan den ende med at blive 
afskaffet.
Lystfartøjsforsikringsafgiften sender ikke blot danske kunder til tyske bådebyggere. Den gør også livet mere usikkert for danske sejlere. I det nye år kan den ende med at blive 
afskaffet.

Inde i hallerne hos Flensburger Yacht Service står bådene tæt. Her hviler de store sejl- og motorbåde skrog ved skrog på bådestativerne, mens de venter på at få en kærlig hånd inden næste sejlsæson. Havnemærket på en motorbåd røber, at den har hjemme i Kolding.

– Vi har cirka ti til 20 danske både her i vinterhalvåret. De fleste kommer på grund af vores opvarmede haller og vores service. Nogle enkelte kommer på grund af forsikringsafgiften, fortæller direktør Christoph Volkmann.

Han er ikke den eneste tyske bådebygger, som tager imod danske kunder. Også hos Anker Yachting i Kappel er der 10-15 danske både, som overvintrer der. Så langt væk som i Kiel er det også muligt at finde både med danske havnemærker, som er taget på vintertræk sydpå.

Hos Flensburger Yacht Service har de i vinterhalvåret mellem ti og 20 danske både i deres haller. Bådene bliver gjort klar til sejlsæsonen. Her er bådebyggemester Peter Heinrich, til højre, og Tobias Pfeiffer igang med at sætte nye gummistrimler ned imellem listerne på dækket af en sejlbåd. (Foto: Sven Geißler)

Hos Flensburger Yacht Service har de i vinterhalvåret mellem ti og 20 danske både i deres haller. Bådene bliver gjort klar til sejlsæsonen. Her er bådebyggemester Peter Heinrich, til højre, og Tobias Pfeiffer igang med at sætte nye gummistrimler ned imellem listerne på dækket af en sejlbåd. (Foto: Sven Geißler)

1000-3000 både overvintrer

Danske bådejere, bådebyggere og forsikringsselskaber – ja, selv Dansk Industri og Skatteministeriet – kender til, at bådejere sejler deres skib over grænsen for at slippe for lystfartøjsforsikringsafgiften. Dansk Industri vurderer omfanget til 1000 både, mens forsikringsselskabet Pantaenius tror, at det drejer sig om over 3000.

I Aabenraa råder Henrik Reese, direktør hos Reese Marin, over en 3500 kvadratmeter hal. Men han kan kun fylde halvdelen med både, fordi den danske forsikringsafgift på lystfartøjer får hans kunder til at sejle over grænsen. Det er ikke den eneste problem, han har med afgiften.

– Det er ganske forfærdeligt. Vi taber mange handler på det, når kunderne får at vide, at de skal betale 40.000 til 50.000 kroner i afgift. Afgiften slår tit en god handel i stykker, fortæller Henrik Reese.

Hvis afgiften blev afskaffet, ville det ifølge Henrik Reese skabe flere arbejdspladser blandt bådebyggerne og sætte gang i et større bådsalg, hvilket også vil komme staten til gode på grund af større indtægter fra momsen.

Bådebyggemester Peter Heinrich har rigeligt at se til i denne tid. Flensburger Yacht Service står til at udvide og en af de voksende kundegrupper er danske bådejere. (Foto: Sven Geißler)

Bådebyggemester Peter Heinrich har rigeligt at se til i denne tid. Flensburger Yacht Service står til at udvide og en af de voksende kundegrupper er danske bådejere. (Foto: Sven Geißler)

Bådejere tegner ikke kaskoforsikring

Han peger samtidig på, at bådejerne kunne sove mere trygt, da flere så ville tegne en kaskoforsikring.

Det synspunkt deler formanden for Sønderborg Lystbådehavn, Hans Viggaard.

– Hvis båden synker, står ejeren uden kompensation og hvis vraget skal fjernes, skal ejeren også betale for det. Det er ellers dækket af kaskoen. Det kan koste op mod 100.000 kroner at få et vrag bjærget, forklarer Hans Viggaard.

Han mener, at afgiften rammer skævt, fordi beløbet stiger, jo dyrere båden er.

Den skævhed bliver måske rettet op til næste år.

»I forbindelse med at Skatteministeriet i efteråret 2018 skal fremsætte lovforslag om dele af de aftalte saneringer i aftalen […], finder jeg det naturligt at drøfte med partierne bag aftalen, om der er yderligere afgifter, der skal afskaffes, herunder for eksempel lystfartøjsforsikringsafgiften«, skriver skatteminister Karsten Lauritzen (V) i et brev til Folketingets skatteudvalg. Skatteudvalget modtog i starten af november 9900 underskrifter fra utilfredse fritidssejlere, som helst ser afgiften afskaffet.

Direktøren hos Flensburger Yacht Service tror imidlertid ikke, det vil påvirke hans virksomhed, hvis afgiften bliver sløjfet.

Christoph Volkmann holder fast i, at de fleste danskere vælger hans havn og hans haller på grund af den service, han kan tilbyde. Han fortæller, at den danske kundegruppe ganske vist er lille, men at den vokser år for år.

Virksomheden arbejder netop nu med at udvikle en hjemmeside på dansk.

kommentar
deling del

Skriv et svar