Single Daily
af

Rasmus Meyer

Tysk side holder fast i Mindretallenes Hus

Mindretalsrådgiverne fra Slesvig-Holsten og fra forbundsstaten tror på, at den danske kulturminister Mette Bock (LA) skaffer det danske bidrag til Mindretallenes Hus. Rådgiverne tror fortsat på projektet.
Mindretalsrådgiverne fra Slesvig-Holsten og fra forbundsstaten tror på, at den danske kulturminister Mette Bock (LA) skaffer det danske bidrag til Mindretallenes Hus. Rådgiverne tror fortsat på projektet.

Der mangler fortsat 1,35 millioner euro til renoveringen af pakhuset ved siden af Flensborghus i Nørregade. Bygningen, der skal omdannes til Mindretallenes Hus, skal renoveres for 2,7 millioner euro.

Pengene skal efter planen komme ligeligt fra Danmark og fra Tyskland.

Læs også: Sydslesvigsk modstand mod Mindretallenes Hus

Men mens byen Flensborg, delstatsregeringen i Slesvig-Holsten og forbundsregeringen i Berlin allerede har sagt ja til at spytte 1,35 millioner i kassen, mangler der stadig et ja fra dansk side.

Det manglende tilsagn fra dansk side har hidtil ingen indflydelse haft på de tyske tilskudsgivere.

De sætter stor lid til Kulturminister Mette Bock (LA).

– Jeg talte med Mette Bock i juni, og der fornemmede jeg, at hun vil kæmpe for projektet. Hun skal selvfølgelig have sin regering med om bord, men jeg synes, det var en meget positiv samtale, siger Hartmut Koschyk (CSU), forbundsstatens mindretalsrådgiver.

Han understreger, at tilsagnet fra tysk side ikke er forbundet med et tidskrav.

– Mette Bock bragte selv 2020-markeringen af grænseflytningen i spil. Det er jeg glad for, og det ville være en passende begivenhed. Jeg håber, det lykkes hende at overbevise den danske regering, forklarer Hartmut Koschyk og tilføjer, at Mindretallenes Hus er et vigtigt projekt for både Danmark og for Tyskland.

Han understreger, at politikkerne i begge lande burde være glade, når mindretallene selv kommer op med den slags projekter.

På delstatsplan sætter Slesvig-Holstens mindretalsrådgiver Johannes Callsen ligeledes sin lid til Mette Bock. Han var rejst med til København, da Slesvig-Holstens ministerpræsident Daniel Günther forleden var på tiltrædelsesbesøg i den danske hovedstad. Derved mødtes de blandt andet med Mette Bock.

– Ministerpræsident Daniel Günther gjorde det tydeligt, at han er meget interesseret i projektet. På samme måde fornemmede jeg, at man fra dansk side også er interesseret i Mindretallenes Hus. Der var mange positive signaler, forklarer Johannes Callsen.

Læs også: SSF-formand tror fortsat på mindretallenes hus

Han ser ingen grund til at overveje, hvad der sker med det tyske tilsagn, hvis man fra dansk side siger nej til projektet.

– Det er vores ønske, at vi i samarbejde med Danmark gennemfører projektet, der har stor betydning for hele grænseregionen. For mit vedkommende er der på nuværende tidspunkt ingen grund til at tvivle på, at man fra dansk side også vil støtte projektet, udfører han.

Efter at Sydslesvigudvalget sagde nej til at støtte projektet, henvendte Sydslesvigsk Forening (SSF) sig til kulturminister Mette Bock (LA).

Hun har hidtil kun bekræftet, at SSF blot er en blandt mange samtalepartnere i forbindelse med 2020-markeringen.

Mindretallenes Hus i Flensborgs Nørregade ligger ved siden af Flensborghus. Lige nu holder mindretalsorganisationen FUEN til foran i huset. Pakhuset i baggården skal renoveres for 2,7 millioner euro. Foto: Sven Geißler

Mindretallenes Hus i Flensborgs Nørregade ligger ved siden af Flensborghus. Lige nu holder mindretalsorganisationen FUEN til foran i huset. Pakhuset i baggården skal renoveres for 2,7 millioner euro. Foto: Sven Geißler

kommentar
deling del

Skriv et svar