Single Daily
af

Ritzau Nyhedsbureau

Tysk S-leder anklager Trump for at smadre vestlige værdier

Kanslerkandidat Martin Schulz mener, at præsident Trump underløber fredeligt internationalt samarbejde.
Kanslerkandidat Martin Schulz mener, at præsident Trump underløber fredeligt internationalt samarbejde.

De tyske socialdemokraters formand og kanslerkandidat, Martin Schulz, anklager USA’s præsident, Donald Trump, for at smadre vestlige værdier og undergrave internationalt samarbejde.

Trump “ødelægger alle vestlige værdier”, siger Schulz til journalister i Berlin.

Han mener, at den amerikanske præsident underløber det fredelige internationalt samarbejde, som baserer sig på gensidig respekt og tolerance.

– Man må stå i vejen for en sådan mand med hans ideologi om genoprustning, lyder det fra den socialdemokratiske formand.

Læs mere: Trump igen ude efter Tyskland

Schulz’ skarpe kritik af Trump kommer, efter den konservative forbundskansler, Angela Merkel, søndag på et valgmøde i Bayern sagde, at Europa må lære at stå på egne ben.

Uden at nævne Trump ved navn lod hun forstå, at han er meget svær at samarbejde med.

– Den tid, hvor vi kunne stole på hinanden fuldstændigt, er på vej ud. Det har jeg oplevet de seneste dage. Vi europæere er i sandhed nødt til at tage vores skæbne i egne hænder, sagde hun.

Martin Schulz. Foto: Bernd von Jutrczenka/dpa.

Merkel havde netop ved tre lejligheder i sidste uge været i selskab med Trump. Det var under hans besøg hos EU og Nato i Bruxelles og et G7-møde på Sicilien.

Læs mere: Tyskland: Trump svækker Vesten

Under møderne anklagede Trump Tyskland for at drive unfair handel og oparbejde et kæmpe handelsoverskud. Dette budskab gentager han tirsdag på favoritmediet Twitter.

– Vi har et stort minus på handel med Tyskland, og de (tyskerne, red.) betaler meget mindre, end de skal, til Nato og militæret. Meget dårligt for USA. Det bliver lavet om, skriver han.

Også den tyske udenrigsminister Sigmar Gabriel, har blandet sig i debatten.

– Den amerikanske regerings kortsigtede politik står på tværs af EU’s interesser, sagde han mandag.

Tyskland er formentlig det land i Europa, som i efterkrigstiden har haft de vigtigste bånd til USA. Under den kolde krig var USA garanten for opbygningen af et demokratisk Vesttyskland trods sovjetisk sabelraslen.

USA fejede flere skeptiske europæiske lande til side og støttede den tyske genforening i 1990.

kommentar
deling del

Skriv et svar