Single Daily
af

Niels Ole Krogh

Tysk professor undsiger Sønderborgs høje klimamål

Sønderborg er alt for ambitiøs i sit klimamål om at være CO2-neutral i 2029. De vil ikke nå det mål, siger professor Olav Hohmeyer, Flensborg Universitet, på dagen, hvor Flensborgs Klimapakt fylder ti år. Primus motor i Sønderborg afviser blankt Hohmeyers påstand.
Sønderborg er alt for ambitiøs i sit klimamål om at være CO2-neutral i 2029. De vil ikke nå det mål, siger professor Olav Hohmeyer, Flensborg Universitet, på dagen, hvor Flensborgs Klimapakt fylder ti år. Primus motor i Sønderborg afviser blankt Hohmeyers påstand.

Flensborg vil være klimaneutral i 2050. Sønderborg i 2029. Det fik Flensborgs berømte klimaprofessor Olav Hohmeyer til torsdag at sige, at han ikke tror på Sønderborgs klimamål.

– Det er meget, meget ambitiøst. Det vil kræve meget store investeringer og kapital at nå det. Samtidig ligger hele mobilitetsområdet brak, og der er ikke meget, der tyder på, at der kommer fart i det inden 2030, siger Olav Hohmeyer og henviser til, at bilfabrikkerne står på bremsen. Der er ikke penge i en elmotor. Her henter Siemens og Bosch fortjenesten, pointerede Hohmeyer.

– Det er bestemt meget sympatisk at sætte sig så store mål som Sønderborg. Og det er ikke nogen skam at komme i mål fem år senere, lød det fra professoren, der er en af de drivende kræfter i Klimapakt Flensburg.

I Sønderborg har kommunen og en række virksomheder stiftet ProjectZero, der har sat sig som mål, at kommunen skal være klimaneutral i 2029.

Kategorisk afvisning

Direktør for ProjectZero, Peter Rathje, afviser kategorisk, at Olav Hohmeyer får ret.

– Han er åbenbart ikke opdateret på, hvor vi står i dag. Det er rigtigt, at vi har et problem med den del af planen, der omfatter transport. Men her har vi besluttet at sætte ekstra fart på de andre områder, så vi overopfylder målene her og dermed kan kompensere for mobiliteten, siger Peter Rathje.

Professor Olav Hohmeyer, der er klimaekspert, gjorde torsdag rede for, hvad Flensborg har opnået i de 10 år, Klimapakt Flensburg har eksisteret. Imponerende meget, mener Hohmeyer. Foto: Niels Ole Krogh

Professor Olav Hohmeyer, der er klimaekspert, gjorde torsdag rede for, hvad Flensborg har opnået i de 10 år, Klimapakt Flensburg har eksisteret. Imponerende meget, mener Hohmeyer. Foto: Niels Ole Krogh

Det blomstrer

– Vi laver mål for intervaller på fem år. I de kommende dage præsenterer vi en ny femårsplan for byrådet. Forinden har vi konsulteret et stort antal eksperter for at kunne komme med et realistisk bud. Det blomstrer omkring os. Nyt stort biogasanlæg, store nye solcelleparker og kystnære møller i Lillebælt. Vi ruller det hele ud efter demokratiske principper, hvor alle høres. Jeg har stor respekt for Hohmeyer, men her er han altså ikke på højde med virkeligheden, siger Peter Rathje.

En stor havvindmøllepark i Lillebælt med op til 40 møller skal i høj grad være med til at bringe Sønderborg i mål i 2029. Den møder nu imidlertid stor modstand fra Fyn, hvor mange borgere ikke ønsker at have møller i deres vandudsigt.

– Men den kommer. Vi følger et projekt, der er godkendt af Folketinget og har investeret millioner af kroner i at afdække konsekvenserne for natur og miljø, siger ProjectZeros direktør.

kommentar
deling del

Skriv et svar