Single Daily
af

Hans-Christian Davidsen

Tysk kultur får stor indsprøjtning

– Jeg kan lige så godt sige det, som det er: Der kommer ikke flere penge på det her område, blev kulturminister Mette Bock (Liberal Alliance) sidste år citeret i dagbladet Information – kort efter at hun tiltrådte som kulturminister.

Mens flere af de større danske kulturinstitutioner skal holde for i de kommende år – blandt andet Det Kongelige Teater og landsdelsorkestrene – og den nuværende regering har signaleret, at der ikke kommer flere penge til kulturlivet, så går Tyskland den anden vej. På forbundsniveau er kulturlivet blevet tilført 660 ekstra millioner euro fra i år.

Nu står de enkelte kulturministerier i de 16 tyske delstater for den løbende drift af blandt andet teatre, orkestre og museer og her kan tendensen i flere delstater sagtens gå imod tendensen på forbundsplan.

Men når man tager højde for de plusser og minusser, der er rundt omkring i de 16 delstater, så er der med de 660 millioner euro fra Berlin stadig tale om en væsentlig enkelt-indsprøjtning til kulturlivet.

Hvorfor opprioriterer Tyskland så kraftigt på kulturområdet netop nu?

Samlende kraft

For det første ligger der en erkendelse af, at det tyske samfund – ligesom så mange andre lande i den vestlige verden – oplever en større opsplitning – at vi groft sagt lever i eller kan komme til at leve i vores egen osteklokke – også med parallelsamfund. Her kan kulturen ses som en samlende kraft. Altså noget tyskerne har til fælles, hvad enten de lever i alperne i syd eller den flade østersøkyst i nord.

Semperoper i Dresden – teaterlandskabet i Tyskland har gennem de seneste ti år været gennem voldsomme besparelser med heftige diskussioner til følge. (Foto: Hans Christian Davidsen)

Det forsømte indhentes

For det andet, så er det også – når man sammenligner med Danmark – et kraftigt deficit, som Forbundsdagen med bevillingen af de 660 millioner euro forsøger at eliminere – altså at der er noget forsømt, der skal indhentes.

Det ser man for eksempel ved, at der er sat 15 millioner euro af til digitalisering på udvalgte, større tyske museer og ved, at der sættes godt seks millioner euro af til direkte støtte til den rytmiske musik, pop, rock og jazz, hvor man nok kan sige, at der er en grøde i især dansk rock og jazz, som et land af Tysklands størrelse selv kan misunde. Med de 15 millioner euro støttes for eksempel målrettet Reeperbahnfestival i Hamborg, som også danske bands deltager i, og som er en slags Spot-festival, hvor det tyske rockliv virkelig får impulser udefra.

Offensiv udenlands

For det tredje, ligger der også en kraftig kulturel charmeoffensiv i den kraftige bevilling. Det ser man ved, at den tyske kortbølge- og satellitradio Deutsche Welle – der sender tv på tre sprog og radio på 30 sprog om og fra Tyskland til hele verden – får cirka 24 millioner euro ekstra. Her nævnes det eksplicit i politikernes begrundelse, at…:

»Tyskland netop i tider med verdensomspændende flygtningestrømme, islamistisk terror og krige lige uden for Europa skal arbejdes stærkere på at forklare tysk kultur og tyske værdier over for en anderledes omverden«.

Nationalkonservative

Som en fjerde og sidste grund ligger der også til dels en nationalkonservativ begrundelse bag dele af den ekstra kulturstøtte. Det kan man se på de argumenter, som det konservative bayerske parti CSU har været ude med i offentligheden for at forklare den ekstra kulturoffensiv. Der sættes lidt over 70 millioner euro af til bevaring af mindesmærker og fredning af bymiljøer.

Men sammenlignet med Danmark har ekstrabevillingen også noget med traditioner at gøre. Selvom mange tyske kulturaktører også kigger misundeligt til mange af de danske modeller – blandt andet den forholdsvis høje prioritet som for eksempel børne- og ungdomsteatre får i Danmark sammenlignet med Tyskland.

I den indledende begrundelse for bevillingerne taler den tyske regering om, at bevillingen også skal ses i lyset af, »…. hvad der sker lige nu, når den kulturelle dannelse svækkes, og når kulturen får for lidt plads i samfundet«.

Man kan gisne om, hvad det er, der sigtes til her. I en tid, hvor man kan stille sig op og sige næsten hvad som helst i den offentlige debat og slippe godt af sted med det har regeringspartierne næppe overset partiet Alternative für Deutschland (AfD). Seks millioner euro sættes eksempelvis af til sanering af synagoger i nogle af Tysklands største byer.

Men det er også fordi, at man i Tyskland ligesom man arbejder med et begrebet »Politische Bildung« også taler om »Kulturelle Bildung«. Den almene dannelse vægtes fortsat højt i Tyskland, og mon ikke mange politikere inderst inde godt ved, at det de seneste ti år er kulturen, der har måttet holde for – og at den ikke rigtig går længere.

Hvor provinsen i Danmark meget dækkes af turneteatre, så har hver mellemstor købstad i Tyskland sit eget teater – Stadttheater eller et såkaldt Landestheater i samarbejde med andre byer i området – og her er klassikere af von Kleist, Schiller og Goethe fast på ethvert sæsonprogram. Klassisk musik og opera har også en meget stærk position.

Teatrene har dog været igennem voldsomme besparelser, og smertegrænsen er nået. Man er kommer dertil, hvor der allerede er lukket traditionsrige teatre og hvor andre er alvorligt i farezonen.

Kamp om pengene

Nu er der ikke nogle af de 660 millioner euro, der drypper direkte på teatrene – dog på seks orkestre – men dette bør vel kunne tage brodden af en til tider lidt spids debat, der har været. For eksempel i Slesvig-Holsten, hvor den tidligere teaterchef Horst Mesalla på et tidspunkt var ude for at sige, at de store summer, som Tyskland har brugt og bruger på indslusning af nye indbyggere udefra, naturligvis skulle tages et sted fra i budgettet – og at det som regel altid var kulturlivet, der stod først for. De her kulturaktører blev kraftigt imødegået af andre kolleger, men det er helt klart en skinger debat, som de fleste politikere – der tør tage et ansvar – sikkert gerne vil være foruden.

Man kan dog se, at der i ekstrabevillingen sættes penge af til danse­teater, som jo er noget, der kan samle på tværs af sprog og kulturer.

Hvorfor går Danmark så en anden vej lige nu?

Nu skal man huske på, at Tyskland er føderalt og en række delstater har valgt en vej, der ikke er så anderledes end Danmarks. Men hvis vi kigger på det generelt – og stadig primært på forbundsplan – så er Tyskland et land, hvor der – på godt og ondt – er respekt for traditioner, hvor Danmark på en lang række felter er innovativ og eksperimenterende. Skal Shakespeare sættes op i Danmark, så sker det i en moderniseret udgave på teatret Mungo Park.

Tradition står stærkt

Det, at traditionen står så stærkt i Tyskland gør nok, at den konservative del i det politiske spektrum, kommer til at se det traditionelle kulturliv som en medspiller. Tyskland er mere elitært end Danmark – på godt og ondt.

Det er helt klart mere legitimt i den offentlige debat i Danmark at sætte spørgsmålstegn ved piller, som man i Tyskland ville kalde grundfæstede piller. Derfor er der heller ikke så mange, der gør, når den nuværende kulturminister i Danmark signalerer, at intet er helligt – landsdelsorkestrene i Danmark ved lige nu ikke, om de er købt eller solgt. Den danske kulturminister Mette Bock signalerede kort efter sin tiltræden, at hun i højere grad ville være til for folket i stedet for kulturlivet.

Hvorfor kæmper danske symfoniorkestre i dag med at trække publikum til? I Danmark er der en tendens til, at man sætter spørgsmålstegn ved det, som ikke trækker publikum, hvor man i Tyskland generelt går omvendt til værks og styrker den kulturelle dannelse – i musik- og kunstundervisningen – for at skabe et publikum til fremtidens kulturinstitutioner.

kommentar
deling del

Skriv et svar