Single Daily
af

Ritzau Nyhedsbureau

Tysk-afghaner er tilbageholdt for spionage i Tyskland

En mand, der er mistænkt for at spionere for Iran i Tyskland, bliver stillet for en domstol tirsdag.
En mand, der er mistænkt for at spionere for Iran i Tyskland, bliver stillet for en domstol tirsdag.

En 50-årig tysk-afghaner er tirsdag blevet tilbageholdt under mistanke om, at han spionerede for Iran, mens han arbejdede for den tyske hær.

Det oplyser den tyske anklagemyndighed i en pressemeddelelse ifølge Reuters. Manden vil blive stillet for en dommer senere tirsdag.

– Den mistænkte var ekspert i sprog og kultur og rådgav Bundeswehr (forsvarsstyrkerne, red.), lyder det fra anklagemyndigheden.

I kraft af sin position mistænkes han for at have videregivet oplysninger til den iranske efterretningstjeneste.

En talsmand for det tyske forsvarsministerium siger, at det har været opmærksom på en spionagesag, der involverer en ansat i militæret, men gav ikke yderligere detaljer.

Den tyske avis Der Spiegel beskriver, at den mistænkte havde adgang til følsomme informationer i sit arbejde for militæret. Det skal ifølge avisen blandt andet dreje sig om, hvilke soldater der blev ansat i Afghanistan.

Efterretningstjenester både i Tyskland og andre steder i Europa har tidligere udvist bekymring for Irans aktiviteter i andre lande.

I juli meddelte den tyske efterretningstjeneste, at Iran havde udvidet sin kapacitet af midler til cyberangreb, og at det kan udgøre en trussel for tyske virksomheder.

kommentar
deling del

Skriv et svar